På en fantastisk sommerdag gik turen til Lunden i Horsens for at opleve en dobbeltkoncert med ´Mew´ og ´The War on Drugs´. Friluftsscenen er bygget genialt op for bunden af en skråning, så man har frit udsyn, og der er rigelig med plads og kapacitet til mange gæster. Rundt om dette er der et udvalgt af foodtrucks og flere barer, der er effektivt bemandet. Det føles som en god minifestival i grønne omgivelser, og publikum var tydeligvis kommet for at have en god aften.
´Mew´ åbnede ballet, og Johan Wohlert bød velkommen og bekendtgjorde, at de også glædede sig til ´The War on Drugs´, hvorefter de gik i gang med et ”tight” sæt på en time uden snak undervejs. De åbnede med ´Snow Brigade´ og fik hurtigt spillet publikum varme. Det er tydeligt at mærke, at de er vant til at headline. Efterfølgende opbyggede de ´Speci´ over i ´The Zookeepers Boy´ ligesom på indspilningen. Oplagt var publikum også kommet for at se Mew.
De optrådte i en måske tiltænkt “M” formation, hvor lyset var stillet skarpt på trommeslager Silas Graae. Hans stil er altid fængende, og man har lyst til at holde blikket på ham, mens han mekanisk kører afsted. Dragende, mystisk og helt igennem talentfuld.
Sætlisten var bygget godt op med blandede sange fra bandets storhedstid, og ingen kunne være i tvivl om, at ´Mew’s´ indielyd vil blive ved med at være relevant.
De sluttede af med ´Frengers´ favoritterne ´Am I Wry´No´ og ´156´, inden de som altid lukkede det hele med ´Comforting Sounds´. Selvom det for nogen stadig kan være svært at acceptere, at det ikke længere er tidligere guitarist Bo Madsen, der driver sangen, var stemningen nøjagtig, som den plejede.
Man kunne savne ´Mews´ fantastiske visuals, men de havde mindre plads på scenen, fordi de spillede foran et klæde, som dækkede “The War on Drugs” instrumenter. Det gjorde dog ikke noget, og de kunne sagtens have spillet videre. Da Johan Wohlert sagde farvel, var det faktisk en påmindelse om, at der var et andet band som headlinede. Fantastisk optræden.
Efter en pause gik Adam Granduciel og resten af ´The War on Drugs´ på scenen 10 minutter tidligere end planlagt. Dejligt at tidligere skrækhistorier med rockstjerner, der er ”fashionably late” i flere timer, blev bragt til skamme denne aften.
Efter ældre favoritter ´Brothers´ og ´Baby Missiles´ spillede bandet storhittet ´Pain´ inden den klimatiske ´An Ocean In Between The Waves´. På daværende tidspunkt var der gået 20 minutter, og præstationen var allerede overvældende fantastisk.
Det 7 mand store orkester er så velfungerende rundt om Adam Granduciel’s fantastisk stemme, væsen og guitarspil. Ingen guitarsoloer er åbenbart for mange. Han taler muntert med publikum og genkender stamfans, fortæller tidligere historier fra at have optrådt i Danmark og besvarer forespørgsler om requests. Samtidig var det svært at gennemskue, om han vrissede af nogle crewfolk eller var lidt underligt sarkastisk, men han udtalte i hvert fald selv “I’m here to please”.
Lyrikken er dyb og fængslende, og man bør generelt lægge mærke til de gennemgående tematikker som mørke, drømme, steder og naturfænomener.
De spillede naturligvis sangen ´Red Eyes´, der var førstesinglen for den skelsættende, depressive ensomhedsplade ´Lost in the Dream´. Det kan variere, hvordan den lyder live, men Friuftscenen var de helt rigtige omgivelser, og det var tydeligt at publikum også anerkendte, at sangen i sin tid hjalp bandet op i en anden liga. Der blev hoppet foran scenen, publikum klappede med, og hårene rejste sig på armene. Granduciel takkede også for indsatsen, og blev inspireret til at benytte opbygningen til en senere liveplade. Han virkede faktisk en smule forvirret, men kom hurtigt tilbage i rillen.
De spillede senere en “special version” (akustisk) af ´Eyes to the wind´. Det lød smukt, men virkede også lidt som en tiltrængt kunstpause.
Efter en gigantisk bølge med ´Under the Pressure´ spillede bandet aftenens længste intro til ´I Don’t Live Here Anymore´, hvor Granduciel introducerede de resterende bandmedlemmer til tonerne af loopet. Fin måde at markere det hele på og give passende applaus.
Han anerkendte også ´The Legends of Mew´. Sangen fungerede perfekt til at holde publikum, og vi kunne ikke vente på den eksplosive solo, som åbner nummeret. De har tidligere lavet samme opbygning under en “special version” af depressionsmørkeballaden ´In Reverse´, der fungerer mindre godt. Denne aften i Lunden glemte de helt at spille den i den oprindelige, storladne version, og den var virkelig savnet.
´War on Drugs´ tog drømmende afsked med Friluftsscenen til ´Thinking of a place´, og hænslængte publikum i overgangen fra lys til mørke, hvor månen tittede frem bag træerne. Sangen virkede lullende og skøn, men det var ikke et kæmpebrag, som nogle kunne have foretrukket.
´The War on Drugs´ er kommet for at blive i en tid, hvor rockmusik ikke er øverst på alles ønskeliste. Det er svært at finde et bedre rockband, der stadig har mange kreative år foran sig.
En fantastisk aften med to kæmpebookinger, der komplimenterede hinanden perfekt i skønne omgivelser.
The War on Drugs
Support: Mew
Horsens, Lunden 17. juli 2024
