Da Netflix startede produktionen af ‘The Crown’ skrev den mere eller mindre sig selv. I hvert fald havde det britiske kongehus været storleverandør skandaler og materiale, der var en tv-serie værdig.
Måske havde man håbet, at en musical om den danske regent på samme måde, ville kunne skrive sig selv og levere nok materiale til, at der kunne komme en historie ud af det. Desværre for holdet bag i form af Mikkel Rønnow Musicals, så bliver det ikke tilfældet. Om end der fortælles et væld af historier, som mere eller mindre glider ind i hinanden, når den ene fortælling bliver til den anden, så når musicalen aldrig rigtig sit klimaks og den største skandale bliver vel i og for sig Prins Henriks uheldige opførsel i pressen.
At historien ikke rigtigt når niveau er dog ikke det dygtige casts skyls. Især stråler Ulla Henningsen i rollen som den ældre Margrethe, og hun tilfører Dronningen både personlighed, humor og menneskelighed som i den grad klæder hende, når hun guider publikum og sit yngre jeg igennem historien. Den mellemste Margrethe portrætteres af Xenia Lach Nielsen, der gør et ihærdigt og vellykket forsøg på fortælle dronningens historie i det, der måske er den største krise, vi reelt oplever og med op- og nedture i ægteskabet. Hun synger som en drøm og viser os Dronningen, når tingene bliver svære.
Den unge Margrethe spilles af Emilie Groth, der giver et kærligt portræt af en unge kvinde, der må agere i spillet mellem de officielle pligter, arven og kærligheden, og hun gør det på en måde, så vi føler sympati for den unge kvinde og hepper på hende.
Rollen som Daisy deles af fire unge piger, der dog ved denne visning spilles af Emma-Sofie Bertelsen. Bertelsen er både sød og nysgerrig i rollen, men mangler enkelte steder pondus rent musikalsk. Hun charmerer sig dog hurtigt ud over det og giver indtrykket af en ung kommende dronning, der mest af alt bare gerne vil være barn og drømme.
Henri spilles af henholdvis Sebastian Harris (ung), Morten Lützhøft (mellemste) og Peter Schrøder (ældre), en god trio, der viser udviklingen fra greve i Frankrig til Prins i Danmark – med alt hvad det indebærer. Både Lützhøft og Schrøder tilfører Henri charme og humor, mens Harris giver et mere hårdt billede af Henri og især forholdet til de to små prinser. Fælles for alle tre karakterer er dog, at de i højere grad latterliggør Prins Henrik end respekterer ham.
Det er et godt cast og en flot og velfungerende scenografi, der trods alt gør selve musicalens historie stærkere, end den reelt er. Kim Hammelsvang er skøn i rollen som bl.a. Kabinetsekretær Olufsen og kunstanmelder, Søren Bech-Madsen er myndig og elegant som André de Monpezat og Kristian Jensen skøn som Statsminister Jens Otto Kragh, der så sandelig ikke var tilhænger af en ung kvinde som regent.
Om historien reelt ikke er der, eller man ikke har turde gå nok til en trods alt stadig levende og siddende regent, må stå hen i det uvisse, men der kunne være potentiale til mere og måske skulle man i stedet begrænse, hvor meget man vil fortælle i stedet for at blande så mange – og nogle gange knapt så relevante og korte – historier sammen.
Skal man se musicalen er det dog i stedet for det dygtige cast, kostumerne, sangene og scenografien, der flot smelter sammen, så musicalen trods en svag historie kan holde et vist niveau.
Musical af Høg, Aagaard og Svanekier
Iscenesættelse: Mads M. Nielsen
Koreografi: Enestine Ruiz
Musikalsk ledelse: Mikkel Rønnow
Orkestrering: Jesper Riis
Medvirkende: Ulla Henningsen, Xenia Lack-Nielsen, Emilie Groth, Lisa Maria Birk Pohl, Emma-Sofie Bertelsen, Silje Isabell Ruby, Peter Schrøder, Morten Lüfthøft, Sebastian Harris, Kristian Boland, Tine Gotthelf m.fl.
