Come from Away

Come from Away - Foto: Rumle Skafte
Come from Away - Foto: Rumle Skafte

En vel nærmest ufortalt og gemt historie, har fundet vej til scenen i Fredericia, hvor Fredericia Musicalteater opsætter Irene Sankoff og David Heins ’Come from Away’. En historie om nogle af de mange historier og skæbner, der også var en del af 9/11.

Da terroren viser sit grimme ansigt i USA den 9. september 2001, får det konsekvenser for hele verden. Også for de mange europæiske flyrejsende, der er på vej over Atlanten, og tvinges til at nødlande i den lille by Gander i Newfoundland (Canada). Her vikles forskellige menneskers skæbne ind i hinanden, venskaber opstår, forhold brydes og kulturer mødes, når indbyggertallet i løbet af kort tid stiger fra 9 til 16.000.

Hele formatet, hvor de medvirkende skuespillere, spiller en lang række forskellige karakterer er vanvittigt godt og elegant udført. Flere gange opdager man faktisk ikke, at skuespilleren påfører sig en ny jakke eller hat, fordi man sørger for, at publikum er godt underholdt andetsteds. Hele scenen bruges og drejescenen udnyttes til fulde i perfekt samarbejde med scenens store skærm og de visuelle effekter.

Bag succesen står også et vanvittigt dygtigt hold. Lars Mølsted er som altid en sand fornøjelse på scenen, hans energi kan mærkes helt op på balkonerne og hans musikalske niveau er med til at gøre forestillingen til noget særligt. Især som den homoseksuelle Kevin, der er kæreste med Kevin (Oliver Aagaard-Willams) er han skøn. De to herrer er en fornøjelse at følge. Maria Skuladottir er skøn og sød som den kvindelige flykaptajn. Selvom hendes tekster ikke altid giver hende så meget at arbejde med og nogle ganger virker en anelse banale, så leverer hun fuldt ud rent musikalsk.

Johanne Milland er både irriterende anarkistisk og sø i rollen som Bonnie, der kæmper for dyrenes ve og vel. Hun har en power på scenen, som i den grad er misundelsesværdig. En power som også Ulla Ankerstjerne besidder i rollen som Beulah. Ankerstjernes karakter repræsenterer et menneske med et vanvittigt stor overskud og medfølelse overfor andre mennesker, et overskud, som Ankerstjerne formår at spille helt ud til den allerbagerste i salen.

Enkelte steder synes Mads Æbeløe Nielsens oversættelse en anelse banal, om det er oversættelsens skyld eller det danske sprogs mangel på sprogblomster vides ikke, men det spiller dog ind på nogle af sangteksterne, der hurtigt bliver for lyserøde.

Alt i alt er ’Come from Away’ dog yderst vellykket. Kim Aces koreografi er fantastisk og med stor respekt for folk-genren, der kendetegner Newfoundland-området. Benjamin La Cours scenografi binder forestillingen sammen og får det store puslespil til at gå op. Selvom man i løbet af forestillingen undrer sig over de brune plader, der udgør en stor del af scenografien, så går det hele alligevel op til sidst. Thilde Jensen (kostumer) og Jonas Vestergaard (rekvisitør) får på flot vis løst opgaven, der skal få den enkelte skuespiller til at gå fra den ene karakter til den anden i løbet af meget kort tid. Og Martin Konge har forenet det skønnest orkester, der gør det umuligt at sidde stille, hvis man bare har en lille smule forkærlighed for folk-musik – og hvem har egentlig ikke det?

’Come from Away’ er en anderledes historie om, hvordan mennesker kan spille hinanden gode, hvordan vi selv i pressede situationer kan få det bedste ud af det, hvis vi virkelig vil, og hvordan ham, vi tror, vi frygter, måske i virkeligheden slet ikke er symbolet på vores frygt. Forestillingen er både dyb, underholdende, dybt musikalsk, rørende og flot og fortæller en historie, som alle bør kende.

’Come from Away’ spiller på Fredericia Musicalteater fra 21. oktober til 6. november.

Efter historien af Irene Sankoff og David Hein

Instruktør: Thomas Agerholm

Scenograf: Benjamin La Cour

Kapelmester: Martin Konge

Koreograf: Kim Ace

Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen

Kostumer: Thilde Jensen

Medvirkende: Anne Fuglsig, Christian Damsgaard, Jean Michel, Johanne Milland, Lars Mølsted, Mads Æbeløe Nielsen, Maria Skuladottir, Oliver Aagaard-Williams, Søren Bech Madsen m.fl.

Skriv kommentar