Det følgende er et sammendrag af flere koncerter, som Kulturtid.dk’s anmelder oplevede på Copenhell 2024. Der gives ikke stjerner, da der er tale om flere forskellige typer koncerter.
Corey Taylor Helviti
Corey Taylor virkede ikke til at behøve den store introduktion, da han åbnede Copenhells største scene. Han er frontmand i det maskeklædte vanvidsorkester ‘Slipknot’ og bandet ‘Stone Sour’. Denne gang optrådte han dog med sit soloprojekt, men spillede også en del sange fra de to andre bands undervejs. Corey Taylor var i fokus, og han var lige så engageret på scenen som vanligt, mens vreden var pakket væk sammen med masken.
Til gengæld kunne man godt fornemme, hvordan publikum skulle afklimatiseres en smule, inden de var klar til at give sig helt hen til Copenhell-stemningen, men denne koncert var den helt rigtige måde at skyde festivalen igang på.
Setlisten var bygget godt op, og Slipknot fans gik ikke forgæves, da bandet både spillede ‘Duality’ og ‘Before I Forget’ efter at der var blevet hintet til det flere gange med lidt mærkelige hukommelsesjokes. Det lød godt, men bandet havde ikke samme gennemslagskraft som normalt, men hvad kan man forvente, når de bliver holdt op mod et 9 mandsband?
Et underligt højdepunkt var covernummeret af temaet fra Svampebob. Der var fællessang hele vejen rundt og alle smilede på samme måde som den gule svamp. Alle metalfordomme blev enten af- eller bekræftet lige der.
Koncerten var god og helt rigtigt set og placeret af festivalen, men der manglede lige det sidste krudt for at få det igennem. Corey Taylor er karismatisk, synger fantastisk og har et stort energiniveau. Han er nærværende, taknemmelig, ydmyg og kender alle tricks til at gejle publikum op. Samspillet med bandet virker som et anderledes frirum til at lege med klicheerne og se, hvad der sker – nogle gange med bedre held end andre. De spiller godt, men Slipknot bliver de aldrig. Til sidst var det lidt som at have set Jim Carrey i ‘The Mask’ flere gange for så at forsøge sig med ‘Hybridmanden’. Corey Taylor var en hybrid i forhold til levering, og de genrer han kørte rundt i, men talentet kan bruges bedre i andre konstellationer.
The Offspring
Stemningen på pladsen var i top, da Dexter Holland, Noodles og resten af ‘The Offspring’ lagde vejen forbi Refshaleøen. Koncerten kunne helt klart være gået begge veje, men Offspring navigerede hele tiden i én retning – million miles away. Publikum var med fra forrest til bagerst, og det var smukt at stirre på solen til lyden af selvsamme sang. Undervejs talte både Dexter og Noodles med publikum, og de var underholdende og meget californiske på den gode måde. De virkede til at være varme fra starten, og da de 20 minutter inde i koncerten spillede Ramones Anthemmet ‘Blizkrieg Bop’, virkede den nostalgiske stemning til at være kollektiv, og det var næsten som om, ‘Tony Hawk pro skater 2’ stod på scenen. De spillede mange hits man kunne forvente, desværre manglede ‘Original Prankster’, som bandet selv distribuerede som mp3 fil for at promovere deres album i 2000. Det var en stor ting dengang, og alle havde den i deres winamp-player. The Offspring spiller stadig tight, og Dexter synger som han plejer. Det er godt, at han har tid til at passe på stemmen, når han ikke har travlt med at skrive ph.d i virusforskning, sælge sin egen chilisovs eller flyver – han er også pilot.
Koncerten havde god stemning og energi med relevante pauser undervejs, og publikum virkede til at ville have mere. Noodles adresserede selv, hvor godt det var, at Copenhell endelig havde booket dem efter 14 år, og det havde han helt ret i. Selvom det kunne virke som en ‘blast from the past concert’ ved første øjekast, var der masser af potentiale og relevant lys fra et band, der ikke er i nærheden af at være udspillede. Forhåbentlig kommer de tilbage, når de skal på tour med deres kommende album.
