Hun går I forvejen og holder sig i baggrunden som en god hustru bør og skal. Det er i hvert fald den rolle, Joan har tildelt sig selv eller fået pålagt i ægteskabet med forfatterægtemanden Joe Castleman. Gift blev de i slut 1950-erne efter at Joan blev forelsket i sin gifte professor på universitetet, og han forlader sin første kone og deres lille datter.
I 1992, hvor filmen tager sin begyndelse, bliver Joe Castleman ringet op af en repræsentant fra Nobelkomitéen. Han er blevet udvalgt til Nobelprisen i litteratur. Turen går til Stockholm og med sig har han sin hustru og deres forfatterspiresøn David, Max Irons.
Svenske Björn Runge har instrueret, og der gives lidt underfundigt nogle hip til det svenske akademi. Formentlig bliver prismodtagerne i virkeligheden også ”udsat” for alskens svenske traditioner, men at sende et helt luciaoptog ind og vække en prismodtager og dennes ægtefælle med morgenmadsbakke sker forhåbentlig ikke. Under alle omstændigheder sker det i filmen, og det huer i hvert fald ikke Joan bogstaveligt at blive taget på sengen.
Der er gode skuespilpræstationer hele raden rundt fra de store hovedroller til en minimal rolle med stor betydning spillet af Elizabeth McGovern (Cora Crawley fra Downton Abbey). Hun er med i én mindre scene i filmen, men man glemmer hende ikke.
Max Irons er god som den mutte og selvmedlidende forfattersøn, der føler sig overset af sin far. Annie Stark (Glenn Closes) datter spiller den unge Joan, og hun er overbevisende som den forelskede studerende, der har sat sig et mål.
Jonathan Pryce er skøn som den forfængelige forfatter, ægtemand, far og skørtejæger.
Christian Slater spiller en anmassende forfatter, der gerne vil skrive en biografi om Joe Castleman – et ønske der kun er forstærket af, at denne står over for at modtage den mest prestigefyldte pris, en forfatter kan forestille sig. Han har researchet og ved eller har gættet sig til en del om Joe og hans familie. Slater har en slesk, men også forstående tilgang til Joan, som han gerne vil lokke oplysninger ud af. Et øjeblik tror man næsten, det vil lykkes for ham. Der er en god kemi mellem Slater og Close, så publikum tror på deres uskyldige flirt.
Glenn Close viser alle menneskelige facetter i sin karakter. Der er ikke et skridt, ikke et blik, der er overflødigt hos denne kvinde med uendelig dybde og intelligens. Hun lader kameraet komme helt tæt på, om hun er klædt på til stor fest, reception eller befinder sig i nattøj. På overfladen er hun den selvopofrende ægtefælle, der bærer sin mand igennem liv og karriere, ser igennem fingre med hans affærer og aldrig lader ham forlade hjemmet med en krumme i skægget eller en plet på slipset. Sådan en kvinde, der har retten på sin side, og som i bund og grund er en anelse irriterende i sin fejlfrihed. I denne film er der dog hele tiden en bevæggrund til Joans opførsel, og det er komplekst, hvem der bruger hvem, og hvem der får mest ud af det.
Og ja – denne gang får hun da sin Oscar.
The Wife, premiere den 27. september 2018
Baseret på Meg Wolitzers roman The Wife
Instruktør: Björn Runge
Producer: Meta Louise Foldager Sørensen
Medvirkende: Glenn Close, Jonathan Pryce, Christian Slater, Max Irons m.fl.
