I 50 år har Sebastian drømt om at stå på scenen i Glassalen midt i Tivoli – og at dømme ud fra publikums klapsalver, står det klart, at han ikke er den eneste, der er begejstret for lige netop det. Det må være de færreste, der ikke kender til Sebastians enorme sangskat, der indeholder alt lige fra skønne og søde børnesange til viser og storslåede ballader. Fællesnævneren for hans tekster er, at de som regel indeholder klare og stærke politiske budskaber og giver masser af stof til eftertanke.
Den 73-årige sanger og komponist havde gravet dybt i sangkataloget og der var lidt for enhver smag. Der blev sunget med på de fleste sange, det var fornøjeligt at observere, for det var meget forskelligt hvem, der sang med på hvad.
Sebastian tog os med på en rejse gennem årtier, der blandt andet bød på en tur ud i skoven sammen med ‘Ronja Røverdatter’ fra 1991 og en række andre af sine elskede børnesange, særligt titelsangen fra 80’er børneserien ‘Nana’ fra 1988 satte skub i Glassalen. I det hele taget var det en spækket hitparade, som Sebastian havde med til os. ‘Den lille malkeko’ fra 1979 havde sågar fået et løft og var blevet lidt mere digitaliseret – og det er netop et godt eksempel på den samfundsforståelse Sebastian bestrider. Tekster med masser af mening. Titelsangen fra filmen ‘Du er ikke alene’ fra 1979 gik også rent ind hus publikum.
Han har udover filmmusik og titelsange til serier også stået for musikken til flere musicals og sågar komponeret for andre banebrydende sangere som Lis Sørensen (‘Stille før stormen’ fra 1982) og Sissel Kyrkjebø (‘Vårvise’ fra 1986).
Sebastian fylder salen med ro og og udviser stor tålmodighed, når det kommer til at undervise publikum i hvordan man fløjter med på flere af sangene. Han har en rolig facon og udviser stort overskud, når han kommunikerer med tilråb fra publikum. Sebastian er bare en mand, man har lyst til at være i stue med. Han synger direkte til folks følelser og det er en særlig evne, der igen, igen vidner om hvad han er støbt af. Senest har han også skrevet den rørende hyldestsang ‘Mariupol’ til det krigsramte Ukraine, noget der har berørt ham dybt.
Sebastian står helt alene på scenen kun flankeret af sine tre guitarer, og det er et ret godt bevis på, at her er det musikken, der er i fokus. Den rå musik med de stærke og kærlige tekster.
En lille streg i regningen må siges at være udeblivelsen af særligt to ret ikoniske sange, nemlig ‘Romeo’ og ‘Hodja Fra Pjort’. Det er klart, at Sebastian ikke kan have alle sine sange med, og det er jo et luksusproblem, men lige netop de to sange var savnet.
Alt i alt en fantastisk koncert med en af dansk musiks helt store personligheder. Der spilles kun to koncerter i Glassalen i denne omgang den 28. og 29. juli 2023.