Dying Fetus
Navnet lyder næsten som noget, en AI er blevet bedt om at generere med instrukser om det mest billedlige gore-metalnavn på grænsen til det groteske, men Dying Fetus var en sand fornøjelse og muligvis en af de bedste koncerter på hele Copenhell. Det er svært at forstå, hvad forsangeren John Gallagher growler, og man kan lige så godt give op. Ikke fordi der er noget galt med teknikken – tværtimod! Det er nærmere en klassisk måde at mestre kunsten på, og man kunne uden problemer blive henslængt i stemningen hele vejen igennem, hvilket i nogle situationer med growling kan blive en udfordring. Trioen bevæger sig ikke meget rundt på scenen, og der er ikke nogle gimmicks, udklædninger eller vilde sceneshows. Det har de heller ikke brug for. Samtlige groteske sange spilles så intenst, at man sagtens kan blive ved. Bandet mestrede at få publikum engageret, og der var flere velfortjente ømme nakker efterfølgende. Dying Fetus er klart en ‘acquired taste’ og nok ikke det første band, man bør introducere nogle nye metalører til, men showet var ud over det sædvanlige.
Tom Morello
Drømmen om at se ‘Rage Against the Machine’ på dansk grund igen blev desværre endegyldigt lukket ned, da bandet i starten af året annoncerede, at de ikke ville spille sammen igen. Det tætteste man kan komme bandets lyd, er at booke bandets guitarist Tom Morello. Han er en af verdens bedste guitarister, og hans stil er som ingen anden. Han både scratcher på guitaren og har brugt kuglepenne, boremaskiner, søm og lignende på strengene. Selvom det lyder som noget fra ‘Motorsavsmassakren’ at tømme sit redskabsskur ud på instrumenterne, er han ikke i den hårde ende af lineuppet. Han har været enormt produktiv hele sin karriere, men er naturligvis mest kendt for ‘RATM’ og ‘Audioslave’. I begge bands har han spillet sammen med Brad Wilk og Tim Commerford, som også var med i supergruppen ‘Prophets of Rage’. Derudover har han lavet flere solo- og sideprojekter og også spillet med Bruce Springsteen og E Street Band.
På Copenhell optrådte han med en hitparade med et backingband. Han spillede to ‘Rage Against the Machine’-medleys til at komme igennem flere af de største sange og spillede selvfølgelig også favoritten ‘Killing in the Name’ og mere interessant; coverversionen af ‘Kick out the Jams’ fra ‘MC5’. Den blev ikke taget så godt imod som den burde – hvis nogen er i tvivl, kan coveralbummet ‘Renegades’ klart anbefales. Tom Morello gjorde sin ting, men der manglede det sidste i forhold til det samspil, han normalt har med musikerne i sine tidligere bands – Brad Wilks teknik manglede blandt andet flere steder. De forsøgte sig også med ‘Audioslave’-sangen ‘Like a Stone’ dedikeret til Chris Cornell. Sangen er smuk, men ingen anden kan synge som Chris Cornell. Bandets guitarist gjorde et ihærdigt forsøg på at synge den, men det var ikke bevægende som i Cornells version. Det var okay efter omstændighederne – men ikke rørende. Tom Morello var klart et af de største navne på festivalen, men skuffede desværre en smule, måske fordi der blev for meget plads til at slukke for lyden på guitaren, gnubbe sig op af højtalerne, vise sine politiske budskaber bag på guitaren, spille med tænderne, og hvad han ellers fandt på torsdag aften.
Cradle of Filth
Engelske ‘Cradle of Filth’ lå højt på ønskelisten for dette års Copenhell. Bandet var oppe imod både sollys, aftensmad og fodboldkampe og resulterede desværre i en middelmådig oplevelse. Bandet har eksisteret siden 1991 med forsanger Dani Filth i spidsen for det gotiske ekstrem metalband med mange udskiftninger i truppen løbende.
