Niels Grønne, der er kunstnerisk leder af `Dansk Rakkerpak´, har haft noget så usædvanligt som en ret uproblematisk barndom med far, mor og 3 søskende, og det handler hans nye show `Mit liv som Niels´ om. I rød opsmøget skjorte og sort- og hvidternet vest og sorte bukser entrer han scenen på Bådteatret i Nyhavn bærende på en gammeldags sort skoletaske.

På bagscenen hænger et stort filmlærred, hvor billeder fra barndommen på folkeskole, gymnasium, teaterskole vises. Folkeskolen, hvor begge Niels´ forældre underviste, gav aftenens mest dramatiske historie. Lille Niels skulle løbe om kap med en ret forhadt skolekammerat. Han vandt, men løbet sluttede med, at Niels stak armen gennem en glasdør, hvilket resulterede i 21 sting og et imponerende ar.

Både skønne tidstypiske billeder og Niels´ fortælling indikerede, at der ikke var så meget at rutte med for familien de år, og en campingtur til Høje Gladsaxe var lidt eksotisk. Mange børn i dag ville nok betakke sig.

Der er tilbageblik på tidligere slægter blandt andet langt tilbage Hansa Dusine. Der er anekdoter fra barndomshjemmet om et jordegern, der blev støvsuget op af Niels og som mirakuløst overlevede. Der er billeder fra Mormors sommerhus – samme mormor var en ivrig strikker. Det var ikke kønt, men de umage uldtrøjer blev sendt til små sagesløse børn i Indien.

Efter studentereksamen fra Sorø Akademi blev det til arbejde på et fritidshjem og en tid i kollektiv. Herefter gik turen til Indien, hvor Niels ud over social ulighed mødte sin mormors trøjer på de indiske børn.

Senere kom Fools festival og i 1994 stiftedes Dansk Rakkerpak.

Det er et pudsigt format, Niels Grønne har opfundet til lejligheden. Niels Grønne fortæller på en gang sin personlige historie og giver et tidsbillede af 1960-erne og 1970-erne, der vækker minder hos os, der er jævnaldrende. Hans tilgang til fortællingerne er gøglerens, og han gør kærligt grin med sig selv, når han danser eller løber over scenen. Der er en sødme over Niels. Han tager sig selv alvorligt, men er på ingen måde selvhøjtidelig. Der er en grundlæggende glæde ved livet og ved relationerne til de tre søskende, som har gjort ham til den person, han er. Det er en god ide at bruge gammeldags lysbilleder og underlægningsmusik spillet på kassettebåndoptager. Det er en fest. Der er genhør med både Giro413, Dansktoppen og Beatles – det vækker følelser.

Denne fusion af standup, foredrag og spoken word er et besøg værd. Man forlader teatret med en lille glad følelse indeni.

Mit liv som Niels på Bådteatret

Af og med: Niels Grønne

Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum og Niels Grønne

Dramaturg: Jane Rasch

Scenografisk konsulent: Julie Forchhammer

Teknik René Lützen

Kostumer: Nadjaviga Vela Eviayea Jensen

Varighed: 1 time uden pause

Spilleperiode: 3. til 12. februar 2022