Hvad huskes Grethe Sønck (1929 til 2010) for og af hvem? Først og fremmest skal man nok have en vis alder for overhovedet at have kendt og oplevet hende, men lad nu det ligge. Hun huskes for sit store hit fra 1959 om ´Klaus Jørgen´, som Gustav Winckler havde oversat til dansk og tilbudt hende, hun huskes for diverse revyer og i sine senere år for sin medvirken – fortrinsvis på alle fire – i tv-quizzen ´Gæt og Grimasser`.

Forestillingen bød på hele 15 sange, og de blev bundet sammen af historien om Grethe Søncks liv. Her blev det til tider noget krampagtigt. Især det første kvarter, der blev brugt på at de medvirkende drøftede, hvem der skulle spille hvem og hvorfor kunne virkelig godt have været undværet.

Bedre blev det dog, da Grethes liv blev ridset op. Der blev fortalt om hendes deltagelse i en sangkonkurrence på Amager, som hun vandt, optræden på Bakken, engagement med et svensk band til de svenske folkeparker og endelig en audition i Danmarks Radio, hvor hun mødte Volmer Sørensen – den mand der på godt og ondt blev hendes skæbne. Han blev hendes store kærlighed, men sårede hende ved uafladeligt at være utro.

Pernille Schrøder var eminent som Grethe Sønck. Hun var maskeret, så hun lignede sin karakter, og hun forsvarede hende, så ingen var i tvivl om kærligheden til ´Hele Danmarks Grethe´. Det vigtigste var dog, at Pernille Schrøder både har musikalitet og sangstemme til at favne alt fra revyviser, slagere og jazz. Hendes fortolkning af ´Stormy weather´ fik det til at risle ned ad ryggen, så bevægende var det. Schrøders kostumer understregede på bedste vis, hvor i Grethes liv vi befandt os med kjoler, der svingede fra storblomstret og stramtsiddende 1950-er kjole til elegant lilla senere i hendes liv, og som et lille sjovt greb var dugene i hendes stue afpasset til hendes outfits.

Kristian Boland leverede et fint portræt af Volmer Sørensen, der både viste hans kærlighed til hans Grethe og hans mere charlatan-agtige sider af personligheden.

Charlotte Guldberg var sød i diverse roller fra Grethes mor til sangerinden Rachel Rastenni og diverse veninder til Grethe. Karsten Jansfort var blandt andet herlig som Grethes første fordrukne rigmandsægtefælle, der behandlede hende mere end sølle. Jansfort og Guldberg sang den deprimerende sang om et pars triste pensionisttilværelse ´Livets Gang´, som Ida og Bent From lavede til Volmer Sørensen og Grethe Sønck i 1980.

Hele castet er musikalsk både hver for sig og sammen, og musikerne gav sangerne kam til det musikalske hår.

Historien om Grethe Sønck er først og fremmest historien om hende, men den er også en beskrivelse af, hvordan kvinder i 1950-erne og mange år frem blev behandlet i ægteskabet og i underholdningsbranchen. Det var ikke kønt, men de fleste kvinder har nok ment, at sådan var det bare, og deres selvbillede har været med til at fastholde den stereotyp for længe.

Forestillingen henvender sig først og fremmest til det mere modne (og revyglade) publikum. De har referencerne i orden til at nyde Grethes sange og kunne sætte dem i en tidsmæssig kontekst.

Hele Danmarks Grethe på Folketeatrets turnéscene, Hvidkildevej 64, 2400 København NV

Manuskript: Jesper Malmose

Instruktør: Ina-Miriam Rosenbaum

Scenograf: Søren Glad

Kapelmester og arrangør: Jens Krøyer

Koreograf: Rebekka Lund

Musikere: Carsten Andersen og Guy Moscoso

Medvirkende: Pernille Schrøder, Karsten Jansfort, Kristian Boland og Charlotte Guldberg

Varighed: 2 timer og 15 minutter inkl. pause

Spilleperiode: 22. til 28. februar 2023 derefter på turné i hele landet fra 2. marts.