‘Joy’ er en opløftende socialrealistisk dramafilm, der på komisk og rørende vis fortæller den sande historie om en opfindsom alenemor, der trods familie- og karrieremæssig krise blev en ny slags tv-stjerne i 1990’ernes USA.


Selvom der næppe er tale om en ’Silver Linings Playbook’ (2012) vol. 2, så er filmens succeshold anført af instruktør David O. Russell, Jennifer Lawrence, Robert de Niro og Bradley Cooper tilbage i fuld vigør. Og castet fremfører i samspil så pokkers en overbevisende præstation på lærredet, at man ikke andet kan end lovprise dem hver især. Særligt Jennifer Lawrence er enestående i rollen som den komplekse og desperate husmor, der i sin frygt for at ende op med et middelmådigt liv som sine fraskilte forældre, sætter alt på spil for at realisere en af sine utallige opfindelser fra barndommens vugge: At søsætte en selvvridende gulvmoppe, bedre kendt som ”Miracle Mop”, til ethvert amerikansk hjem.

Også Robert de Niro og Bradley Cooper gør det fremragende som henholdsvis far og forretningspartner til Joy Mangano, som den enlige mor fra Long Island i New York i virkelighedens verden hedder.

Historien om den entreprenante husmor er fyldt med hverdagskontur af store drømme og gåpåmod. Et sandt vidnesbyrd på, at har individet i et samfund som det amerikanske den rette idé og den rette indstilling, så kan denne opnå mere, end hvad drømme umiddelbart er skabt af. Man kan gøre det umulige. Det usandsynlige. Og ikke mindst det skeptikere, herunder venner og familie, fortæller én, man ikke kan.

‘Joy’ får premiere i 70 biografer over hele landet 25. december.

Instruktør: David Owen Russell
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Robert De Niro og Bradley Cooper.