
Klædt af til skindet bliver hun helt bogstaveligt – den lille østrigske kejserdatter Maria Antonia da hun i 1770 kommer til Frankrig, hvor hun efter at være blevet iført hvid krinolinekjole og frataget sine ting, møder sin mand Louis den 16. Hun er kun 14 år gammel – hendes mand et par år ældre. Alligevel forventes det af hende, at hun hurtigst muligt producerer en arving til tronen. Det viser sig at være et vanskeligt forehavende, da hendes mand både er underlig og grundet forhudsforsnævring ikke kan få den op at stå. Det er meget at forlange af en ung pige, der er godt og grundigt væk fra sine vante omgivelser.
Tronarvinger bliver der dog, omend det mere end antydes, at det ikke er kongen, der kan tilskrives faderskabet.
Mellemgulvets scene var holdt helt i hvidt – fra hvide gardiner på scenens tre sider og til alle kostumer, der var i hvidt. Det var kunstfærdige krinoliner til kvinderne og diverse kalvekrøs til mændene. Hvide parykker fremstod florlette og kunstige. Det var flot skabt af Laura Løwe.
Det hvide og kunstige passede godt til den falske konversation, der fandt sted ved hoffet i Versailles. Intet kunne tages for pålydende, og der var ingen at stole på.
Som historien skrider frem, fyldes scenen med blodrødt vand. Dekadencen bliver dog ved med at fylde, og ”Dødens Triumf” nærmer sig.
Nanna Skaarup Voss var Marie Antoinette, der først undrende ser hoffet udefra, men mere og mere får tiltaget sig magt. Hun siger sin mening denne dronning og tillægger sig en livsstil, der i den grad koster. Der bliver i detaljer beskrevet alle de kjoler, hun bestiller og i hvilke farver. Publikum ser ikke kjolerne, men beskrivelserne sætter vores fantasi i gang.
Om hende cirkler Simon Kongsted som Louis den 16.
Mathias Bøgelund, Alexander Bryld Obaze, Anna Plauborg, Freja Klint Sandberg har rollerne som anklager, dommer, venner og veninder ved hoffet.
I den lille orkestergrav huserede musiker Viktor Dahl.
Sebastian Kloborg har lavet koreografien til de seks skuespillere. Han har et oplagt talent for at få en forholdsvis tilgængelig koreografi til at fylde. Det er imponerende, og blandt andet er en dans med store vifter flot.
Forestillingen er produceret af ´Regimentet´, der består af 12 unge scenekunstnere, der med Det Kongelige Teaters husinstruktør Anna Balslev er blevet inviteret ind på Det Kongelige Teater. Gruppen har arbejdet sammen tidligere, da de i 2022 fortolkede `Stolthed og Fordom´ på Betty Nansen Teatret.
´Regimentet´ består både af skuespillere, en musiker, en instruktør, en scenograf, en koreograf og lyd- og lysdesigner.
De fremstår som et samlet team, og samarbejdet har båret frugt. Sammen viste de en helstøbt forestilling.
Scenariet er genkendeligt fra ´Stolthed og Fordom´ på Betty Nansen, men historien er en ganske anden. Den kan tages for pålydende, og det historiske forlæg er i sig selv dramatisk på alle måder. Den indeholder politiske intriger, romantik, sex og voldsom død. Man kan næsten ikke forlange mere. Dertil kommer, at tråden til anno 2025 er synlig. Ved hoffet i Versailles så ingen, at faldet fra tinderne var nært forestående. Hvis bare man lukkede øjnene indtraf katastrofen nok ikke. Historien har dog vist noget andet. Både Marie Antoinette og Louis den 16. endte deres liv på skafottet.
Sonja Ferdinands manuskript har taget udgangspunkt i Marie Antoinettes liv og skæbne, og det fremstår vedkommende hele vejen igennem – og sine steder ret morsomt.
Oplagt er det, at Sonja Ferdinand ikke kun har villet fortælle en historie fra det sene 1700-tal. Hun puster til publikum i salen og beder os tænke. For sidder vi europæere og lukker øjnene fra de tinder, vi er ved at falde fra?
Det vil fremtiden vise.
,
Marie Antoinette i Skuespilhuset på scenen Mellemgulvet
Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Simon Kongsted, Mathias Bøgelund, Alexander Bryld Obaze, Anna Plauborg, Freja Klint Sandberg og musiker Viktor Dahl
Manuskript: Sonja Ferdinand
Iscenesættelse: Anne Balslev
Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe
Koreografi: Sebastian Kloborg
Lysdesign: Balder Nørskov
Lyddesign: RasmusKreiner
Musik: Viktor Dahl
Varighed: 1 time og 40 minutter uden pause
Spilleperiode: 11.4. til 25.5.2025