‘Mad Max : Fury Road’ har det hele; fart, benzin, modermælk og ekstrem vold.

Verden er i ruiner, og menneskeheden er tæt på sin udrydelse. Der kæmpes for de få ressourcer der er tilbage så som vand, benzin og mælk. Filmen er så grotesk lavet, at man med dyb væmmelse i kroppen sidder og hungrer efter mere. Det er en surealistisk følelse. ‘Mad Max : Fury Road’ er så langt væk fra virkeligheden, som den overhovedet kan komme.

Det er fjerde film i rækken om Mad Max, der i denne omgang spilles af Tom Hardy. Han er taget til fange af den diktatoriske Immortan Joe, hvis trofaste krigere alle drømmer om en ærefuld død og en plads i Valhalla.
Charlize Theron ses i rollen som den smukke og respekterede Furiosa, der under en transport af benzin, pludselig stikker af med en flok kvinder, for at gense sit fødested. Men det viser sig hurtigt, at lasten er langt mere værdifuld for den ondskabsfulde leder end de tror, og det kickstarter en hæsblæsende voldskamp i den knastørre ørken.

Der er gået 30 år siden George Millers sidste film i serien, men den har bestemt ikke tabt sit tempo. Man kan vel næsten sige, at den har ligget i dvale og samlet kræfter til at blæse sit publikum omkuld, for det er præcis hvad den gør.

På med 3D-brillen og ind i mørket med dig, det her er en film du ikke vil gå glip af – også selvom du ikke er til action, fart og vold.

‘Mad Max : Fury Road’ er en vanvittig oplevelse.

 

Filmen har premiere den 14. maj 2015.

Instruktør: George Miller
Medvirkende: Tom Hardy, Charlize Theron, Nicholas Hoult, Hugh Keays-Byrne, Rosie Huntington-Whiteley, Zoë Kravitz, Riley Keough m.fl.