Østre Gasværk Teater præsenterer musicalen ‘Charlie og Chokoladefabrikken’. Se stykket med dit lyse uspolerede barnesind og giv dig selv en magisk “choko-fantastisk” eventyrlig oplevelse, der byder på en aften i storslåenhed af et musikunivers. En drømmende aften, hvor alt kan lade sig gøre, hvor både magien og fantasien får lov til at folde sig ud.

De fleste kender historien om den fattige dreng Charlie, som ønsker at vinde Guldbilletten gemt i en Wonka chokoladebar. Fem meget forskellige børn finder guldbilletten heriblandt Charlie, og de kommer på rundvisning på selveste slikkongen Willy Wonkas chokoladefabrik. Dette bliver mødet med en eventyrlig verden, hvor hvert barn forsvinder på den ene mere forunderlige måde efter den anden. For der er mange hemmeligheder på Willy Wonkas chokoladefabrik.

Hvis man har set filmudgaven af ‘Charlie og Chokoladefabrikken´ fra 2005 med Johnny Depp i rollen som Willy Wonka, kender man historien. Den lidt ældre generation vil kunne huske filmatiseringen tilbage fra 1971 med Gene Wilder i rollen som Willy Wonka. Begge filmatiseringen har vakt stor succes og er blevet ægte filmklassikere. Østre Gasværks opsætning af ‘Charlie og Chokoladefabrikken’ er lige så dejlig en hyldest som filmene og absolut en fremragende teateropsætning.

Carsten Svendsen spiller Willy Wonka, og han gør det absolut fremragende. Han har en charme og udstråling på niveau med en ung Dirch Passer, og hans sangstemme er ren nydelse. Carsten Svendsen er perfekt castet til rollen som Willy Wonka, for han indtager den store scene og med sin mimik, lune og stemmeføring, og hans skuespil er på et meget højt niveau.

Kurt Ravn som har en mindre rolle som Charlies Bedstefar Granpa Joe og er lige så betagende på scenen. Hans karakterskuespil og sceneerfaring kan noget magisk, og når han synger, kan man høre stilheden i salen af bare ren beundring over hans smukke og kraftfulde sangstemme.

I rollen som Charlie skiftes de to yderst talentfulde drenge Bertram Hasforth Klem og Bertram Jarkilde. På premiereaftenen var det Bertram Hasforth Klem, som stod på scenen, og der er ingen tvivl om, at denne lille dreng med den meget store stemme, er en allerede stor men også kommende musicalstjerne in spe. Ham kommer man bestemt til at høre mere fra. Sangmæssigt er ‘Charlie og Chokoladefabrikken’ virkelig en nydelse af de få.

Scenografisk er stykket et overflødighedshorn af eventyrlige scener, der vækker fantasien og barnesindet og som åbner for en verden af spiselige blomster, eventyrlige rejser, farver, lys, stjernehimmel, ligesom kostumerne er perfekte og smukke.

‘Charlie og Chokoladefabrikken’ på Østre Gasværk Teater er en gave, enhver burde give sig selv. Det er ren glæde, varme, humor og talent, der løfter sig fra scenen og går direkte i publikums hjerter.

Forestillingen er et ‘Must See’ for alle og har hermed vores varmeste anbefaling.

Medvirkende: Carsten Svendsen, Kurt Ravn med flere
Instruktør: Rune David Grue
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesigner: Karin Gille
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 11. februar til 27. marts 2022