Vi er på et bilværksted et sted i USA og møder hurtigt filmens unge hovedkarakter, Ryan. Ryan arbejder med sin far og en anden mekaniker, og vi finder hurtigt ud af at det er Ryan der har styr på det hele. Grant, den anden mekaniker bøvler med en gammel Ford, og med en nærmest kærlig berøring fikser vores hovedkarakter den uden problemer.
Værkstedet er kendt for sin maskulinitet, og det nærmest også stinker af olie og sved her hos Miller & Son. Værktøjet er beskidt, håndvasken er beskidt, tøjet er beskidt. Det er sådan vi kender det, og naturligvis er der jo altså også kun mænd som arbejder der. Alt er, desværre, lidt som det plejer. Men alligevel ikke. For efter arbejdstid har Ryan andre ærinder. Han iføre sig nemlig en stram kjole og høje hæle og går på diskotek. Her diskuterer han lidt med en bekendt, om hvad hans navn skal være når han skifter fra at være maskuline mekaniker til sit mere femimine jeg, men han er egentlig glad for Ryan. Det kan lidt være begge dele, bliver de enige om. Ryan ser tilfreds og rolig ud, men pludselig kommer en gruppe drenge forbi, som bestemt ikke kan anerkende dét at skifte køn. I blandt dem er Grant.
Filmen tager fat om et vigtigt samfundsmæssigt emne – køn. Og USA er desværre et sted hvor man mærker splittelsen tydeligt mellem det heteronormative og LGBT+ miljøet. I 2013, for eksempel, var over 20% af alle hate crimes rettet mod seksuel orientering, og det procenttal har kun været stødt stigende ligesiden. Og USAs hidtil største masseskrydning skete også på en natklub tilegnet LGBT miljøet i 2018. Det er sørgeligt, og selvom filmen måske ikke direkte belyser disse tal eller skrækscenarier, så fortæller den en dybt personlig historie om en ung splittet mand, som møder et samfund som ikke er klar til hans følelser. Skal han være den maskuline bilmekaniker, som han åbenlyst har et stort talent for, eller skal han realisere sig selv, og være den kvinde han virkelig føler han er?
Vi får ikke svar på spørgsmålet, og dét er helt klart også filmens styrke. Det korte format passer helt perfekt til denne fortælling, og balancen mellem karaktererne og dialog er også fin. Det bliver nemlig ikke sagt særlig meget i den 20 minutters Student Academy Awards vinder i 2019, det meste af skuespillet ligger i blikke, ansigtsudtryk og bevægelser. Og når man tænker på, at det er en “student film”, altså lavet af studerende på en filmskole, er det ret overraskende at den er så dialogfattig. Den type film flader nemlig typisk ned i en brønd af dialogtunge scener, som skal forklare publikum hvad der sker og hvad karaktererne føler. Men her er vi virkelig på rejse på ukendt grund, sammen med hovedkaraktereren Ryan. Vi oplever tingene for første gang, sammen med ham, hvilket både er helt vildt spændende og angstprovokerende.
Filmen er rystende velspillet, velskrevet og simpelthen bare enormt stærkt fortalt. Men vigtigst af alt åbner den op for en debat, som er relevant og vigtig for hele verdenssamfundet.
Skuespiller: Jesse James Keitel
Instruktør: Asher Jelinsky
