Knives Out foregår på et stort gods et sted i USA – Harlan Thrombeys hjem. Han er en kendt og stenrig krimiforfatter, og hele hans familie er hjemme for at fejre forfatterens 85 års fødselsdag. Ud over familien er diverse tjenestefolk og Harlans loyale sygeplejerske til stede. Dagen efter fødselsdagen bliver Harlan fundet død – tilsyneladende som følge af at have begået selvmord.
Politiet kommer og med dem en mystisk privatdetektiv, der længe holder sig i baggrunden, mens han ved hver afhøring, Politiet foretager, slår en tangent på klaveret an og smider en mønt i luften.
Daniel Craig spiller den mystiske detektiv Benoit Blanc, og Craig har til rollen lagt sin smukke britiske stemme om til amerikansk sydstatsaccent. Detektiven er hyret ind til at efterforske omstændighederne omkring patriarken og krimiforfatteren Harlan Thrombeys død.
Filmen har sat sig for at hylde Agatha Christie, som må anses for ærkebritisk i sin approach til mordmysterier. Her er vi i Amerika, hvor der stiftes bekendtskab med en dysfunktionel familie, der har mentale knive i ærmet over for hinanden. Der er bror og søster med ægtefæller, og der er enken efter den sidste bror. Dertil kommer flere børnebørn. Alle har hver deres motiver i familien og hver deres grund til, at det ville være smart, at deres far, svigerfar eller bedstefar ikke var her mere.
Historien har masser af twist og vendinger, og man skal meget igennem, før man som publikum står med løsningen af gåden.
Over for familien står den unge sygeplejerske, hvis mor er illegal immigrant. Harlan og sygeplejersken har en fin relation, og også familien holder af hende. Om det kommer til at ændre sig i løbet af filmen, skal ikke afsløres her. Dog er det nok oplagt, at klasse- og økonomiske forhold er del af handlingen.
Filmen er en krimicluedokomedie med så mange twist og forviklinger, at det ikke er meningen, at man skal tage det alvorligt. Det er en af filmens styrker, at det er ren hygge, men det kammer også lidt over til det rene pjat. Sygeplejersken kan for eksempel ikke lyve uden at kaste op, og det er en pointe, der trækkes langt ud. Også detektivens drævende accent er lidt søgt.
Christopher Plummer er god som patriarken Harlan, der gennemskuer sin familie og er glad for den sygeplejerske, der giver ham modspil på den gode måde. Den unge Ana De Armas er sød som sygeplejersken, der pludselig står i centrum for begivenhederne. Daniel Craig og Jamie Lee Curtis er de store personligheder i filmen. Lee Curtis har bukserne på i familien, og Craig får handlingen til at skride fremad.
Filmen er hyggelig og sjov de timer, den varer og er en god mulighed for at invitere hele familien i biffen i juledagene.
Knives out – var det mord? – premiere den 5. december
Instruktør: Rian Johnson
Medvirkende: Daniel Craig, Chris Evans, Ana De Armas, Jamie Lee Curtis, Don Johnson, Michael Shannon, Toni Collette, La Keith Stanfield, Katherine Langford og Jaeden Martell.