Denne film er en vaskeægte ’rom com’ (romantisk komedie), som leverer alt det en film i denne genre skal levere. Hovedrollerne Jennifer Lopez og Owen Wilson er heller ikke et dårligt udgangspunkt for os der elsker denne genre. 

Kat Valdez (JLO) er en verdensberømt sangerinde. Hun lever et hektisk kendisliv med sociale medier, sponsorer, luksus og en masse hjælpere omkring sig hver dag. Kat og sangerkæresten Bastian (Maluma) har lavet et duet-hit sammen, som hedder Marry Me – denne duet vil snart blive til virkelighed, da de to popstjerner har valgt at sige ja til hinanden til en kæmpe livestreamet koncert. 

I et knapt så livestreamet univers møder vi samtidig Charlie (Owen Wilson), som er en stille og rolig matematisklærer og deltidsfar, som ikke ejer en eneste adgang til sociale medier. Hans datter Lou synes egentlig, han er lidt kedelig ind imellem. 

Charlies veninde og kollega Parker inviterer tilfældigvis far og datter med til Kat og Bastians store livekoncert. Selvom Charlie ikke aner hvem de er, kan det være at hans datter synes, at han er en anelse mindre kedelig, hvis han tager med. 

Til koncerten og lige inden den store ceremoni bliver Bastian afsløret i utroskab og Kat står derfor svigtet tilbage på en livestreamet scene. Imens hun holder en følelsesladet tale om kærlighed og svigt, får hun øje på Charlie, der står og holder et skilt, han lige har fået stukket i hånden, hvor der står Marry Me. Hun vælger spontant at tage ham på ordet og pludselig står Charlie oppe på scenen og siger ”okay” til at blive gift med en kvinde, han aldrig har set før. Men Charlie er en god mand, som altid gør det rigtige og i dette tilfælde, var det det rigtige at gøre, mente han. 

Charlie indvier samtidig i at blive en del af Kats hektiske kendistilværelse, som ligger meget langt væk fra hans eget. 

Spørgsmålet er så, om Charlie kan holde til det i længden, om der er mere bag Kat end bare berømmelse og mon de to overhovedet har noget tilfælles?

Man kunne til en forveksling sagtens tro, at filmen var et lille miniportræt af Jlo’s eget liv med berømmelse, hårdt arbejde og en travl hverdag. Samtidig med at hun altid har gået op i at fortælle verden, hvor hun kommer fra og at hun ikke prøver at løbe fra det. Der er derfor utrolig mange ligheder mellem karakteren Kat og Jlo selv. I filmen får Jlo også lov til at vise, at hun både kan synge, danse og spille skuespil. 

Moralen om at intet af alt den berømmelse betyder noget som helst, hvis man ikke har sig selv med og samtidig ærlige, troværdige mennesker omkring sig, skriger jo nærmest også Jlo. 

Men filmen har som sagt alt det en romantisk komedie skal have – romance/kærlighed, udfordringer/løsninger, familie, dyr/børn og en masse humor. Denne komedie har ekstra lag med musikken, dansen og vinklen med de sociale medier. 

Alt i alt en lækker ‘rom com cocktail’, som man bare skal tage et sip af og læne sig tilbage i feel-good-sædet. Vi lover også at soundtracket ’Marry Me’ sætter sig fast og en uge efter nynner man stadig; ”Marry me, marry me, say yes… Marry me, marry me, say yes”… på repeat! 

God fornøjelse.

Instruktør:

Kat Coiro

Medvirkende:

Jennifer Lopez

Owen Wilson

Sarah Silverman

Jimmy Fallon

Maluma

Michelle Buteau