Omgivelserne er fantastiske og idylliske, engagementet stort og niveauet højt, når Palsgaard Sommerspil giver sig i kast med Monty Pytons Spamalot.
Jens Frausing er alle vegne dette år, når det kommer til sommerspillene, i Palsgaard som instruktør, hvor han i den grad er kommet i mål med opgaven. Monty Pytons klassisker er taget under kærlig bearbejdning med nutidige elementer men rummer først og fremmest alt det, vi elsker Monty Pytons gakkede univers for og måske endda mere til.
Med et godt hold og et velspillende orkester flot ledet af kapelmester Rasmus Steenberg er rammerne sat for en god og underholdende aften. Peter Burgaard spiller den noget selvhøjtidelige Kong Arthur og har lige så meget distance til omverdenen, som karakteren netop bør have. Burgaard er godt castet til rollen og en fornøjelse at opleve på scenen, det skyldes dog ikke kun ham selv men også det makkerpar han udgør med Ann Charlotte B. Madsen, der spiller Kong Arthurs højre hånd Patsy. Madsen er i den grad skøn i rollen og en helt uundværlig karakter, ikke kun for Kong Arthur men også for forestilligensens humoristiske islæt.
Søren Uldum (Sir Lancelot), Hans Vincens Nielsen (Sir Robin), Marc Olsen (Sir Dennis Galahad) og Niclas Snejbjerg (Sir Bedevere) udgør Kong Arthurs tapre riddere – hvor nogle dog er noget mere tapre end andre. Det er en skøn kvintet, der spiller hinanden gode og har et højt niveau både som skuespillere men også rent musisk, flere af dem har da også medvirket i opsætninger ved MCH Musical – senest ‘Midt om natten’.
Louise Schneider er nok et af forestillingens bedste kort rent musikalsk, hun får da også lov at spille inkarneret diva i rollen som ‘Lady fra søen’, hvor hun helt overlagt både overspiller og underspiller i skøn forening og får lov at blære sig som musicalstjerne. At hun besidder et stort talent, kan der næppe herskes tvivl om.
Forestillingen indeholder et hav af sjov og skæve karakterer, der nærmest gør det umuligt at nævne alle. Én, der dog bør nævnes er Steffen Hansen, der ud over at spille Smukke Tim, Ridder Ni og mange flere især markerer sig som ‘Fransk håner, en rolle som han i den grad tilføjer humor, forfærdelige fransk accent og finesse. De franske hånere bliver uden tvivl et af forestillingens sjoveste indslag, og sammen med Oliver Wiggandt Aaberg og Mikkel Steen bliver det en herlig trio.
Masser af sjove islæt, gakkede indslag, dårlig humor og falde-på-halen komik kendetegner Palsgaard og Jens Frausings skønne opsætning af ‘Spamalot’. Der er tænkt over alt ned til mindste detalje i Anders Digman Bendstrups nærmest Disney-agtige scenografi og med Frausings krøllede hjerne, bliver hver en centimeter af scenen udnyttet og sat i spil – ja endda Stig Rossen får lov at spille en rolle.
Palsgaard og Spamalot er vellykket. Ikke kun på grund af en fantastisk forestillingen, men også på grund af sammenholdet, niveauet, imødekommende frivillige og fantastiske rammer. Palsgaards Sommerspil er en helhedsoplevelse, som begynder, så snart du træder ind i parken.
‘Monty Pyton – Spamalot’ spiller fra 1. – 15. august på Palsgaard Slot og er basseret på det originale filmmanuskript af bl.a. John Cleese og Graham Chapman.
Instruktør: Jens Frausing
Koreograf: Jacob Philip Andersen
Kapelmester: Rasmus Steenbjerg
Scenograf: Anders Digmann Bendstrup
Medvirkende: Peter Burgaard, Ann Charlotte B. Madsen, Søren Uldum, Hans Vincens Nielsen, Marc Olsen, Niclas Snejbjerg, Louise Schneider Rømer m.fl.