
„Under stjernerne på himlen‟ er en film, der ikke bare underholder, men også efterlader et dybt indtryk. Den tager os med på en følelsesmæssig rejse gennem Tommy Seebachs liv – en legendarisk musiker, hvis indre konflikt og storhed stadig vækker genklang.
I hovedrollen som Tommy Seebach ser vi Anders Matthesen, der formår at bringe denne komplekse karakter til live på en helt unik måde. Matthesen, der i den grad mestre både humor og alvor, portrætterer Seebach med en så imponerende dybde, at man virkelig føler, man ser den rigtige Seebach på skærmen. Hans evne til at skildre både de lyse og mørke sider af Tommy Seebach er med til at gøre filmen til en uforglemmelig oplevelse.
Men Matthesen er ikke alene om at levere stærke præstationer. Neel Rønholdt er fantastisk som Tommys kone, Karen, og spiller rollen med en skøn balance af styrke og sårbarhed. Hendes præstation føles både ægte og dybt menneskelig, hvilket giver en ekstra dimension til filmens emotionelle dybde.
Caspar Phillipson som Keld Heick bringer den samme energi og charme, som man husker fra den virkelige Keld, men vi ser også en lidt anden side af ham. Phillipsen fanger Heicks aura af både forretningstalent og musikalsk dedikation, og hans præstation er en af filmens højdepunkter.
Men ingen Keld uden Hilda, spillet af Vicki Berlin. Berlin leverer en stærk og nuanceret præstation som Kelds kone. Hun formår at give Hilda en autentisk varme og en humor, der både er rørende og livsbekræftende. Hildas karakter er både stærk og menneskelig, og Vicki mestrer den sårbarhed, der ligger i hendes forhold til Keld og hendes egen plads i verden.
Filmen handler ikke kun om Seebachs musikalske rejse, men også om de valg, han træffer, og de personlige udfordringer, han kæmper med. Tommys tre børn spiller en vigtig rolle i at tilføre dybde til filmen, idet deres tilstedeværelse giver et mere nuanceret billede af Seebach som både far og menneske. Det er især rørende at se, hvordan Rasmus senere i livet behandler Tommys mest ikoniske sang ‚Under stjernerne på himlen‛, hvilket tilfører en ekstra dimension af forståelse og respekt for både musikken og forholdet mellem far og søn.
Tommys betydning for den danske musikscene er umulig at overse. Som en central figur i Dansk Melodi Grand Prix gennem årene var han med til at forme og definere, hvad populær musik i Danmark kunne være. Hans bidrag til konkurrencen – både som deltager og som en utrættelig fortaler for dansk musik – gjorde ham til en af de mest markante skikkelser i genren. Denne del af hans liv, og hvordan hans sange har påvirket generationer, bliver smukt vævet ind i filmen og gør hans historie endnu mere rørende. Hans relation til Melodi Grand Prix er ikke bare en professionel rejse, men en refleksion af hans konstante stræben efter at bringe glæde og mening til folk gennem musikken.
Matthesen løfter denne fortælling med en nuanceret og inderlig præstation, som gør filmen både rørende og autentisk.
Filmens soundtrack er selvfølgelig en central del af oplevelsen. De velkendte hits fra Seebach – og hans musikalske univers generelt – er med til at vække minder og bringe filmen tættere på virkeligheden. Musikken understøtter de emotionelle højdepunkter perfekt, og det er svært ikke at blive rørt, når de velkendte melodier begynder at spille.
Som publikum skal man være forberedt på at have Kleenex med i mørket. Flere gange i filmen går der hul på tårekanalerne, og de rørende øjeblikke, der udspiller sig, rammer dybt.
„Under stjernerne på himlen‟ er en film, der formår at fange essensen af Tommy Seebach – både som musiker og menneske. Det er en film, der ikke bare giver et kig på hans liv, men også får os til at reflektere over de dybere lag af menneskelige oplevelser som passion, svigt og håb.
Filmen har premiere torsdag den 20. marts 2025.
Instruktør: Kasper Gaardsøe
Medvirkende: Anders Matthesen, Neel Rønholt, Casper Phillipson, Vicki Berlin, jacob Lohmann m.fl.