‘Madklubben’ er en rigtig god og sød feel-good film om de tre midaldrende veninder, som tager på et madlavningskursus i Italien. Marie (Kirsten Olesen) og hendes mand Henrik (Peter Hesse Overgaard) havde ellers fået gavekortet til turen i julegave af deres voksne børn, men da manden smider bomben efter 44 års ægteskab, at han har mødt en anden dame, bliver det i stedet Maries gode veninder Vanja (Kirsten Lehfeldt) og Berling (Stina Ekblad), som tager med til Italien.
På madlavningskurset møder de blandt andet ægteparret Mette (Mia Lyhne) og Morten ( Rasmus Botoft) som stråler af forelskelse og kalder hinanden musling og skat i nærmest en uendelighed. Kontrasten mellem det forelskede par og Marie, som føler hendes liv er fuldstændig ved at falde fra hinanden, er til at mærke i filmen. Kirsten Olesen portrætterer på fineste vis den midaldrende kvinde, som nu skal til at stå på egne ben og træffe selvstændige beslutninger. Men filmens brillerende højdepunkt er Berling alias Stina Ekblad, som brager igennem lærredet som en ren femme fatale, der bestemt ikke føler livet er gået i stå og som omfavner italienerne og det italienske køkken, som var hun Samantha Jones fra Sex and the City.
På mange måder minder MADKLUBBEN om en dansk version af filmen Sex and the City 2 i Abu Dhabi bare på et meget mindre budget, og med fokus på tre forskellige danske kvinder, hvoraf kun den ene går op i udseende og lækre kjoler, men der er bestemt nogle lighedstræk, med ferieflirt og hedeture og en forherligelse af det gode liv med god mad, livsmod, livsnydelse og ikke mindst at livet ikke slutter ved de 50, hvor hver dag kan være en ny begyndelse.
Filmen rummer mange smukke scener fra det dragende italienske landskab krydret mange scener fra det italienske køkken, hvor der laves den lækreste mad dagen lang. Filmen er skrevet til den modne kvinde, og det publikum vil nok nyde filmen mest. For filmen kan godt tilte lidt til den sukkersøde side, hvor det næsten bliver lidt for meget af det gode, og man kan savne lidt mere kant i filmen.
Husk endelige at blive siddende i biografen efter filmen, Lis Sørensen synger nemlig sin nyeste julesang ”Hvis ikke Nu, Så Hvornår?” til filmen og denne skønne og ørehængende sang er værd at tage med som en nærmest perfekt afslutning på filmen.
Medvirkende: Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt og Stina Ekblad med flere.
Instruktør: Barbara Topse-Rothenborg
Manuskript: Anne-Marie Olesen Thinghuus
Varighed: 98 minutter
Premiere: 22 oktober 2020