De gik på mens alle bandets medlemmer blev introduceret på scenen, mens Dani Filth sneg sig mystisk ind iført kåbe. Af en eller anden grund virkede den mystiske vampyragtige horror approach lidt mere tam på en dansk sommeraften, end det ville have gjort alle andre dage. Senere fik det solen til at gå ned, hvilket Dani Filth gjorde sig selv ansvarlig for, mens han også kom med drillende fodboldkommentarer. Sådanne hyggedrillerier var lidt uventede, men fungerede egentlig okay. Bandet spillede flere af deres store hits og byggede op til at slutte af med ‘Her Ghost in the Fog’ og den åbenlyse ‘From the Cradle of Enslave’. Et fint klimaks, men der manglende lige det sidste, og publikum virkede også lidt spredt til sidst. Nogle koncerter egner sig bedre i mørke, og ‘Cradle of Filth’ er nok et af de mørkeste bands festivalen har booket. Hvis de får en plads på Hades scenen senere på aftenen næste gang og ikke er oppe mod en fodboldkamp, skal det nok blive en succes.
Uriah Heep
En stor dagskoncert åbnede Helviti scenen om fredagen. Veteranerne ‘Uriah Heep’ lagde vejen forbi med Mick Boxs 55 årige gamle band og cementerede klart, hvorfor de er nogle af 70’er rockens pionerer. Når Copenhell rammer de gode dagskoncerter med klassiske rockbands. er det en fantastisk følelse, og ‘Uriah Heep’ leverede præcis, hvad vi havde brug for for at komme i gang med tredjedagen. Forsanger Bernie Shaw var klædt i dyb lilla, var i godt humør og kunne sagtens levere varen. Der var flere sessioner, hvor bandet jammede omkring orglet, hvilket lød fantastisk.
Flere hits blev spillet heriblandt debutsinglen ‘Gypsy’, der blev opbygget som ønsket, og gav publikum det, de var kommet for. Yderst vellykket.
De sluttede af med ‘Easy livin’, hvilket var forventeligt og gav den ønskede kulminering. Et uanonceret ekstranummer, som hverken publikum eller scenens announcer havde regnet med virkede desværre lidt akavet, men ellers var det en skøn koncert og en perfekt måde at starte dagen på.
Slaughter to Prevail
Copenhell har en forholdsvis høj tolerance for moshpits, circlepits og lignende. ‘Slaughter to Prevail’ havde også prøvet at optræde for et moshende crowd før, og det fuldstændigt kontrollede kaos foran scenen så vildt ud. De var alle maskeklædte og så uhyggelige ud, indtil forsanger Alex Terrible smed masken og faktisk blev om muligt endnu mere uhyggelig at se på – dog på en gode måde. Han havde en vrede og en energi, som bliver svær at matche for andre metalfrontfigurer. Samtidig talte han med ydmyghed og en oprigtig begejstring for at kunne være til stede på festivalen. Bandet flygtede fra Rusland efter invasionen af Ukraine og har fra starten taget stor afstand til det. Det fik Terrible også knyttet nogle ord til, som klart kunne inspirere de priviligieblinde.
Alex Terrible inviterede senere til en wall of death, hvor publikum kunne ‘danse’ med ham. For de uinviede minder en wall of death om ‘Battle of Stirling’-scenen fra ‘Braveheart’. Her stod forsangeren så bare i midten og bad folk komme an.
Det hele var så hårdt og intenst fra start til slut, at publikums energi kunne mærkes på toppen af bakken bagerst, og folk snakkede stadig om koncerten dagen efter.
Bandet spillede et yderst velvalgt covernummer af ‘Rammsteins’ ‘Du Hast’. Det var naturligvis en publikumsbanger, men deres version ramte helt rigtigt og var mørk, vred og dyster. Til at starte med virkede det underligt, men gik rent ind og endte med at blive genialt.
