Det starter næsten som den årlige familieudflugt ud i det grønne, hvad enten man selv medbringer mad eller spiser i ’Spisehuset’, hvor Hotel Aarup Kro står for den traditionelle og lækre menu. Når den fysiske sult er stillet, kan den kulturelle derefter blive tilgodeset, når Frøbjerg Festspil byder på musicalen ’Hair’.
Scenen lader ingen være i tvivl om, at vi befinder os i New York i de vilde 60’ere med ungdomsoprør, flower power og politiske brydninger, hvor Gerome Ragni og James Rado skrev originalversionen af ’Hair’. Vietnam krigen raser og unge mænd i hobetal indkaldes til den amerikanske hær for senere at komme hjem i kister. Over for det gør mange unge mennesker oprør og agiterer for fred og kærlighed – ofte påvirket af diverse stoffer, som uundgåeligt også påvirkede den musik, de unge skrev og lyttede til.
Til forskel fra musicalens originale musik, er Frøbjergs udgave tilpasset 2024-ører, og arrangementet er dermed ikke helt så syret og psykedelisk. Julie Strange styrer både orkester og kor sikkert gennem hele forestillingen – som sædvanligt, fristes man til at sige.
Anders Vesterholms scenografi til dette års Frøbjerg festspil imponerer med mange detaljer som for eksempel indbygget pool og vandfontæner, og selv Frihedsgudinden er der blevet plads til.
Steffen Kaas fantastiske lysdesign fuldender scenografien. Dog var det en skam, at teknikken svigtede på premiereaftenen, så Sheilas enormt flotte og pompøse kjole ikke fik helt den tilsigtede virkning, så premierepublikummet må nyde synet på pressefotos.
Når vi nu er ved kostumerne, har Vibeke Valeur endnu en gang designet dem, så de i den grad understreger perioden, hvor ’Hair’ foregår, med flower power-tøj med ekstra vidde i bukserne og store veste; men også bedsteborgere og militærpersoner er klædt behørigt på. Hår eller ’Hair’ spiller selvfølgelig en stor rolle i denne musical, ikke mindst langhårede parykker med regnbuefarvede pandebånd, som er med til at fange tidsånden, da det lange hår til begge køn spillede en stor rolle i ungdomsoprøret i 60’erne. Tenna Hestehauge er kvinden bag hår og make-up, og det fortjener hun ros for.
Carsten Friis som rorgænger med Patrick Svingholm Terndrup som næstkommanderende har formået at få skuespil, sang og dans til at gå op i en højere helhed med endog meget overbevisende præstationer og ditto timing.
Patrick Svingholm Terndrup har assisteret af Stine Haurballe Habekost stået for koreografien til dette års forestilling, og det er fantastisk at se, hvor legende let det ser ud, når alle de mange dansere og skuespillere flyver hen over scenen i vel tilrettelagte og timede koreografier.
Ingen musical uden sangere, og i Frøbjerg har man fået castet et helt ensemble med stemmer på professionelt niveau. Det er en sand fryd at lytte til hele ensemblet i numre som ’Den nye tid’ og ’Hare Krishna’; og på solistfronten er det især Nicolai Hede, Jonas Cheblaoui, Emma Augustesen, Sofie Brylle, Lasse Krintel, Bjørn Valentin og Anna Gjerløff, der udmærker sig med fremragende præstationer på meget højt niveau.
Lyddesign skal der selvfølgelig også til ved en musical, og her er det lagt i hænderne på Kristian Kühnel, som er lykkedes med løse den til tider vanskelige opgave til UG.
Man fornemmer, at Frøbjerg Festspil er en holdpræstation, hvor folk både på og bag scenen løfter i flok og får skabt en storslået forestilling, som absolut er et ’must see’.
’Hair’ spiller på Frøbjerg Baunehøj frem til den 24. august 2024
Manuskript og sangtekster (engelsksproget original version): Gerome Ragni og James Rado
Musik: Galt MacDermot
Instruktør: Carsten Friis
Koreograf og instruktørassistent: Patrick Svingholm Terndrup
Scenograf: Anders Vesterholm
Lyddesign: Kristian Kühnel
Lysdesign: Steffen Kaa
Kostumier: Vibeke Valeur
Hår og make-up: Tenna Hestehauge
Kapelmester og korleder: Julie Strange
Medvirkende: Nicolai Hede, Jonas Cheblaoui, Emma Augustesen, Sofie Brylle, Lasse Krintel, Bjørn Valentin, Anna Gjerløff, Albert Malmose, Allan Kirkebæk Jensen, Reidun Christensen, Emil Hauvgaard Jepsen, Frederikke Milling Mogensen, Sebastian Holm, Josva Jacobsen m.fl.