Det Flydende Teater kunne ikke have valgt en bedre aften til deres premiere i parken ved Sophienholm i Lyngby med udsigt ud over Bagsværd Sø. Vejret var vidunderligt, og ikke en vind rørte sig. Det er tradition, at Det Flydende Teater portrætterer en kendt person – Thit Jensen, Grevinde Danner, Storm P for nu at nævne et par stykker.
I 2023 er turen kommet til legendariske amerikanskfødte Josephine Baker (1906 til 1975), der i sin samtid blev kendt som sanger, danser og sit kostume bestående udelukkende af et bananskørt. Jo og så selvfølgelig for sin mørke hudfarve. Det var ikke velset alle steder, at hun optrådte, og ordene om hende var barske. I 1928 kom hun til København og optrådte på natklubben Adlon. Anmelderne lagde ikke fingrene imellem.
Anmelderen i Jyllands-Posten anførte under overskriften “Niggertøsen” blandt andet ”(…) Forøvrigt maa man indrømme, at den lyst chokoladefarvede Dame, der ikke kan synge, ikke danse, ikke spille Komedie, men nok efterligne en Struds, der lægger et Æg og kigger efter det, saaledes som en plump Klown i Cirkus vilde gjøre det, i Retning af Frimodighed havde fremragende Rivalinder blandt de mange Wiener-Danserinder, der stillede deres intimeste Yndigheder til Skue med en Frejdighed, der fik en til at tro, at man saa Syner (…)”. Hold da op, hvad man kunne slippe afsted med som anmelder på det tidspunkt. Man må gyse.
Debutanten Malou Takibo var Josephine Baker, og hun passede i den grad til rollen. Iført en smuk rød charlestonkjole med lag af frynser rullede hun med øjnene og dansede, så illusionen om hedengangne Josephine Baker var oplagt. Heldigvis var man ikke fra teatrets side forfaldet til at iføre Malou Takibo bananskørt og bar overkrop. Det ville have virket forkert i 2023 og ville ikke have harmoneret med Thomas Markmanns tekst. Malou Takibo synger godt og har en fin diktion i de lange monologer, hvor hun fortalte om Josephines liv, der mildt sagt må have været dramatisk. For eksempel kan ikke mange som hende prale af at have været gift to gange, inden de er fyldt 18 år.
Forestillingen foregår på Adlon, og handlingen centrerer sig ikke udelukkende om Josephine Baker, men nok så meget om de personer, der også indfandt sig på klubben: Lulu Ziegler, Leo Mathiesen, Agnes Henningsen, Gerda Wegener, Pastor Ege, Carl Nielsen, Kaj Munk og PH.
Det var kultureliten, der ved nazismens indtog havde markante meninger om krigen, seksualitet og køn. (Indtil flere af dem stak halen mellem benene).
Josephine arbejdede senere for den franske modstandsbevægelse og stak ikke af. Hun skabte senere sin egen store familie, da hun adopterede hele 12 børn fra forskellige lande og kaldte dem “rainbow tribes”.
Heroverfor står den mere pragmatiske promotor og konferencier i natklubben. Han er stolt over at have skaffet trofæet Baker til København, men er også bange for sit økonomiske skind og sit liv. Hvor meget kan man gøre, siger han. (Og man ved jo aldrig, hvem der vinder krigen). Han er den, der viser nuancerne i, hvordan PH er, og han får kradset alvorligt i Miss Bakers lak, for ikke alt var fryd og gammen med de mange adoptivbørn. Josephine var nok frisindet, men flere af børnenes liv blev ikke lykkelige, fordi de ikke passede ind i hendes verdensbillede.
Rolf Hansen er stærk som konferencieren. At hans karakter så minder en hel del om en af hovedpersonerne i `Cabaret´ er så en anden sag. Det ligger måske lidt for tæt på.
Luise Kirsten Skov har et væld af personer at gestalte: Den indremissionske Pastor Ege, der af al kraft søgte at bekæmpe sædernes forfald ved hjælp af sædelighedsforeningen Vigilia, PH, der om nogen var betaget af Josephine Baker og skrev et glødende forsvar for hende og endelig maleren Gerda Wegener, der var gift med Lili Elbe (tidligere Einar Mogens Andreas Wegener). I alle roller er hun markant og ikke mindst sjov.
Marie Louise von Bülow er velkendt hos Det Flydende Teater og passede både instrumenter og sang smukt som Lulu Ziegler. Hans Find Møller passede tangenterne som Leo Mathiesen, der under krigen ikke måtte spille sine jazzrytmer med fare for at blive gennemtæsket af Schalburgkorpset.
Det er en dejlig musikalsk forestilling, der strækker sig noget længere end portrættet af Josephine Baker. Det er et tidsbillede om årene fra 1928 til lidt efter anden verdenskrigs slutning, hvor Europa var i brand på mange måder. Samtidig trækkes tråde til dagens Danmark, hvor tolerancen over for det fremmede heller ikke altid er fremherskende.
Oh, Josephine – Kampen om magten
Medvirkende: Malou Takibo, Luise Kirsten Skov, Marie Louise von Bülow, Hans Find Møller og Rolf Hansen
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker: Thomas Markmann
Komponist og sangtekstforfatter Marie Louise Von Bülow
Koreograf: Gunilla Lind
Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap
Kostumedesigner: Olivia Hetman
Lysdesigner: Flora Pelle Brandt
Lydtekniker: Ingvild Njølstad Skandsen
Kreativ producent: Christine Worre Kann
Produktionsleder: Josefine Bitsch
Instruktørassistent: Johanne Vang Kristensen
Afvikler: Ingvild Njølstad Skadsel og Therese Indiane Nauta
Forestillingen spiller udendørs i parken ved Sophienholm.
Varighed: 1 time og 15 minutter uden pause
Spilleperiode: 22. juni til 9. august 2023
