I år er det 38. gang, at Crazy Christmas Cabaret holdes i Tivolis Glassal. Og sikke et brag af et show. Under temaet `Tell me about it` vender showet tilbage efter næsten 2 års Corona pause. Og det kan i den corona-grad godt mærkes på skuespillerne, som ser ud til at have savnet livet på scenen og ikke mindst interaktionen med publikum.

Crazy Christmas Cabaret bringer os i år tilbage til 80’erne, og de går ”all in”. Dette års Crazy Christmas Cabaret er et brag af en 80´er fest til publikums store glæde.   

Vivienne McKee bryder igennem på scenen og omfavner publikum, som kun hun kan gøre det. Historien om familien Calzone fortælles.  Mafiaen fra New York er taget på ferie til Miami Bitch nå nej Beach, da faderen i familien Calzone vil fortælle sine børn, hvem som skal overtage familieforretningen. Samtidig er det også bryllupsdag for Hr og Fru Mama Calzone.

Men når det så er sagt, er det stort set umuligt at gengive handlingen. For alt sker i denne gakkede fortælling, fra referencer til 80’er film såsom Miami Vice og Pulp Fiction til fremsyn og tilbagesyn på nye opfindelser såsom mobilen samt toplappen alias laptoppen.

Midt i en ny corona tid er det skønt igen at kunne opleve et meget velspillende cast af skuespillere som ikke engang selv kan holde masken af grin, som yndefuldt ifører sig tætsiddende farvestrålende lycra, der giver glade tanker tilbage på tiden med Jane Fonda og Aerobic på VHS-bånd i en kombination med mafia og gangstaattitude og gang i den. Giver det mening, ikke altid – men det er underholdende.

Fru Mama Calzone alias skuespilleren Andrew Jeffers kommer på scenen i den ene mere farvestrålende kæmpe kjole efter den anden. Og både i rollen som Fru Mama Calzone samt som Detective Chubbs, så skal Andrew Jeffers ikke engang sige et ord, bare hans ansigtsudtryk og kostume er simpelthen så sjove, at publikum ligger flade af grin. Mama Calzone er uden tvivl aftenens Sweetheart, og ham som bærer showet.

David Bateson er i rollen som Donny Dump alias Donald Trump fremragende i sin karikatur af Donald Trump i 80´erne, som allerede dengang bliver inspireret til at ”Make America great again”.

Vivienne McKee er brillant i rollen som den sexede Lola Lotta Libido. Men endnu sjovere i rollen som den danske Dr van Helsingør, der går så meget ømt igennem, da han bortføres 3 dage på en båd af den lyserøde klædte Sly Salami spillet af Kevin Kiernan-Molloy.  Alle skuespillerne gør det fremragende, og de mange kostumeskift er helt utrolige.

Kulturtids udsendte var ”Virgin” og skulle opleve Crazy Christmas Cabaret for første gang nogensinde. Det kom derfor som en overraskelse, at publikum i den grad er med og råber tilbage.  En rundspørgen af selveste Vivienne McKee viser ved håndsrækning, at størstedelen af publikum har set Crazy Christmas Cabaret før, hvilket får en ”Virgin” til at føle sig som medlem af en hemmelig forening af danglish humor som både er plat, hylende morsom , fuld af punchlines , gak, løjer og finurligheder.

Der kræves et godt niveau af sprogkundskaber på engelsk, amerikansk, italienskish og danglish for at forstå forestillingen, det skal understreges. Hvis man ikke som minimum taler engelsk, vil man ikke forstå stykket. Men når det så er sagt, så giv endelig jer selv den oplevelse af se Crazy Christmas Cabaret for – Tell me about it – kan i den grad anbefales. Forventningerne var i top, og forventningerne blev indfriet. Dette års Crazy Christmas Cabaret er simpelthen hylende morsomt.

Written and directed by Vivienne McKee

Medvirkende: David Bateson, Vivienne McKee, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Kevin Kiernan-Molloy og Claus de Lichtenberg

Kostumedesigner: Kirsten Brink

Koreograf: Peter Friis

Spilleperiode: 16. november 2021 til 15. januar 2022