Claude-Michel Schönberg og Alain Boublils moderne klassiker fra 1989 ´Miss Saigon´ har alt, hvad en historie behøver for at fænge sit publikum. Den er romantisk, eksotisk, dramatisk, sjov, politisk relevant og trækker tråde til nutiden.
Det er en forestilling, der er helt nede i detaljen på alle fronter, og det giver en helstøbt oplevelse. Historien er en nytolkning af Puccinis ´Madame Butterfly´.
Handlingen er henlagt til Vietnam i 1975, hvor krigen på det tidspunkt havde raset i over 30 år, men nu var i sin sidste desperate fase. Vi følger den unge forældreløse Kim, der efter sine forældres død arbejder som barpige i Saigon under den lurvede alfons Engineer. Her møder hun den amerikanske soldat Chris Scott, og de forelsker sig hovedkulds. Chris tager tilbage til USA og får ikke mulighed for at tage Kim med. At deres forhold har fået følger, ved han ikke.
Kim Hammelsvang er Engineer. Han bærer forestillingen. Han er en lille ussel lus, der desværre har krammet på en stor gruppe piger i sin natklub. Han vil score penge, og moral er ikke noget, han gør i. Han siger ting, der er så grove, så krænkelsespolitiet ville vende sig i deres grave, hvis de var døde. Kim Hammelsvang er intet mindre end fantastisk. Han synger godt, og han får serveret sine uforskammetheder så morsomt, så det glider ned – uden at det dog går ud over det underliggende alvorlige sceneri. Han er modsætningen til den unge Kim, der helt klædt i hvidt udstråler uskyld (og naivitet), da hun påbegynder sit virke i natklubben. Det er godt tænkt af Scönberg og Boublil, for uden ham ville hele foretagendet være blevet til en sentimental tåreperser. Han er iført det ene mere platte kostume efter det andet, og hans drøm om at komme til USA bliver understøttet af et farvestrålende jakkesæt i farverne fra ´Stars and Stripes´.
Linda Arunee Olofsson er yndig som Kim. Heldigvis er Schönberg/Boublils Kim ikke lige så passiv som Puccinis Madame Butterfly. Her er en kvinde, der trods sin uskyldshvide tro på, at hendes elskede vil komme og hente hende og tage hende med til Amerika, selv handler. At hun så stoler på den mere end ustabile Engineer er en anden sag. Til hendes forsvar må man sige, at hun er i en fortvivlet situation. Hun er alene med sin lille dreng, og en højtstående militærmand (Gerald Santos) vil giftes med hende. Det har hendes forældre lovet. Hun står fast på ikke at være sammen med ham, og det bliver skæbnesvangert for hende.
Christian Lund er sød som den lidt naive og forelskede soldat, der tror, at han med et fingerknips kan få sin elskede med til det forjættede land. Vi føler med ham, når han skriger i søvne efter hjemkomsten, og hans kone Ellen ikke kan nå ind til ham. Ellen gestaltes af Alexandra-Yoana Falkenberg, som tidligere på sæsonen brillerede i ´Forår for Hitler´. Pudsigt så meget et kostume kan ændre en skuespillers udtryk. Hun går fra at være en pige med meget fut i sin tidligere rolle til at være en let kedsommelig type i denne forestilling.
Der bydes på mere end 30 sange, og mange af dem er deciderede ørehængere. Kærlighedsduetten om solo saxofon tager dog prisen. Hvis man ikke er lavet af sten, bliver man forelsket og bedrøvet på en og samme gang, og Christian Lunds og Linda Arunee Olofssons stemmer klæder derudover hinanden.
Ligesom i ´Les Miserables´ (også af Schönberg og Boublil) er der kun sang og ingen tale, og det fungerer virkelig, og med et velspillende og veloplagt orkester på 15 personer ledet af Per Engström, spiller det maksimalt.
Scenografien er enkel og signalerer, at skaberne i den grad har været inde i deres stof. Det består af en mængde bambusstammer, der hænger ned fra loftet til meget konkret at symbolisere ´Bambustæppet`, som var den betegnelse, der blev brugt som en parallel til ´Jerntæppet´ i Europa. Det er næppe et tilfælde.
Det understøttes af farvestrålende videoprojektioner på bagvæggen til at illudere bordelmiljø, kommunistisk propaganda og skyline i Atlanta. Mest imponerende og ikonisk er dog lyset, der panorerer på scenen og ud i teaterrummet, når helikopterne cirkler, og da den endelig i anden afdeling lander og letter på scenen, er der ikke et øje tørt.
Det er et garvet par, der har skabt musicalen, så de ved, hvilke knapper, der skal trykkes på for at få reaktion fra publikum. Og hvis vi ikke havde fattet tragediens omfang, gik det op for os, da Kims og Chris´ lille søn dukker op på scenen. Der gik et suk gennem salen, så kær var den lille Oskar Nguyen Phan.
Engelske Lisa Kent har iscenesat og koreograferet, og hun har skabt flotte dansescenerier, hvor alle stråler i det kompetente cast, der i de vietnamesiske roller er besat med asiatiske kunstnere, hvilket selvfølgelig bidrager til autenticiteten.
Der er bevægende øjeblikke. Da sammenbruddet er klart for amerikanerne, og de skal væk i en fart, giver folkemængden, der gerne vil med ud af landet, mindelser til 2021, hvor amerikanerne endnu engang forlod et krigshærget land – denne gang Afghanistan. Historien gentager sig, må man sige.
Man kunne skrive meget mere om forestillingen, dens tilblivelse, det historiske forlæg og efterdønningerne af den krig, som alle over en vis alder husker med gru. I stedet henvises til det flotte og farvestrålende program, der har flere gode artikler.
Forestillingen spiller til den 6. maj, så der er gode chancer for at tage sin elskede i hånden og se en romantisk, musikalsk, sjov og rørende historie udspille sig på Det Ny Teater.
Miss Saigon på Det Ny Teater
Musik: Claude-Michel Schönberg
Fransk tekst: Alain Boublil
Yderligere tekst: Richard Maltby Jr. Og Alain Boublil
Dansk oversættelse: Peter Laugesen, revideret af Kenneth Thordal
Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent
Scenografi: Paul Farnsworth
Musikalsk indstudering: Per Engström
Lyddesign: Richard Sharratt
Lysdesign: David Howe
Videoprojektioner: Thomas Gray
Instruktørassistent: Michael Lindvad
Medvirkende: Linda Arunee Olofsson, Christian Lund, Kim Hammelsvang, Thomas Høj Falkenberg, Alexandra-Yoana Alexandrova, Gerald Santos, Na-Young Jeon, Joreen Bautista. Nikoline Harriet Breienholt, Judicel Eslao, Mio Kobayashi Frisk, Marine Hattestad Kveli, Ida Mei On, Andrea Rymoen, Vivian Wrang, Albin Boudrée, Niklas Frandsen, Sebastian Harris, Julian T. Kellerman, Matthias Harmann Niclasen, James Leece, Winchester Lopez, Oliver Poulin, Andy Roda, Carl Sohlberg, Jonas Suurballe, Kristoffer Widerberg, Olof Åhman
Dirigent: Per Engström
Varighed: 2 timer og 50 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 9. februar til 7. maj 2023
