Matador, hele Danmarks kulturskat – så meget endda, at man på et tidspunkt ikke kunne bestå danskhedstesten uden at kunne svare på spørgsmål fra vores alle sammens Matador. Men de fleste her i landet har da også på et eller andet tidspunkt i deres liv set hele eller dele af den berømte serie fra 1978. Lige så mange kender til Maude, dengang spillet af Malene Schwartz, der ofte valgte at gå i seng, hvis tingene blev lidt for meget. Barnepigen Frk. Hollenberg hos Varnes, som altid udbrød ”av min arm”, hvis noget blev lidt for spændende i husholdningen. Og sidst men ikke mindst grisehandler Larsens hunden Kvik, der lærte at tage godbidder efter om de blev kaldt danskere eller tyskere. Den serie er kommet for at blive og vil nok uden tvivl fortsætte i mange generationer endnu. Derfor har Susanne Bier og Anders Thomas Jensen også taget chancen og skrevet denne musical-udgave af Matador i samarbejde med seriens originale forfatter Lise Nørgaard.
Men hvordan cutter man 24 meget lange serieafsnit ned til en to timers forestilling? Nogle af karakterende fra serien har været nødt til at ryge i svinget. Nogle af dem vi ellers kender temmelig godt fra serien bliver kun omtalt ved navn og andre hører man slet ikke om. Stuepigen Agnes og hendes mand Lauritz er for eksempel ikke en del af musicalen, det er konkurrenten manufakturhandleren Arnesen og Hr. Varnæs’ unge elskerinde heller ikke, men de bliver trods alt omtalt ved navn.
Omdrejningspunktet er dog stadig de to familier Skjern og Varnæs, hvor de voksne til at starte med ikke kan udstå synet af hinanden, men som tiden går dog uundgåeligt bliver indvolveret mere og mere i hinandens familier.
Man kan dog godt mærke, at det har været svært for manuskriptforfatterne at ’kill your darlings’ i forhold til at udvælge, hvilke scener der skulle indgå i musicalen. For det meste rammer de rigtigt, men der er også flere steder, hvor man sidder med følelsen af – hvorfor skal den scene lige med, ud af alle dem, I havde haft at vælge imellem? Nogle steder bliver scenerne meget korte og kommer derfor til at virke lidt overflødige.
Samtidig bliver det meget internt, på den måde, at du skal kende serien ret godt på forhånd for at vide, hvorfor netop de scener er sådan og hvilken relation karaktererne har til hinanden, for der er ikke en meget tydelig karakterpræsentation eller -opbyggelse i musicalen. Så kan man måske sige, hvem tager også ind og ser musicalen uden at kende serien, men det er bare lidt farligt bevidst at lave teater på den måde, hvis man vil ramme så bredt et publikum som muligt.
De mest ikoniske og føromtalte scener er dog med, Maude der går i seng og hunden Kvik kommer til alles begejstring ind som en vaskeægte dansk-svensk gårdhund og vælger godbidder på scenen. Ingeborg Skjerns vredesudbrud på Mads Skjern, når han påstår at deres homoseksuelle søn Daniel er syg i hovedet, er heldigvis også med. Hertil tilføjet stykkets nok mest rørene sang af dem alle ”En dreng som mig” sunget af Søren Torpegaard Lund, som spiller den voksne Daniel. Skrevet af Burhan G og Lise Cable, som handler om Daniel, der bare gerne vil accepteres af sin far, som den dreng han nu engang er. Så kuldegysende smuk, rørende og stadig tidsrelevant, den gik også rent ind hos publikum med en lang og hujende applaus.
En særlig fremhævelse af skuespillere, Marie Dalsgaard for sin præstation af Maude, det er så spot on som noget overhovedet kunne være. Samme skrøbelige, fornemme attitude og stemmeføring, præcis, som vi husker fra serien. Daimi Gentle for sin Fru Fernando Møhge, hun er så morsom, genkendelig upassende og opråbende – helt fantastisk. Gordon Kennedy gør det også tilpas morsomt som grisehandler Larsen, hans jokes sidder også lige hvor de skal.
Sidst men ikke mindst har vi hovedrollen Nicolai Jørgensen, som til premieren var kommet til skade med foden og derfor blev det til en Mads Skjern med krykke. Men det tog han med oprejst pande og hvis man ikke i forvejen vidste, at han kan synge, så ved man det i hvert fald nu. Og apropos synge, så må vi ikke glemme at nævne Lea Thiim Harders fantastiske sangstemme med sin rolle som Ingeborg Skjern.
Det er med disse ord ikke skuespillernes skyld, hvis selve opbygningen af stykket haltede lidt hist og her og at scenografien også nogle gange gav associationer til noget der foregår i en skov, fordi scenen er omringet af lysende blade, som kun fungerede, hvis de rent faktisk befandt sig udenfor eller bladene skiftede farve i takt med en dans.
Måske Matador ville fungere bedst som almindeligt teaterdrama, så selve historien kommer mere til sin ret, ikke at der er noget galt med sangene i musicalen, for de passede overraskende godt til, men selve dramaen og dialogerne, som serien er så kendt for, forsvandt ligesom lidt da der i forvejen skulle skæres indhold fra til en passende teaterlængde og endnu mere pga. sangene imellem.
Så ja, selvfølgelig skal man se den, hvis man er ægte Matador-fan, men måske bare ikke forvente, at den indfrier alle ens forventninger eller er 1:1 med serien.
Originalt Manuskript: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen og Susanne Bier
Musik: Lise Cabble og Burhan G
Instruktør: Frede Gulbrandsen
Koreograf: Anja Gaardbo
Scenograf: Benjamin la Cour
Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Lea Thiim Harder, Annette Heick, Carsten Svendsen, Jon Lange, Marie Dalsgaard, Daimi Gentle, Ragnhild Kaasgaard, Gordon Kennedy, Line Krogholm, René Wormark, Nanna Rossen, Søren Torpegaard Lund, Alberte Kyst
