Kærlighed ved første hik – The Musical

Hvis du vælger at tage en af Danmarks måske største teenage kultfilm under luppen for at gøre den til en musical, så skal du være 100 procent klar over, hvad du gør og ikke mindst, hvad du er oppe imod. De mange teenagere som i sin tid elskede alt, der havde med Kærlighed ved første hik såvel som hovedpersonerne Anja og Viktor og ikke mindst Innocent blood at gøre, er nemlig vokset op og blevet til kritiske anmeldere – især når du piller ved elementer fra deres ungdom og oven i købet gør det til en dybt forvirrende, pinlig og på ingen måde sammenhængende forestilling.

Jovist enkelte elementer og skuespillere kæmper virkelig ihærdigt for, at det hele skal fungere, men selv den dygtigste kunstner kan ikke redde en historie, der nærmest virker amatøragtig. Enkelte af de meget ikoniske scener fra filmen fungerer, når de spilles på de skrå brædder, mens blandt andet scenen, hvor lillebror Esben skal købe “kordonner” for sin storebror, fuldstændig falder til jorden og mest af alt ligner noget fra en skolekomedie. Faktisk må man nok indrømme, at aftenens forestilling af flere omgange kan sammenlignes med en skolekomedie, hvor forventningerne til folkene på scenen er af en lidt anden karakter.

Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen er tilbage i de ikoniske roller som Anja og Viktor. Viktor er blevet brandmajor og Anja er stadig på et reklamebureau, der på en fuldstændig underlig og akavet måde nærmest skriger på en #metoo-kampagne samtidig med, at de uden nogen forklaring bruger Spice Girls` “Wannabe” som deres slagsang. Anja er blevet træt af livet som husmor og af Viktor, der har mere travlt med at være brandmand, se Champions League og spise flæskesvær end med at være kæreste med Anja. Derfor er Anja flyttet hjem til sin far, alt imens hun forsøger at realisere sig selv og kaster sig ud i en romance med en lidt for pop-smart type ved navn Tobber spillet af Oliver Bjerrehus. Umiddelbart skulle man jo tro, at en sådan rolle lå lige til højrebenet for Bjerrehus, og jovist skuespillet kunne da også være værre, men det kunne så sandelig også være bedre. Igen bliver det lidt for meget skolekomedie eller dilettantforestilling, blandt andet når man forsøger at lade Tobber synge med hjælp fra Innocent Blood, og en noget uengageret Bjerrehus nærmest kun kan svinge sig op til at mime med i en sådan grad, at det med lyd på højst var blevet til lidt mumlen. Det bedste indslag bliver næsten, da han mere eller mindre uden nogen grund smider tøjet midt på scenen, omend man står tilbage med tanken om, at det ikke handler om at underbygge historien, men i stedet fokuserer på, at Oliver Bjerrehus fortsat er en pæn mand.

Lassen-Kahlke leverer en hæderlig præstation og har en skøn sangstemme, men der er langt fra Anja på lærredet til Anja på scenen. Charmen er der stadig, men indlevelsen i rollen svigter – om det direkte er Lassen-Kahlkes skyld eller i stedet det fuldstændig absurde forsøg på en musical, kan man sætte spørgsmålstegn ved. Noget man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, er Robert Hansens manglende evner og nærmest kejtede og pinlige skuespil. Lige så elsket og feteret han var for sin drengerøvsagtige attitude på det store lærred, lige så akavet er det at se ham hutle sig igennem en hel forestilling. Flere gange bliver man helt i tvivl om, om han egentlig skal være på scenen, blandt andet når resten af ensemblet synger eller danser, og han nærmest tilfældigt står og nynner med eller vrikker rundt, som var han til en gymnasiefest.

Aftenens højdepunkter bliver “de nye” Anja og Viktor spillet af Anna Clara Sachs Leschly og Nicolai Jensen, der begge er to ret uøvede og nye kræfter på musicalscenen. Begge formår at vække karaktererne til live og fortælle historien, som vi alle kender, påny. Mest af alt imponerer Nicolai Jensen dog, der som nyuddannet multimediedesigner er helt grøn på de skrå brædder.

Herudover er det de to garvede, Joachim Knop og Karl Bille, der i samspil med Rene Wormark bidrager til godt humør og gode minder på scenen. Wormark gør det fantastisk som den unge Peter, der med årene husker sig selv mere og mere som en “Ulven Peter” type – skønt leveret af Knop.

Det største lyspunkt er dog Innocent Blood, der oprindeligt lavede musikken til filmen. Bandet er gået sammen for at medvirke i musicalen, og de gør det fantastisk. Ideen med at inddrage dem i historien er god men lidt rodet, men så længe de spiller hits, som mange har danset og skrålet med på til gymnasiefester, kan de slippe afsted med meget. Bandet leverer uden tvivl aftenens bedste performance og fortjener i sig selv en ekstra stjerne.

Hvad Peter Langdal og de resterende folk bag forestillingen helt præcist har tænkt, må stå hen i det uvisse. Det er ganske enkelt for rodet, usammenhængende og en nærmest meningsløs historie. Blandt andet kan man undre sig over, at der ikke gøres mere brug af Lea Thiim Harders store talent og skønne sangstemme.

Som udgangspunkt skulle man allerede fra start have besluttet sig for, om man ville lave historien, som vi alle kender den, eller bygge videre på den – selvom dette jo allerede er gjort på film med noget større succes, end det gør sig gældende for musicalen. Skuespillet bliver plat og amatøragtigt, og selvom flere af scenerne –  blandt andet brandmændene, der danser i bedste “The full Monty”-stil – er sjove, når de står for sig selv, så virker de ganske enkelt ikke i det store hele. Det giver ikke mening i den store sammenhæng, og historien bliver rodet og underlig og hele forestillingen bliver nærmest pinlig.

Det er synd, og det er en ommer…

Spiller i Tivolis Koncertsal fra 20. september og tager derefter på turne rundt i landet.