Bakkens Hvile på den legendariske Dyrehavsbakke i Klampenborg er en tidslomme og har eksisteret i hele 144 sæsoner blandt forlystelser, restauranter og tæt på den store skov. Skoven indgår da også i indretningen af det lille hyggelige lokale med kunstige bøgegrene i loftet, og hvor publikum sidder ved små borde, opstillet i corona venlig afstand. Det skal til i denne tid. Det unge serveringspersonale har et øje på alle, og drikkevarer leveres i en lind strøm til dem, der trænger, og det var der mange, der gjorde.
Det kræver noget af de optrædende og deres materiale at gøre oplevelsen frisk i 2021. Der skal skues både frem og tilbage. Der skal være nyt og gammelt for, at Bakkens Hvile ikke bare bliver et levende museum, og den opgave bliver løst.
Hele 25 sangnumre bydes der på i aftenens to sæt. Allerede fra første nummer er det forgangne år i spil i nummeret ´Vi åbner op nu´ med en besk kommentar til myndighederne og regeringens talemåde, når restriktionerne mod corona i flere omgange er blevet lempet. Det var på tide at italesætte dette i stedet for ´at sætte ord på det´, som det også hedder i mange nyhedsudsendelser. Meget kredser i løbet af aftenen om corona, og det er ikke til at komme udenom.
Damerne på scenen har haft de samme problemer som de fleste andre danskere. Der er blevet mere af os, og vi har manglet socialt samvær. Men nu er vi her igen, og så må vi leve med en delle eller to.
Meget udspiller sig under bæltestedet, og det er lidt forfriskende, at det i Bakkens Hvile er de modne damer, der er lumre på en måde, der ellers tit er mændenes domæne. Disse damer har lyster og våde drømme, og de taler gerne og længe om dem, mens de jagter den unge tjener med øjnene fra scenen. Dertil kommer, at damerne i 2021 er der i deres egen ret. De vil gerne have mændene, men de er ikke afhængige af dem. De fabulerer dog meget over de herrer, og da en nævner muligheden for at have en yngre mand, er Dot Wesmann den første til at bemærke, at det kan hun ikke bare ikke tage. Morten Messerschmidt, der stod i baren, tog dette budskab med stor latter.
De er fire skønne damer, der bruger deres alder og udseende på en forfriskende og selvironisk måde. De står ved sig selv, undskylder ikke og gør samtidig i et væk grin med sig selv. De er iført vovede, flotte og sexede kostumer, der selvfølgelig er over the top, men det skal de være. Der gemmes ikke noget af vejen af hverken ben eller barm, og efter bifaldet i salen at dømme kunne alle lide, hvad de så.
Et af aftenens sjoveste numre med både tekst og musik af Sigurd Barrett hedder ´Moderne Teknologi´ og handler om kvinden, hvis mand er blevet mere optaget af sin computer og telefon end af hende. Sangen er sjovt sunget af Ann Farholt, der tager den digitale kamp op mod manden. Nummeret giver mindelser til Amdi Riis sang ´Før vi fik bil´ sunget af Marguerite Viby i Cirkusrevyen i 1965.
Ulf Pilgaard får sin helt egen hyldest for sin store betydning for Cirkusrevyen, som han takker af i efter denne sæson. Han behøver ifølge bakkesangerinderne ikke ligge hjemme i hængekøjen af den grund. Han kan få ansættelse hos dem i næste sæson.
Selvfølgelig er klassikerne med, og det hører sig til. Så der skråles med på Den gamle Pavillon, Hængepilen, Gå med i Lunden og Glemmer du.
Hele foretagendet var muntert, friskt og veloplagt aftenen igennem. Showet kører til 28. august, så der er rig lejlighed for at opsøge etablissementet.
Vær i denne Bakkesæson opmærksom på, at hele Dyrehavsbakken er indhegnet, så man kun kan komme ind ét sted, hvor man skal fremvise coronapas eller negativ test for at få adgang til alle forlystelser.
Bakkens Hvile – premiere 1. juni 2021
Spilleperiode: 1. juni til 28. august 2021
Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. Pause.
Kapelmester: Kenneth Sichlau
Koreografi og instruktion: Susanne Breuning
Kostumer: Tina Grunwald, Henrik Hviid og Kenth Fredin
Tekster af: Leif Maibom, Børge & Arvid Møller, Bent Zinglersen, Karen Marie Lillelund, Nils Olsen, Robert Arnold, Poeten, Epe, Kenneth Sichlau, Jesper Grunwald, Otto Andersen, Rasmus Krogsgaard, Sigurd Barrett, Engelhardt & Matray, Robert Arnold, Ulrik Neumann, Svend Asmussen, Sune Gylling Æbelø
Musik: Kenneth Sichlau, Kai Normann Andersen, Mickey Pless, Thomas Pakula, Eric Christiansen, Amdi Riis, Otto Andersen, Sigurd Barrett, Birger Sjöberg, Frans Bak, Frank Learn, Bennie Benjamin & George D. Weiss.
Medvirkende: Dot Wessman, Ann Farholt, Anne Karin Broberg og Tina Grunwald