En mand i dametøj – hvor woke er det ikke lige? I 1958 da ’Charles Tante’ havde premiere i de danske biografer med nogle af datidens største skuespillere på rollelisten, var det ikke en fortælling om at være ”woke”, men en farce fyldt med forvikling, kærlighed, poesi, humor og skønne karakterer – men holder det så stadig i dag? Kan man spille en farce med lige lovligt naive og bly kvindelige hovedroller og samtidig leve op til samfundets politiske korrekthed, som efterhånden har sneget sig ind alle steder? Når man gør som Fredericia Musicalteater, så er svaret ”JA!”
’Charles Tante’ er en klassisk forviklingsfarce, hvor alle ender til sidst mødes i sød musik og med teatrets dygtige cast er vejen dertil sjov, underholdende, musikalsk og romantisk. Med bysbarnet Lars Mølsted i rollen som den unge Ditlev, der efter vennernes overtalelse må spille den afdankede multimilionøse Donna Lucia Dalvadorez, er underholdningen og et højt kunstnerisk niveau garanteret. Mølsted er klart den bærende rolle i forestillingen og selvom, det er store sko han skal fylde ud efter selveste Dirch Passer, så gør han det på en måde, hvor han hurtigt matcher Passers underholdningstalent. Hans små hyldester til Passers talent og karakter er søde og fine og klæder både rollen og historien. Mølsted synger som en drøm igennem de 17 numre, han har del i, men især ’Hendes smil’ leveres med sødme og charme, der går lige i hjerterne på publikum. Generelt må det siges, at det udover Mølsteds talent som musicalskuespiller også er hans charme på en scene, der gør ham elsket af publikum.
Magnus Bruno og Mikkel Emil Lynge Nielsen spiller Ditlevs to studenterkammerater fra Regensen Charles og Peter. Sammen udgør de tre herrer en fantastisk trio, der spiller hinanden stærke, og hvor deres interne kemi på scenen i den grad også må afspejle deres kemi udenfor scenen. Deres samspil får publikum til at føle, at den lille trio har været venner i en menneskealder. Bruno og Nielsen er skønne i rollerne, om end de begge virker lidt mere fjantede og knapt så begavede, som man oprindeligt så Ove Sprogøe og Ebbe Langberg i rollerne, men med den type kvinder, som denne opsætning afspejler, kan man jo egentlig godt forstå det.
Kvinderne har nemlig brugt de sidste 65 år på at udvikle ben i næsen. I stedet for at være håbløst forelskede, stiller de krav til deres kommende ægtefæller og finder sig i den grad ikke i hvad som helst. Søstrene Hornemann spilles af Marie Louise Hansen (Lone) og Karoline Toksvig Gammelgaard (Laura), der begge formår at give de unge bejlere kamp til stregen. Begge synger de som en drøm, og deres måde at sno mændene er ikke alene virkelig sjovt men også et dejligt, moderne twist til historien.
Debutanten Kathrine Lemmeke Madsen kaster sig ud i rollen som Henriette, der oprindeligt blev spillet af Susse Wold. Men også Henriette har udviklet ben i næsen, og får pludselig forklaret publikum, hvad der egentlig skete, siden hun ikke hørte mere fra Ditlev efter deres romantiske møde i togkupeen i de schweiziske Alper. Hendes vrede og stædighed klæder rollen, der ellers blot tog til takke med Ditlev uduelighed, men Lemmeke Madsen tilfører Henriette et ekstra skud power. Især med sangen ”Hvordan?”, hvor Henriette får fortalt et par sandheder eller to om Ditlev – til Ditlev. Hendes og Mølsteds samspil og romantiske forhold er smittende, og man sidder virkelig og længes efter, at de til sidst får hinanden. En glimrende debut for den unge debutant, der både kan spille og synge musical.
I rollerne som Peters far Frederik ses Michael Hasselflug overfor Maria Skuladottir i rollen som Lise – den rigtige Donna Lucia. Deres ulykkelige kærlighed får nyt liv af de to skuespillere og især Skuladottir synger som altid som en drøm.
Søren Bech-Madsen er bejleren til Donna Lucia og sikke en bejler. Bech-Madsen giver Hans W. Petersen kamp til stregen, når han åndeløst drøner rundt efter den brasilianske multimilionøse og samtidig styrer sine niecer med hård hånd.
Forestillingens ultimative joker uden tvivl Kim Brandt i rollen som tjeneren Olufsen. Brandt er helt genial i rollen, som den knap så spise tjener og hans mimik og ageren på scenen er helt uundværlig for musicalens humoristiske del. Selv når han synger ”Alt ånder fred” i samspil med det øvrige ensemble og blandt andet anklager de morgenfriske fugle for at lyve, ligger salen flad af grin. Publikum er hurtigt med på den præmis, der hedder, at alt Olufsen gør er sjovt.
Med hjælp fra et dygtigt orkester under ledelse af Martin Konge og et knivskarpt ensemble, der kan både danse og synge, kommer Fredericia Musicalteater i mål med et remake af en af dansk films mest kendte farser. Jonas Vestergaards Scenografi er genial og sceneskift er absolut elegante; disse foregår både som en del af historiefortællingen, men også på nærmest usynlig vis, når det er det, der er behov for. Det hele er sammen med lys- og lyddesign tænkt ind i en større enhed i en sådan grad, at man endda formår at skabe en parklabyrint på scenen og skabe fornemmelsen af en køretur langs landevejen. Prikken over i’et bliver Anna Juul Holm og Lotte Martine Blichfeldts kostumer, der for alvor sætter stemningen og indrammer fortællingen.
Alt i alt må man sige, at Mads Æbeløe Nielsen, Nikolaj Tarp, Claus Reenberg og Rob Hartmann med hjælp fra Mads M. Nielsen som instruktør kommer rigtig godt i mål med Arvid Müllers romantisk farce fra 1958, der stadig holder i det Herrens år 2023.
’Charles Tante’ spiller på Fredericia Musicalteater fra 15. september
Efter manuskript af Arvid Müller – bearbejdet af Mads Æbeløe Nielse, Nikolaj Tarp, Claus Reenberg og Rob Hartmann.
Instruktør: Mads M. Nielsen
Koreograf: Ernestine Ruiz
Scenograf: Jonas Vestergaard
Kostumer: Anna Juul Holm og Lotte Martine Blichfeldt
Medvirkende: Lars Mølsted, Magnus Bruno, Mikkel Emil Lynge Nielsen, Kathrine Lemmeke Madsen, Marie Louise Hansen, Karoline Toksvig Gammelgaard, Michael Hasselflug, Maria Skuladottir, Søren Bech-Madsen, Kim Brandt m.fl.
