I Mikkel Rønnow og Tivolis genopsætning af musicalen Atlantis er det de meget melodiøse sange og fremførelsen af disse af vanvittigt dygtige sangere, der tager stikkene hjem. At al tale mellem de store hitsange synges gør forestillingen underlig kantet, og det blødes ikke op af de forholdsvis lange klappepauser. Bevares, publikum skal have lov at hylde store præstationer, men det får hurtigt karakter af en koncert, og det indtryk ændres ikke af et forudsigeligt og stereotypt plot.
Når det er sagt, skal det også nævnes, at castet til musicalen er en udsøgt perlerække af danske musicalperformere med Stig Rossen i front som den mørke skurk Jabbador, der ovenikøbet tilbeder Ba’al-zebub eller djævelen. Han har selskab af Kaya Brüel som den illoyale slavinde og Jonas Rasmussen som ypperstepræsten Koptos, der synger en af de mest velkendte sange Morgen på Atlantis.
Den smukke kongedatter Adalena spilles af Johanne Milland, og hendes flotte tilbeder Silvan spilles af Thomas Høj Falkenberg. Deres stemmer er hver for sig imponerende og klinger også smukt sammen. De er velvalgte til rollerne, og sange som Hvornår ser jeg dig igen og De sorte skyer fremføres fantastisk og smukt.
Pernille Petterson er med i musicalen for anden gang, idet hun spillede rollen som Adalena i uropførelsen af Atlantis for 28 år siden. I genopsætningen har publikum fornøjelsen af hendes stemme i rollen som Silvans mor i blandt andet Fra første sekund og sammen med Johanne Milland i Salenes død.
I rollen som Adalenas far, den lyse Kong Atlas, ses Jakob Zethner, der meget imponerende sender sin malmfulde bas ud i Tivolis koncertsal, så vibrationerne kan mærkes nede på rækkerne i blandt andet Atlas’ elegi.
Kim Hammelsvang giver Jabbadors håndlanger, Zan Zan en lokkende og samtidig frastødende sleskhed i sange som Hold dig til helte og Zan Zans list. Annalouise Gomard er den blinde seerske, Livilla, hvis dunkle varsler ikke tages lige alvorligt af alle.
Alt i alt er der tale om et hold af dygtige scenekunstnere med fantastiske stemmer, som synger musicalen hjem. Særligt skal nævnes Kvindeterzetten, som Kaya Brüel, Johanne Milland og Pernille Petterson synger til perfektion – og gåsehud i salen. Alle andre steder med Thomas Høj Falkenberg og Hil Atlantis med Stig Rossen og ensemble er absolut også klassikere for musicalelskere.
Philip Witcombs scenografi og kostumer og Tim Michells lysdesign binder sammen med Malte Oscars lyddesign den stort opsatte forestilling sammen til musical, der er værd at se.
Musicalen Atlantis spiller i Tivolis Koncertsal til 25. september og igen fra 26. oktober til 6. november. I Musikhuset Aarhus fra 28. september til 10. oktober, Musikteatret Holstebro fra 13.-16. oktober og i Odeon Odense fra 19.-23. oktober.
Medvirkende: Johanne Milland, Stig Rossen, Thomas Høj Falkenberg, Pernille Petterson, Kaya Brüel, Kim Hammelsvang, Jakob Zethner, Jonas Rasmussen, Annelouise Gomard, Søren Bech-Madsen, Astrid Højgaard, Katrine Schmidt Nørgaard, Maria Overgaard Vinter, Emilie Groth Christensen, Kirstine Moses, Mille Holten Bartsch Lambert, Nynne Holmen, Christoffer Schøllhammer Rørmose, Kenny Duerlund, Anders Gjesing, Emil Asbjørn Madsen, Morten Lindemann Olsen, Rasmus Faartoft, René Wormark og Ulrik Aabye-Hansen. 21 mands orkester.
Instruktion: Thomas Agerholm
Scenografi & kostumedesign: Philip Whitcomb
Koreografi: Kim Ace Nielsen
Lysdesign: Tim Mitchell
Lyddesign: Malte Oscar
Orkestrering: Jesper Riis og Wolfgang Käfer
Dirigent: Mikkel Rønnow
Producent: Mikkel Rønnow og Tivoli