‘Nøgle Hus Spejl’ er en livsbekræftende film, som minder os om, at vi skal huske at leve livet hver eneste dag.
Lily (Ghita Nørby) og Max (Jens Brenaa) har været sammen i mere end 50 år. De har haft et fantastisk liv sammen, men da Max får et slagtilfælde, blev de tvunget til at skifte deres hus ud med en lille lejlighed på plejehjemmet Sofiehus. Lily der stadig er frisk med stærke holdninger til plejehjemmets regler tilsidesætter sine egne behov for at gøre det så godt for Max som muligt.
Men da ‘Piloten’ (Sven Wollter) flytter ind overfor med sin trompet, hvirvles Lily ind i en spiral af livsbekræftende lidenskab og dårlig samvittighed – dårlig samvittighed over at få en lille smule livslyst tilbage. Hun er en kvinde i sin bedste alder, der hungrer efter kærlighed og socialt samvær – noget man aldrig bliver for gammel til – med mindre man spørger datteren (Trine Pallesen).
Ghita Nørby brilliere i rollen som Lily. Hun er troværdig hele vejen igennem. Hun beviser endnu engang, at hun er Danmarks absolut største filmstjerne, man kan kun klappe og bøje sig i støvet efter denne præstation.
‘Nøgle Hus Spejl’ tager desuden fat i sygdommen demens, som flere og flere rammes af, filmen giver masser af stof til eftertanke.
‘Nøgle Hus Spejl’ har premiere over hele landet den 12. november 2015.
Instruktør: Michael Noer
Medvirkende: Ghita Nørby, Sven Wollter, Trine Pallesen, Jens Brenaa