‘The Revenant’ – DiCaprio har aldrig været bedre.
På en jagt efter skind og pelse dybt inde i det endnu uudforskede USA, angribes pelsjægeren Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) brutalt af en bjørn, og efterlades til at dø. Hans rejsefæller John Fitzgerald (Tom Hardy) og Jim Bridger (Will Poulter) bliver tilbage med sønnen Hawk (Forrest Goodluck), for at passe på Glass, men i sidste ende forlader de ham også, efter den svigagtige Fitzgerald har dræbt Hawk. Glass nægter dog at dø, og begynder kravlende, stærkt plaget af smerter, en vanvittig rejse gennem vildnisset for at hævne Hawks død.
Filmen bæres i den grad på Leonardo DiCaprios ellers små skuldre i fysisk forstand, men den nu femdobbelte Oscar-nominerede skuespiller er efterhånden gået hen og blevet en af verdens bedste, hvis ikke den bedste, i skuespilfaget, så den tunge byrde bærer han formidabelt. Det er ikke mange replikker han har, vel ikke meget mere end et dusin, alligevel sidder man og hepper på ham gennem mere end to og en halv time, for man kan nærmest mærke mudderet på hans kinder, sårene på hans ryg og frosten der bider i marv og ben gennem hele filmen, så godt spiller han.
Instruktøren Alejandro Iñárritu, som står bag film som Birdman, Babel og Biutiful, har taget sig nogle friheder i forhold til den oprindelige og virkelige historie om Hugh Glass og hans oplevelser i vildnisset i Missouri i 1923, men i store træk lægger filmen sig tæt op af Glass’s kamp for både overlevelse og hævn. Mens Iñárritu er gået på kompromis i forhold til at fortælle den helt sande historie, så er der ikke indgået nogle kompromisser på billedsiden, for ‘The Revenant’ er så umådelig flot filmet, at man tror det er løgn, når man hører, den er skudt udelukkende i naturligt lys. Den er et veritabelt studie i smukke naturskud.
Filmen er nomineret til 12 Oscars, og meget skal gå galt hvis ikke Iñárritu og DiCaprio hiver statuetterne hjem for bedste instruktør og bedste mandlige skuespillere, for ‘The Revenant’ er både barsk, smuk og uforlignelig god.
‘The Revenant’ har premiere i de danske biografer den
21. januar 2016.
Instruktør: Alejandro G. Iñárritu.
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Tom Hardy, Forrest Goodluck, Will Poulter og Domhnall Gleeson.