KT-stjerner-4
’Trainwreck’ er en romantisk komedie, der både er skør, cool og vanvittig underholdende.

I filmen møder Vi Amy (Amy Schumer), som ikke er den romantiske type. Hun lever efter sin fars visdomsord ’Monogami er ikke realistisk’- han ser mennesket som et dyr, og det indprinter han sine piger fra barnsben. Derfor gør Amy, alt hvad hun kan, for ikke at knytte sig til en fyr. Det handler kun om sex, og så er hun videre i teksten.

Amy er sjov og selvsikker, hun har sit drømmejob på et livstilsmagasin for mænd, hvor hun skriver om, hvordan de skal dyrke sex, hvor godt de skal se ud, og hvad de skal spise. Hun har selvfølgelig en super lækker lejlighed, hun elsker at fyre den af i byen og går til alle de rigtige fester – hun lever ganske enkelt det perfekte singleliv.

Men under overfladen gemmer der sig en ulykkelig pige med lavt selvværd og destruktive tanker. Amy har det af helvede til. Men så møder hun den lidt kiksede sportslæge Aaron (Bill Hader) – en stormende forelskelse skyller ind over hende og vender op og ned på hendes liv – Hun lærer en ny side af sig selv at kende – og så giver det hele måske alligevel mening.

’Trainwreck’ er en sukkersød historie, der læner sig meget op af filmene om Bridget Jones og den vil uden tvivl fylde biograferne med unge piger og nyforelskede par.

‘Trainwreck’ har premiere i de danske biografer den 10. september 2015.

Instruktør: Judd Apatow
Medvirkende: Amy Schumer, Bill Hader, Colin Quinn, Brie Larson, John Cena, Vanessa Bayer, Mike Birbiglia, Ezra Miller, Dave Attell, Tilda Swinton og LeBron James.

Foto: Universal Pictures