Kan man blive ved at genfortolke en klassiker og ovenikøbet oversætte nogle sange, der for de fleste har spillet en markant rolle i deres ungdom, og stadig slippe godt fra det? – Ja i hvert fald når One and Only Musicals og et vanvittigt dygtigt og engageret hold står bag opsætning.

Silas Holst er her, der og alle vegne i øjeblikket. Han har lige afsluttet en vanvittig succesfuld tour med ’The Boyband Tour’ og danser sig nu videre i danskernes hjerter som Danny Zuko, en rolle, der oprindeligt blev spillet af John Travolta, men som faktisk spilles endnu bedre af Silas Holst. Holst ikke alene synger og danser som en drøm, men har også fået virkelig godt styr på skuespillet og tilfører Danny lige præcis den charme, usikkerhed og maskulinitet, som rollen bør indeholde samtidig med, at han er kikset, kejtet og kæk på og synger sig ind i samtlige hjerter med sangen ’Sandy’. At han er på plakaterne til de næste mange forestillinger hos One and Only Musicals, forstår man jo godt, han er et virkelig dygtigt og sikkert kort.

Neel Rønholt har for første gang kastet sig ud i musicalgenren, og det er en ganske flot debut. Hun er sød og tilpas korrekt og kedelig som Sandy, men tilfører alligevel også karakteren lidt mere styrke og gåpåmod, end Olivia Newton Johns Sandy havde det i sin tid. Rønholts Sandy finder sig lidt mindre i tingene, og Rønholt og Holst bliver et virkelig sødt par. Hun engagerer sig dybt i sangene, og selvom hun ikke altid kan synge salen helt op, så leverer hun med en så stor portion charme og uskyldighed, at man køber den alligevel.

Forestillingens ukronede dronning er dog Lea Thiim Harder i rollen som Rizzo. Harder er fantastisk i rollen og faktisk mere rå og rap i replikken end Stockard Channing var det i sin tid. Man skiftevis griner, forarges og elsker Rizzo og hendes manglende selvtillid og begejstres over Harders væsen og ikke mindst sangstemme. Hendes samspil med Joakim Lind Tranberg, der spiller Kenickie, er fantastisk. De går fra nul til hundrede på få sekunder og er lige flabede i deres tilgang til karakteren.

Sara Gadborg hiver aftenens stik hjem i rollen som ’Teen Angel’ og får aftenens nok største bifald, et bifald der faktisk sætter forestillingen i stå for en stund, fordi publikum ganske enkelt ikke kan stoppe med at klappe. Hendes register og timing er fænomenal. Hun ejer ikke kun scenen men hele salen og har i den grad folks opmærksomhed, når hun på elegant vis leverer ’Beauty School Dropout’.

Generelt må man sige, at noget af det mest bærende i forestillingen netop er skuespillernes samspil. De virker som en stor flok, der måske netop kunne have gået på Rydell High sammen. De spiller hinanden gode og får lov at shine hver især. Lasse Dyg, Christian Collenburg og Thor Vestergaard er fantastisk castet til rollerne som Roger, Doody og Sonny og de får for alvor lov at vise, hvad de kan hvad enten det kommer til sang, dans eller skuespil. Deres kvindelige modstykke – Pink Ladies – udgøres af Alberte Kyst, Nanna Rossen og Fie Alberte Damgaard, der er lige så skønne som drengene i deres lille pigegruppe, hvor især Nanna Rossen som Jan hurtigt blive en af favoritterne.

Der er for alvor lagt vægt på, at hver en lille detalje skal fungere. Silas Holst har debut som koreograf – og sikke en debut. Der danses på livet løs til kendte trin, der krydres med fornyelse, men som stadig udgør alt det, vi elsker og husker fra Grease. Scenografien er simpel men flot og fungerer i den grad i en forestilling, hvor man lader skuespillerne shine, og hvor selv det meget dygtige ensemble får lov at spille en lige så væsentlig rolle som hovedrollerne. Man får indtrykket af et godt og sammentømret hold, hvor det for alvor har været sjovt at gå på arbejde. Oven i købet har Thomas Bay og Mads Æbeløe formået at oversætte klassikerne uden, at de bliver for kvalmende, men tværtimod bliver både sjove og skarpe i en sådan grad, at man hurtigt glemmer, at ikke alle sange synges på originalsproget.

One and Only Musicals har formået at genopsætte, bevare og forny en klassiker, som i en tid hvor nyhederne oversvømmes af dårlige nyheder, for alvor føles befriende, og hvor alle aldre kan samles og nyde et par timer med god underholdning, dans og sang. Tak for det.

’Grease The Musical’ spiller I Falconer Salen på Frederiksberg og hereafter på Vejle- og Holstebro Musikteater.

Manuskript, musik og sangtekster: Jim Jacobs og Warren Casey

Oversættelse af dialog: Pierre Westerdahl og Ina Bruhn

Oversættelse af sang: Thomas Bay og Mads Æbeløe Nielsen

Instruktør: Frede Guldbrandsen

Scenograf: Steffen Aarfing

Koreograf: Silas Holst

Kapelmester Joakim Pedersen

Medvirkende: Silas Holst, Neel Rønholt, Lea Thiim Harder, Joakim Lind Tranberg, Alberte Kyst, Lasse Dyg, Nanna Rossen, Christian Collenburg, Thor Vestergaard, Fie Alberte Damgaard, Patrick Terndrup, Linea Høeg Olsen, Natasja Arcel, Ole Boisen, Sara Gadborg m.fl.