‘Spectre’ – En gave til James Bond fans. Mørk, brutal og al ventetiden værd.
Det hele starter med et brag. Den 24. film i James Bond franchiset og den fjerde med Daniel Craig i hovedrollen som Bond lægger ud i Mexico med bombeeksplosioner, menneskejagt og helikopterkamp – og det allerede inden introteksterne ruller over skærmen. Missionen er en succes, men ikke helt efter bogen. Bond er taget afsted på egen hånd, og han suspenderes umiddelbart efter.
Uden hjælp og opbakning fra MI6 tager Bond til Rom for at finde den hemmelige forbryderorganisation SPECTRE. I den italienske hovedstad stifter Bond både bekendstskab med organisationens excentriske leder Franz Oberhauser (Christoph Waltz) og dens brutale og nærmest udødelige top lejemorder Mr. Hinx (Dave Bautista).
Jagten på SPECTRE går videre gennem Østrig og Marokko, og selvfølgelig samler Bond undervejs en smuk ung kvinde op, Mr. Whites (Jesper Christensen) datter Madeleine Swann (Léa Seydoux), der har nøglen til at lede Bond til SPECTREs skjulested i ørkenen.
Hvor den forrige film ‘Skyfall’ udforskede Bonds baggrund og personlighed, prøver ‘Spectre’ at samle trådene op og forbinde de tre foregående film og kæde alle hændelser sammen til SPECTRE – og der lykkes den egentlig meget godt. ‘Spectre’ er desværre også proppet med så mange referencer til tidligere Bond film, at det bliver lidt irriterende i længden. Som om filmen bruger lige så meget på at hylde tidligere Bond film, som på at være sin egen, og det ødelægger lidt det samlede indtryk.
‘Spectre’ når ikke helt samme højder som ‘Skyfall’, men fremstår alligevel som en helstøbt Bondfilm, med al sin charme, action, brutalitet og skønhed, og er helt bestemt et biografbesøg værd.
‘Spectre’ har premiere over hele landet den 30. oktober 2015.
Instruktør: Sam Mendes
Medvirkende: Daniel Craig, Ralph Fiennes, Naomie Harris, Ben Whishaw, Rory Kinnear, Jesper Christensen, Christoph Waltz, Dave Bautista, Monica Bellucci, Andrew Scott, Léa Seydoux m.fl.