Den klassiske pianist Sam har været sammen med forfatteren Tusker i 20 år. De har et vidunderligt forhold med masser af intellektuel pingpong og indforstået humor. Ved filmens begyndelse har Tusker haft diagnosen tidlig demens i to år. Med ujævne mellemrum indtræffer et mentalt mørke, hvor han er fuldstændig hjælpeløs. Ellers er han skarp i hovedet med en intellektuel og varm empati for sig selv og især sine omgivelser. Rammen for historien er Sam og Tuskers roadtrip i deres autocamper på vej for at besøge venner og familie. Målet for rejsen er endvidere en koncert, som Sam skal give, og undervejs skal Tusker desuden skrive på sin nye bog. Det bliver til en herlig rejse i det smukke engelske Lake District i Cumbria.
Demens er en forfærdelig sygdom, og når den rammer en person omkring de 60, er det ganske forfærdeligt. Det er et sørgeligt emne, filmen behandler, og hvis man tænker tanken til ende om det mentale mørke, en person med demens har, er der let til tårer. Filmen skøjter på ingen måde let hen over den frygtelige situation, de to befinder sig i, men der er alligevel en lethed over foretagendet med små pauser af øjeblikke, der er uhyre morsomme og som cementerer, hvilket sammentømret og lykkeligt forhold, der er mellem de to.
Der er genkendelige situationer, når de diskuterer, om de skal køre efter et landkort eller ty til så moderne en opfindelse som gps-en, eller de drøfter Sams evner til at lave mad. Det er et godt greb, så det ikke bliver én lang ”svær samtale”, for dem er der selvfølgelig også en del af. Og så er der uvægerligt ting, der ikke bliver sagt, og der er, naturligvis havde man nær sagt, også hemmeligheder og sandheder, der tilbageholdes.
Sam har sat sig for, at der skal indspilles nogle bånd med samtaler om sygdommen og dens fremdrift. Det er de for så vidt enige om, men Tusker bliver nødt til at lave lidt sjov omkring dem. Noget er selvfølgelig for at flygte fra alvoren, men når han byder velkommen til ”demensiahjørnet”, viser det bestemt også noget om hans personlighed. Han er god til kærlige drillerier også overfor venner og familie, der er sat ind i de bedrøvelige fremtidsudsigter.
Parret tilbringer nogle dage hos Sams søster, spillet af Pippa Haywood, og hendes familie. De er kærlige og varme, og der er en atmosfære af overskud og kvalitet, der er til at misunde. Oplagt bruger Tusker tiden til at have vedkommende samtaler med både søster, svoger og datter. Det er sådan, han vil have, de skal huske ham.
Der opstår mange dilemmaer, og mere skal ikke afsløres her, men oplagt er det, at Sam og Tusker ikke er enige om, hvordan deres fremtidige tilværelse skal gribes an.
Stanley Tucci og Colin Firth befinder sig i skuespilsuperligaen, og de har begge lavet pragtpræstationer før. Deres samspil her er imidlertid nærmest over superligaen i deres fortrolige og intime samtaler. Tucci har en intensitet, der er nærmest kropslig og Colin Firth udstråler viljen til at holdes sammen på hverdagen, mens man er klar over, at det vil blive for meget indenfor en kort periode.
Filmen har flotte landskabsbilleder og scenerier med autocamperen på vej, og det er oplagt det, en film kan. Man ser også for sig, at historien omsættes til teater. Det ville give en anden og ny dimension.
Supernova – premiere den 12. august 2021
Instruktør: Harry Macqueen
Medvirkende: Colin Firth, Stanley Tucci, Pippa Haywood, Ian Drysdale, James Dreyfus
Længde: 93 minutter
