Når det genopstandne teater i Fredericia slår dørene op igen, er det med en nyopsætning af børnemusicalen De tre små grise. Fredericia Musicalteater har valgt at starte med en forestilling for fremtidens teatergængere, og at dømme på publikums respons tegner fremtiden godt.
Tag en grisemor med tre grislinger, der er vokset ud af grisestien, en astmatisk ulv med høfeber og et velkendt plot i ny fortolkning og man har en sjov børnemusical og ovenikøbet også lidt for de voksne at grine ad. Hvis man dertil lægger fem kompetente musicalperfomere, har man en forestilling af høj velkendt kvalitet.
De tre små grise Schwein, Nee og Stig er vokset ud af svinestien og flytter hjemmefra, men hvor skal de bo? De vælger at bygge hvert sit hus, som hurtigt trykprøves af den store stygge ulv.
Den stærke men knap så kloge Schwein spilles mesterligt af Thor Vestergaard, og han får energisk mod- og medspil af Nanna Hjort Rossen som den miljøvenlige grisepige, Nee med hang til at plante blomster. Den kloge, bogglade gris får liv af Jacob Damsgaard Ditlev, som virkelig forstår at fremstille den nørdede Stig på humoristisk vis. Bjørg Gamst kan sættes til at spille snart sagt alt, og hendes Mor Gris er da også en fuldtræffer. Som den store, stygge ulv er Lars Mølsted fænomenal, og han har især det helt unge publikum i sin hule hånd, når han er på grisejagt.
At spille børneteater af høj kvalitet er en udfordring af de store. Der skal virkelig arbejdes for at nå ud over scenekanten til det helt unge publikum, men når man først derud, har man et altædende et af slagsen. Det er en kunst, som de fem medvirkende i den grad mestrer. Der kommenteres højlydt fra salen, og ulven får gode råd undervejs.
Scenografien er holdt i en barnlig, naivistisk stil, som det unge publikum kan forholde sig til. Der skabes et univers, som børnene lynhurtigt bliver en del af, det er leg og indlevelse. Det er en ordentlig en på opleveren! At der så oveni er et humoristisk voksenplan i forestillingen, gør børnemusicalen til en familieoplevelse, så alle får noget med derfra.
Man kommer selvfølgelig ikke uden om musik og lyd, når det drejer sig om en musical. Til at bakke de medvirkende op musikalsk er der en velspillende kvartet under ledelse af Martin Konge, og George Styles’ melodier og Mads Æbeløe Nielsens danske tekster bliver hurtigt ørehængere, som man efterfølgende kan gå og nynne.
Fredericia Musicalteaters åbningsforestilling lover godt for teatret og for, at man igen kan opleve musical af høj kvalitet i byen.
De tre små grise spiller frem til den 19. september 2021 på Fredericia Musicalteater.
Medvirkende: Thor Vestergaard, Nanna Hjort Rossen, Jacob Damsgaard Ditlev, Bjørg Gamst og Lars Mølsted
Musik: George Stiles
Tekst: Anthony Drewe
Dansk bearbejdelse: Mads Æbeløe Nielsen
Instruktør: Mads M Nielsen
Kapelmester: Martin Konge
Koreograf: Ernestine Ruiz
Scenograf: Jonas Vestergaard
Digital scenografi: Ane Nejsum
Kostumedesigner: Anna Juul Holm
Lysdesign: Martin Jensen
Lyddesign: Tim Høyer