Koncerten var perfekt fra start til slut. Det er imponerende at kunne levere så stærk en præsentation og show, og samtidig stå i midten af vildskaben foran scenen. Moshpits kan nogle gange virke lidt halvtamme og ikke være rigtig vilde, denne gang var vi oprigtigt bekymrede, men det så ud til, at folk kom helskindede derfra. Det her var en publikumsoplevelse uden lige, hvor man dog åndede lettede op over at stå i sikkerhed på toppen af Copenhells bakke.
Body Count
Ice-Ts heavy metal band ‘Body Count’ kom med deres kontroversielle budskaber forbi Copenhell. Oven på ‘Limp Bizkit’ blev ‘Body Count’ lidt et virvar. Lyden var virkelig dårlig på bakken, og det hele virkede lidt rodet. Ice-T levede op til sit kontroversielle renomme og brokkede sig over publikum og nedgjorde mænd, der bruger ansigtscreme og kaldte publikum på bakken for ‘hill pussies’. Det kan være svært at forstå, hvorfor en snak om hudpleje var det, han ville bruge sin taletid på. Det var også flere sexistiske kommentarer, inden han i næste pause talte om sine egne oplevelser med racisme – det virkede meget malplaceret.
Sangeren havde sin datter med på scenen, og fik hende til at tale med publikum og være på scenen et langt stykke tid. Det virkede mere mærkeligt end sødt. Ice-T havde bestemt en stor energi og leverede flere sange godt, men han lænede sig alt for meget op af sin hypeman Little Ice, som virkelig gerne ville skabe en stemning – det lykkedes dog ikke helt. Flere mennesker udvandrede både fra bakken og pit undervejs, og snakken gik i alle mulige retninger på bakken. Energien og måden at være på var ikke et godt match med Copenhells publikum, og dette sammenholdt med en mudret lyd, gjorde det desværre ikke til en god oplevelse.
Tool
‘Tool’ er et band som virkelig kan dele vandene. De har helt klart hjulpet med hurtigt at få udsolgt lørdagsbilletterne, og man kunne klart mærke stemningen til festivalens sidste koncert på Helviti. De er kendt for at have fans, som er dedikerede til det yderste. En ‘toolfan’ skal nok fortælle dig, hvorfor de er tool fans, og hvad du ikke har forstået, hvis du ikke bryder dig om musikken. Hvis man ikke er toolfan, kan det være svært at forstå deres underlige rytmer, som hele tiden ændrer sig. Musiknørder tænker ofte på det som det ypperste i forhold til, hvor avanceret musik man kan spille. Folk med mindre musikalsk kunnen vil argumentere for, at rytmen er svær at mærke. Det er den også. Ingen danser foran scenen. Folk står nærmest og tager det hele ind, men ser vældigt tilfredse ud. Umiddelbart er decimalerne i pi lettere at huske end det er at tælle med på rytmen. Man skal holde tungen lige i munden. Sangene er lange, storladne og langsomme. Det kræver en speciel slags tålmodighed at følge med. De har et stort visuelt setup til at understøtte det hele, og lyrikken er indadvendt og med flere lag, men har en mærkelig ubehagelig association. Nogle er mere tydelige end andre. De lukkede med ‘Stinkfist’. Prøv selv at dykke ned i den tekst.
De spiller fantastisk, men det er mærkeligt at lytte til, hvis man ikke er til det.
‘Tool’ kan virke lidt som et Michael Kvium billede – det er bestemt stor kunst, men det kan være svært for nogle at forstå, hvorfor de skal nyde det. Det er meget progressivt, hvilket kan dele vandene. Underholdningsværdien er dog stor. Jo mere koncerten bliver efterrationaliseret, jo mere står det klart, at det nok ikke er meningen, at man skal forstå det hele. Til gengæld var den overvældende koncert måske ikke den bedste måde at slutte det hele. Det kunne have givet mere mening med et brag af en koncert, der var vild, engagerende, eksplosiv og udadvendt. Det leverede ‘Tool’ ikke, og det skulle de naturligvis heller ikke.
