Hvordan får man et eventyr fra 1600-tallet, hvoraf det mest kendte måske nok er Brødrene Grimms fra 1812, til at virke aktuelt og fængende for et moderne publikum? Man kaster det hele op i luften, ser hvad man kan gribe, beder Søren Le Schmidt skabe magiske kreationer og lader Rasmus Seebach stå for musikken. I hvert fald er det, hvad Line Knutzon i samarbejde med Lion Musicals har gjort.
Historien minder til at starte med om en kopi af ‘The Devil Wears Prada’, men udvikler sig stille og roligt hen i retningen af noget af det vi kender – krydret med et plottwist. Ella er ikke Askepot og Askepot er ikke Ella, og så alligevel – for lidt Askepot er der vel i os alle. I stedet for at kæmpe kampen om prinsen, indser Ella, at det i virkeligheden ikke er det, der er formålet med hendes liv, men nærmere at finde sig selv og skrive sin egen historie. Et nutidigt og moderne twist, som klæder historien.
Johanne Milland er sød og skøn som Ella eller Askepot, der forsøger at finde sig selv og må erfare, at hun ikke nødvendigvis behøver at finde prinsen på den hvide hest for at kunne skrive sin egen historie, men derimod er nødt til først at finde ud af, hvilket ben hun skal stå på. Milland synger fantastisk og tilføjer rollen noget power, som er klædeligt. Hun er noget mere fanden i voldsk end Disneys klassiker, men det gør vel heller ikke noget, når man er Askepot anno 2024.
Pelle Emil Hebsgaard er intet mindre end fantastisk i rollen som den lidt klodsede men dog vise gode fe. Med sin afdankede tryllestav dukker han op de underligste steder og tilfører forestillingen både charme og humor. Jakob Stegelmann sagde for mange år siden i tv-programmet ‘Troldspejlet’, at alle Disney-film indeholder skæve og skøre karakterer, som vi i virkeligheden kommer til at holde mere af end selve hovedpersonen, og som tilfører historien ekstra humor og magi (f.eks. Olaf – Frost eller elgene Rod og Stub fra Bjørnebrødre) – lige præcis en sådan karakter bliver Pelle Emil Hebsgaards Den gode fe, som oven i købet bliver mere og mere elegant i flotte kreationer, efterhånden som forestillingen skrider frem. At han oven i købet også har et par ørehængere, som både små og store hurtigt synger med på gør ikke hans præstation ringere. Det er dog især nummeret ‘Ella’ der med noget større lyrik end de andre bliver et af forestillingens fineste numre.
Christopher Schøllhammer Rørmose er desværre set bedre. Selvom han er charmerende på scenen, som den noget kyniske og afstumpede prins, så kommer han aldrig helt ud over scenekanten og kæmper gevaldigt med sin diktion. Hører man numrene på Spotify, hvor de er frit tilgængelige, bliver det noget tydeligere, hvad han rent faktisk synger – og det er synd, når sangene så gerne vil fortælle en del af historien.
Youtuberen Rasmus Brohave derimod overrasket positivt, omend der måske ikke er den store musicalstjerne gemt i ham, så leverer han et fint stykke arbejde, når han charmerer både Ella og publikum og han leverer også nummeret ‘Så’n en som mig’ ganske pænt, men der er dog forskel på arbejdet som youtuber og professionel skuespiller.
Caroline Henderson er et godt bud på den onde stedmoder, omend hun flere gange synes at overspille. Hendes stemme fejler absolut ikke noget, men hun får vel i og for sig kun lov at folde sig rigtigt ud i en noget malplaceret ‘sing-off’ mod Ella i nummeret ‘Mor(d) på dansegulvet’. Det er synd, at man ikke har forsøgt at gøre brug af hendes talent som sanger i højere grad.
‘Askepot the Musical’ bliver Stig Rossens svanesang på musicalscenen, og selvom det ikke er en kæmpe rolle, han har fået tildelt, så er det en pæn og klædelig afslutning på hans musicalkarriere. Med nummeret ‘Den mand du kan bli’ får han lov at bevise sit værd som musicalstjerne og sætter endda den unge prins elegant på plads, når han holder tonen lidt længere end de fleste. Kongen er en sød karakter, der bare så gerne vil have lov at trække sig tilbage – symbolsk nok.
Udover de mere fremtrædende roller, har instruktør Thomas Agerholm fået samlet et godt ensemble, der leverer i enhver henseende. De danser og synger derudaf og er både elegante og dygtige i Nellie Bethel flotte koreografi. Især bemærkes Simon Glæsel hvis engagement og energi altid strømmer helt ud til publikum bagerst i salen. Hans mimik og timing er skøn.
Scenograf Benjamin La Cour synes at være alle vegne, og med hans professionalisme er dette jo ret naturligt. Endnu engang formår han at skabe magi på scenen, som er et kongerige værdigt.
Rasmus Seebach har i samarbejde med Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer skabt flere ørehængere – hvis man altså er til pop og genren generelt. Nogle numre synes overfladiske og banale, mens andre klæder historien og det moderne take på en klassiker. Krydret med Søren Le Schmidts fantastiske og eventyrlige kreationer, hvor der er tænkt over enhver lille detalje og ethvert kostumeskift, er der lagt op til moderne eventyr, som nok skal skabe glæde på de danske musicalscener.
‘Askepot the Musical’ spiller i Tivolis Koncertsal fra 7. marts 2024 og senere på turne rundt om i landet.
Manuskript: Line Knutzon
Musik og sangtekster: Rasmus Seebach, Lars Ankerstjerne og Andreas Sommer
Instruktør: Thomas Agerholm
Scenograf: Benjamin La Cour
Kostumer: Søren Le Schmidt
Koreografi: Nellie Bethel
Medvirkende: Johanne Milland, Stig Rossen, Caroline Henderson, Pelle Emil Hebsgaard, Christopher Schøllhammer Rørmose, Rasmus Brohave m.fl.
