Musicalen ´Jersey Boys´ om gruppen ´Four Seasons´ så dagens lys i 2004, hvor den havde premiere i San Diego. Året efter kom den til Broadway, og her små 20 år efter har hitmusicalen så ramt Danmark med premiere i Tivolis Koncertsal.

Benjamin La Cour har skabt en flot scenografi til koncertsalens brede scene. De medvirkende har flere niveauer at spille på med ståltrapper op til på den ene side et vandtårn, så vi med det samme etablerer, at vi befinder os i USA. Det er en god ramme at fortælle den legendariske historie om ´Four Seasons´, der med hits som ´Oh What a Night´, ´Cant Take My Eyes Off You´ og `Sherry´ bevidst eller ubevidst flyder i de flestes musikalske DNA.

Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard og Jesper Paasch er de fire knægte fra Jersey, der i hvert fald økonomisk slipper ud af underklasse- og arbejderklassesumpen. Der var ifølge et af gruppens medlemmer Tommy DeVito kun tre måder at slippe væk fra kvarteret på. ”Du kunne tilslutte dig hæren. Du kunne blive del af mafiaen. Eller du kunne blive en stjerne.”

De er alle fire virkelig velcastet. De er alle velsyngende, veldansende og har udseendet med sig, så man tror på, at de kunne have været del af succesgruppen. Mikkel Hoé Knudsen er Frankie Valli, og han har virkelig stemmen til at gå i falset, hvilket gav ´Four Season´ den helt specielle sound. Mikkel Hoé Knudsen er den, der giver det mest ægte portræt, og man forstår hans smerte, da han mister sin datter til en overdosis. Johannes Nymark er tilpas fræk som Tommy DeVito, der i hvert fald ifølge ham selv var idemand til gruppen, men som fremstår som noget af en sjuft, der har svært ved at holde sig på den rigtige side af loven, og som uafladeligt opbygger gæld. Søren Torpegaard Lund er fin som den noget glatte Bob Gaudio, der var gruppens komponist. Han har en utrolig stemme, men han står lidt svagt i samspillet med de damer, han skal score. Jesper Paasch har gruppens basstemme, og han er sjov, når han ironisk erklærer, at han ikke siger så meget.

Historien om de fire drenge fra Jersey, hvis værdier var en kombination af mafia og arbejderklasse, er fundamentalt spændende. Det er altid interessant at høre om personer, der har succes som mønsterbrydere.

Det er en velsmurt amerikansk musicalmaskine, som teamet bag med Thomas Agerholm i spidsen som instruktør har skabt. Kim Ace har skabt en ferm og sjov koreografi, og alle dansere leverer, og at en hulahopring kom på afveje ud til publikum på premiereaftenen, er kun sjovt. Scenografi, kostumer, lys og lyd er i top, så alle hits strømmer publikum i møde.

Formentlig er man som producent af en konceptmusical underlagt mange restriktioner. Det gør hele foretagendet en anelse for pænt og sine steder lidt kedeligt.

De forunderlige hits er der dog stadig, så nyd dem i fulde drag.

Jersey Boys

Musik: Bob Guardio
Sangtekster: Bob Crewe
Manuskript: Marshall Brickman og Rick Elice
Instruktør: Thomas Agerholm
Scenograf: Benjamin La Cour
Kapelmester: Morten Vestergaard
Creative Executive Producer: Thomas Langkjær
Produktionsselskab: Lion Musicals

Medvirkende: Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard, Jesper Paasch

Ensemble: Christina Thomsen, Johanne Milland, Matilde Zeuner, Mikkel Vadsholt, Morten Hemmingsen, René Wormark, Christopher Rørmose, Kristoffer Sass, Henrik Launbjerg, Lasse Dyg og Alberte Hønnicke Kyst.


Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Spilleperiode i Tivolis Koncertsal: 4. oktober – 21. oktober 2023 – derefter turné i hele landet