“Monos” er fra tidlig promovering blevet sammenlignet med store mesterværker som Fluernes Herre og Apocalypse Now. Det lægger allerede fra start op til ret store forventninger fra publikum.
Filmen åbner i et umanerligt flot, goldt bjerglandskab, hvor kameraet langsomt tilter op og silhouetter af unge mennesker dukker op. Det er kun dem der er der – langt væk fra alt, hvad der kunne minde om civilisation. En mørk, dyster stemning på filmens soundtrack er sat og man bliver langsomt introduceret til nogle ret anderledes navne – Rambo, Lady, Smølf, Klumpfod.. Alle navne på unge soldater som vi hurtigt finder ud af befinder sig i en slags guerillagruppering med et amerikansk, kvindeligt gidsel og en skrap kommandant sendt fra ‘Organisationen’, som man kun ser korte glimt af. Sidstnævnte er kommet for at berige gruppen med en ko, som skal afgive en mælk fuld af vitaminer. Den eneste betingelse er, at koen under ingen omstændigheder må dø. Koen dør hurtigt, da vores unge soldater nok ikke helt magter ansvaret, der følger med at være i besiddelse af rimelig store geværer og kommer til at skyde den. Herefter finder vi hurtigt ud af at kun én ting hersker i dette smukke, barske sceneri: Kaos.
Formålet med gruppen er at passe på det amerikanske gidsel langt fra en krigs frontlinje, som kun meget sporadisk bliver nævnt eller vist. Men selvom krigens rasen buldrer derude et sted, vokser en kamp om lederskab, længsel og loyalitet nu indbyrdes i gruppen af unge drenge og piger. En kamp, som ingen kan vinde eller få noget ud af, for selvom gruppen prøver ihærdigt at arbejde sammen og holde fast i deres mærkværdige ritualer, falder det alligevel sammen for næsen af dem. Sådan må det være, når krigens tåge udvisker alle rationelle idéer, tanker og handlinger.
Vi finder aldrig rigtig ud af, præcis hvilken krig disse soldater er med i. Ligesom vi heller ikke finder ud af, hvorfor den amerikanske kvinde, som er spillet af Julianne Nicholsen, er taget som gidsel. Man får som seer faktisk generelt meget lidt at vide, ligesom der heller ikke er nogen decideret hovedrolle. Det gør, at man igennem hele filmen sidder og prøver at holde fast i alt den sparede information man kan få fat i, hvilket kan være en smule opslidende. Men når filmen er slut finder man ud af, at lige præcis følelsen af ikke at vide, hvad formålet med noget som helst er samt de man ubesvarede spørgsmål er filmens egentlige styrke.
Alejandro Landes har lavet en fantastisk spillefilm med et delvist ukendt cast i et fuldstændig eventyrligt Colombia. Filmen har en intensitet som flår én ud på kanten af sædet fra første sekund, men en moderne Apocalypse Now er det dog ikke. Selvom “Monos” vokser meget får den ikke mere end fire stjerner.
