Wes Anderson har sin egen helt specielle stil som filmskaber, og man er ikke i tvivl om, at man befinder sig i et univers, Anderson har skabt. Der er symmetri i billederne, og så er der en umiskendelig excentricitet, der gennemsyrer det hele. Der filmes i sort/hvid og farve, og indimellem åbenbarer handlingen sig via tegnefilm. ´The French Dispatch´ er længe ventet, men har som så meget andet været ramt af Covid19 pandemien.
Rammen i ´The French Dispatch´ er en redaktion i en fiktiv fransk by i efterkrigstiden. Redaktøren er lige død, og hans personale er samlet for at forfatte en nekrolog. De ser tilbage på vigtige historier, magasinet har skrevet og sat i billeder, mens han var chef.
Wes Anderson er inspireret af det amerikanske magasin ´The New Yorker´, og karaktererne i hans fortælling er for størstedelen inspireret af personer omkring magasinet og af kultureliten fra den virkelige verden. Man kan nærmest anse foretagendet for én stor intellektualitet. Ingenting er tilfældigt i hverken grafik eller historier. Det er på en gang prætentiøst, samtidig med at der gøres tykt grin med det prætentiøse. Opbygningen er som en novelleantologi med tre historier.
Wes Anderson har samlet et stjernecast med stjerner, hvoraf mange har arbejdet med Anderson i hans tidligere film. I hovedrollen som redaktøren Arthur Howitzer ses Bill Murray. Han har personlighed denne redaktør og forlanger kun det bedste af sine medarbejdere. Fair er han bestemt ikke altid – som når en piccolo kommer til at nævne, at deadline er nær og uden yderligere varsel bliver fyret. Ærgerligt ærgerligt!
I første fortælling optræder Tilda Swinton som en elegant kunstforelæser- og kender. Hun forelæser om kunstneren Moses Rosenthaler, spillet af Benicio Del Toro. Denne kunstner er fængslet på livstid for dobbeltmord og har fængselsbetjenten Simone som sin muse. Hun poserer nøgen for ham, og han producerer ikke et, men flere kunstværker med hende som inspiration. Der er herlige scener mellem kunstner og muse – både når hun poserer, og han maler, og scener, hvor de befinder sig i seng sammen. Foruroligende køligt tager Simone, i skikkelse af smukke Léa Seydoux, forholdet. Hun er rolig, uanset om hun er nøgen eller iført sin stramme og overraskende sexede fangevogteruniform. Omkring det noget umage par cirkler kunstkenderen Julien Cadazio (Adrien Brody) og hans entourage af kunstkendere- og mæcener.
Anden historie skrives af den modne reporter Lucinda Krementz, der lever og ånder for sit arbejde og som ifølge hende selv, ikke føler sig ensom. Hun er den evige betragter og følger ungdomsoprøret i 1968, hvor hun møder den revolutionære Zeffirelli B hos dennes forældre. Deres første møde er på badeværelset, hvor Zeffirelli befinder sig i et badekar bag et forhæng. Her sidder han og skriver på sit manifest, mens han ryger en tynd cigar. De to spilles af henholdsvis Frances McDormand og Timothée Chalamet, og scenerne de to imellem er blandt de sjoveste i filmen. De indleder en affære, og det er stor kunst at se de to i sengen. De sidder begge op – han nøgen, rygende på sin evige cigar og hun iført cardigan, mens hun skriver på gammeldags skrivemaskine. Timothée Chalamet må være et af de mennesker, guderne har kysset. Han er charmerende, ser godt ud sådan lidt laissez faire og er en fantastisk skuespiller. Han er ikke til at stå for. Frances McDormand er herlig, når hun uden at fortrække en mine forlader middagsselskabet hos Zeffirellis forældre sammen med deres søn vel at mærke iført gasmaske.
I tredje historie fremstiller Jeffrey Wright den homoseksuelle madskribent Roebuck Wright, der i et tv-interview fortæller om sit forsøg på at interviewe løjtnant Nescaffier (Stephen Park), der havde specialiseret sig i, hvad der bliver kaldt politimadlavning. I denne beretning følger historien om kidnapningen af kommissærens søn.
Filmen er på en lidt underspillet måde utrolig morsom og smuk, og hver enkelt detalje er gennemarbejdet og gennemtænkt. Se filmen og se den mere end én gang, så alle indtryk kan synke ind.
Der er udgivet et fint illustreret hæfte om filmen, der ligger i biograferne. Der er gennemgang af filmen, de virkelige personer, der har været inspiration og de film, der har inspireret Wes Anderson. Sørg også for at se efter det.
The French Dispatch – premiere den 21. oktober 2021
Instruktion, manuskript og produktion: Wes Anderson
Historie: Wes Anderson & Roman Coppola & Hugo Guinness & Jason Schwartzman
Producere: Steven Rales, Jeremy Dawson
Medvirkende: Benicio del Toro, Adrien Brody, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Lyna Khoudri, Jeffrey Wright, Mathieu Amalric, Stephen Park, Bill Murray, Willem Dafoe og Owen Wilson.
Varighed: 1 time og 47 minutter
