I denne sæson er der mange musicalopsætninger at vælge imellem. Blandt disse kan man finde musical teateropsætning `DIVA` lidt hengemt i Grøndalscenteret på Folketeatrets store scene.

Man kan retorisk spørge sig selv? Hvad er det, som gør en musical god endda fuldendt? Det er den unikke kombination af den gode historie, den gode formidling af den gode historie, gode sange, sangtekster, sangere, et skuespillercast, der kan deres håndværk – deres kram som skuespillere. Scenografer, kostumierer, lyd- og lysfolk, der kan skabe stemning, som understøtter/fremhæver forestillingen med mere.  Det vil sige – alt skal gå op i en højere enhed, og gerne lidt mere til –  
før en musical kan kaldes fuldendt.

`DIVA` er ikke kun en god musical, den er FULDENDT.  `DIVA` er nyskabende, ung, forfriskende, dyb, sjov, medrivende og meget overraskende. I programmet fremhæves ´DIVA´ som en musicalkomedie. `DIVA´ er sjov, og man kan ikke lade være med at lade sig overgive til latteren. Dog har `DIVA´ helt klart mere tyngde end ”bare” sjov, `DIVA´ tager flere temaer, trends & tendenser op, der rammer rent med deres aktualitet.  Samtidig er `DIVA´ et brag af en fest.

Publikum er til årets filmprisuddeling og skuespillerinden Lina Falck (Kia Mandsbjerg) vinder ikke ”Bedste Kvindelige hovedrolle”, og det tager hun tungt. Men da hun hører, at den nye film ”Gudinde” skabt af den danske instruktør og Oscar-vinderen Gert Hammel (Mark Fjordbæk Oreskov) mangler en kvindelig skuespiller til hovedrollen, er der håb forude. Lina er dog ikke den eneste, som er interesseret i Gudinde-hovedrollen. Tre andre skuespillerinder kæmper for samme rolle. Den lidt ældre (ældre end 35 år) skuespillerinde Dagmar Reinholdt (Mary Jean Moore). Den unge sangerinde Annabella Rasmussen (Mille Wong), som har vundet X Factor og nu skal prøve sig som skuespillerinde samt den engelske/amerikanske Brigitte Garbo (at forveksle med Brigitte Bardot) (Alisha Mae Williamson Meadows).

Historien handler dog om meget mere end om tre skuespillerinder, der kæmper om hovedrollen i ”Gudinde”. `DIVA´ giver en meget ny indsigt i en benhård og meget konkurrencepræget film- og teaterbranche. Krydret med Spotlights to Tv-værtinder Xenia (Caroline Bang Fredensborg) og Zille (Ida Winding Larsen), som er skønne i deres hysterisk morsomme karikerede version af to poppede og fjollede tv-interviewer.  

Alt i alt er der hele 40 skuespillere og statister med i denne forestilling. Og man får lyst til at rose dem alle, for deres uomtvistelige talent og roller er med til at uddybe historien om de tre skuespillerinders liv, det kan være som barn, kæreste, assistent med mere, og de gør de fuldendt.

Under første akt af ´DIVA´ er der ingen tvivl om at skuespillerne på scenen har en fest uden lige. Men som publikum/anmelder sidder man med en følelse af at være til amatørteater på et fint niveau – utrolig nok som det lyder at skrive i en 6-stjernet anmeldelse.

Hold ud og vent til anden akt af `DIVA`. Anden akt af `DIVA` begynder på præcist samme måde som første akt, og man når lige at tænke, er det en fejl? Men så tager hele musicalen en drejning nærmest på Quentin Tarantino niveau.  Og pludselig giver hele følelsen af amatørteater mening. Uden at skulle afsløre for meget, er meningen med første akt netop at give publikum følelsen af amatørteater.

At se en musical og føle sig beriget på flere plan. Det er noget, som sker virkelig sjældent. `DIVA` gør dette ved en. Branchefolk og medarbejdere i den danske musicalbranche burde tage ind og se `DIVA`, for de kan kun gå inspireret derfra. Talentmassen er kolossal, ikke kun blandt de 40 mennesker på scenen. Manuskriptforfatter Rasmus Mansachs kan i den grad skrive, og sammen med Lars Rahbek Andresen har de to skrevet virkelig gode sangtekster og gode melodier.

Første akt og første scene – ”Årets største fest” er desværre præget af at man ikke kan høre, hvad skuespillerne/sangerne siger/synger. Deres mikrofoner er simpelthen ikke skruet højt nok op i forhold til baggrundsmusikken. Dette bliver heldigvis hurtigt rettet op, og dette er nok aftenens eneste skønhedsfejl.

Som anmelder skal man ikke kaste om sig med 6 stjerner, selvom man har haft nok så skøn en aften i teatret og har følt sig folkeligt underholdt. Her er de 6 stjerner givet på rette plads, for forestillingen `DIVA` kan ét eller andet nærmest magisk.

DIVA på Folketeatrets turnéscene
Instruktør/manuskript: Rasmus Mansachs
Sange: Lars Rahbek Andresen, Rasmus Mansachs
Korleder/instruktør: Jakob Blegvad Stenz
Koreograf: Kenneth Parsberg
Koreografassistent: Noazofia Bjørk Arnfred
Produktionsleder: Madeline Robdrup Heltberg
Lys: Mikkel Bedsted og Julius August Kjærbo Pallesen
Lyd: Mikkel Nordenhof, Madeline Robdrup Heltberg, Thomas Sehested Larsen
Spilleperiode: 21. april til 7. maj 2022