The Dressmaker – masser af drama, komik og romantik.
Kate Winslet har hovedrollen som den talentfulde syerske og tøjdesigner Tilly, der vender tilbage til sin barndoms flække i Australien. Hun gør det fantastisk, hun har i den grad drive og udseende med sig, og så har hun en mission. Både hun og hendes nu småtossede mor har noget at hævne og bevise, og så er der derudover en herre, der for at sige det mildt ikke ser værst ud (Liam Hensworth).
Tilly optræder i den ene robe efter den anden og fordrejer hovedet på byens beboere, der både er forfærdede og tiltrukne. Byens øvrige damer får syet kjoler, og byens dynamik forandres drastisk på denne konto. Kjolerne er som taget ud af en modejournal fra 1950-erne. Alene for dem er filmen værd at se.
Filmen baseret på en bog af Rosalie Ham og et teaterstykke af Jocelyn Moorhouse, der også har instrueret, er smukt fotograferet i denne australske udørk i 1950-erne fyldt med mennesker, der på hver deres måde nærmest alle er fejlcastet i livet, og som håndterer det vidt forskelligt. Der er nøgne træer, gammeldags busser, damptog og en fantastisk underlægningsmusik til at understrege den groteske stemning.
Der er ikke mange følelser, der ikke har været i spil, når filmen er set til ende. Der er drama, komik, sorg, romantik, bedrag i lange baner og måske et mord. Der er mange ender, der skal hæftes, men alt går til slut op i en højere enhed, hvor man som tilskuer er blevet klogere på alles relationer.
Danmarkspremiere den 14. Juli 2016
Instruktør: Jocelyn Moorhouse
Medvirkende: Kate Winslet, Liam Hensworth, Judy Davis, Hugo Weaving
Kostumer: Marion Boyce og Margot Wilson
Musik: David Hirschfelder