Jeg er husløs, ikke hjemløs, erklærer hovedpersonen Fern. Det er det, der får den ældre kvinde til at overleve. At hun ikke ser sig selv som en stakkel. Der er ellers mange forhold, der kunne få selv den bedste til at give op.
Filmen udspiller sig efter finanskrisen i 2008. Fern har mistet sin mand, har aldrig fået børn og den by i Nevada, hun boede i, er revet ned, da gipspladefabrikken, hvor hendes mand arbejdede, blev lukket. Hun begiver sig derfor ud på vejene i en noget ramponeret, men velindrettet van. Den bliver hendes hjem, mens hun kører fra det ene job til det andet. Hun samler roer, hun er pakker hos Amazon, arbejder på et burgersted for bare at nævne et par stykker. Det lyder trøstesløst og er det på mange måder også. Det er dog ikke den følelse, filmen og Fern indgyder. Fern tager i stedet sin skæbne på sig uden at pive.
Det hjælper selvfølgelig, at Fern bevæger sig ud i de smukke amerikanske landskaber i Arizona, Nebraska, Alberta og South Dakotas Badlands National Park. Joshua James Richard er fotograf på filmen, og det er en udsøgt fornøjelse at følge hans billeder.
Filmen har snuppet hele tre Oscars: For bedste instruktør, bedste film og Frances McDormand fik statuetten for bedste kvindelige hovedrolle. Det er så fortjent. Filmen sætter fokus på det amerikanske samfund efter finanskrisen og på den især økonomiske nedtur, mange mennesker blev udsat for i kølvandet. Det er dog ikke en film, der moraliserer og fordømmer USA, og det får budskabet til at glide ned. Instruktøren, kinesisk fødte Chloé Zhao kunne sagtens have valgt at udskamme arbejdsforholdene hos Amazon. Det gør hun ikke. I stedet regner hun oplagt med, at hendes publikum kan tænke selv. Filmen romantiserer dog ikke på nogen måde den måde, Fern er tvunget til at leve på. Det er oplagt, at det er hårdt at skulle besørge i en spand inde i den camper, hvor man også sover og laver mad.
Fern er heldig at have en personlighed, hvor et velfriseret hjem ikke er det vigtigste. Det redder hende og gør hende stærk, samtidig med at det frustrerer hendes søster, der gerne vil hjælpe og i øvrigt savner hende. Fern er glad for mødet med de mange mennesker, der befinder sig lidt på kanten af samfundet, men som fungerer på trods. Mange af rollerne spilles af folk selv. Blandt andet Bob Wells, der har opfundet begrebet ”van dwelling” og holder nærmest religiøse seancer i fællesskabet af mennesker, der befinder sig ”on the road”. Det er et greb, Chloé Zhao har brugt i flere af sine film, og det bidrager i den grad til autenticiteten.
Endelig møder Fern en mand, der ikke ser helt værst ud, spillet af David Strahairn. Om forholdet udvikler sig til en romance, skal ikke afsløres her. Der er dog stadig lidt liv tilbage i kludene på de to mennesker i 60-erne.
Det er en herlig film, som maner til eftertanke.
Nomadland: biografpremiere den 6. maj 2021
Instruktør og manuskriptforfatter: Chloé Zhao
Baseret på en bog af Jessica Bruder
Fotograf: Joshua James Richard
Medvirkende: Frances McDormand, David Strathairn, Linda May
Varighed: 1 time og 47 minutter.
