Shubidua the Musical
Hvem lærte dig at holde af Shubidua? Din far, en klassekammerat, en kollega, din søster eller en helt femte? Lige meget hvad, så formår Shubidua at forene familien Danmark og oven i købet få dem til både at tænke sig om og grine på samme tid – begge dele indfries også, når det genopstandne Fredericia Musicalteater og Lion Musicals tager et væld af Shubidua-sange under kærlig behandling og opsætter ”Shubidua the Musical”.
Handlingen er hvad handlingen nu én gang er. En smule banal og ikke særlig fængende og samtidig er det sket det, som sker i de fleste tilfælde, når man ønsker at lave en hyldestforestilling med sange og musik alene fra en enkelt kunstner eller et enkelt band. Forfatterens begejstring for lige præcis denne blive en anelse for meget og en anelse for ukritisk og alt for mange sange proppes ind i to akter – nogle mere heldige end andre og nogle endda med noget mere relevans end andre. Begrænsningens kunst er svær og det har den desværre også været for forfatterne bag manuskriptet til hyldesten til Shubidua.
Aftenen er dog ikke spildt, for selvom man nu forsøger at rebrande det hedengangne Fredericia Teater under titlen Fredericia Musicalteater, så er en stor del af castet velkendte ansigter netop fra scenen i Fredericia – og gudskelov for det. Det er nemlig et rigtig dygtigt og velcastet hold, der er sat sammen. I front ses nyuddannede Thor Vestergaard i rollen som Mick og Alberte Hønniche Kyst som Cille. Begge to dygtige og sympatiske skuespillere, som man godt kan forvente – og håbe på – man ser mere til. Vestergaard formår at afspejle hele den udvikling Mick gennemgår, så selv dem på de bagerste balkoner kan følge med. Samtidig er Kyst et sødt og friskt pust i Micks liv, der pludselig får ham ud af den boble, han lidt for længe har befundet sig i. Kyst bliver pigen, vi alle sammen når at blive en lille smule forelsket i.
I rollen som Micks to fantasivenner Molly og Carlos ses Cecilie Greiber Alring og Kim Ace Nielsen – og sikke et par. De to figurer og ikke mindst skuespillernes fremstilling af dem leder tankerne hen på de uundværlige følgesvende i Disneys univers: Rod og Stub (Bjørnebrødre), Svend og Olaf (Frost), Pui og Heihei (Vaiana) osv. Deres samspil og mimik er fantastisk og uden dem, ville underholdningsværdien i musicalen være noget mere begrænset.
Kasper Sonne og Julian George Gregoriou deler rollen som den unge Mick (på præmieren Kasper Sonne). Og sikke en lille verdensstjerne. Sonne ejer scenen – ikke mindst til finalenummeret, der består af et sandt Shubi-medley. En dygtig lille herre, som vi forhåbentlig kommer til at se meget meget mere til.
Generelt er forestillingens force de vanvittigt dygtige kræfter, som hele holdet udgør; helt fra sangere til skuespillere og dansere leverer hvad de skal i verdensklasse. Dette blandet med et vanvittigt højt grafisk niveau, der efterlader dig tilbage i stolen med kæben hængende et sted på gulvet resulterer i en rigtig fin og god forestilling. Alligevel går man derfra med en smule skuffelse i maven. Den generelle helhedsoplevelse på teatret har tidligere været noget højere, og selvom man ønsker at træde ud af Fredericia Teaters skygge med det nye Fredericia Musicalteater, så kan det synes en smule op af bakke, når den første store opsætning er genbrug i nye klæder. Kritikken bør absolut ikke falde tilbage på hverken skuespillere, dansere, grafikere, koreografer eller andre kreative kræfter, men måske i højere grad på ledelsen bag – der mangler en anelse format.
Vi glæder os til at følge Fredericia Musicalteater og håber, at den noget blandede start på et nyt kapitel kun var begyndelsen på noget stort og banebrydende i Fredericia i stil med det, vi før har været vant til.
Shubiadua the Musical spiller på Fredericia Musicalteater fra 3. november 2021 og drager derefter på turne i hele landet frem til 2022.
Manuskript: Mads Æbeløe Nielsen, Søren Møller og Thomas Agerholm
Instruktør: Thomas Agerholm
Koreograf: Kim Ace Nielsen og Rene Vinther
Kapelmester: Thomas Møller
Medvirkende: Thor Vestergaard, Alberte Hønnicke Kyst, Kim Ace Nielsen, Cecilie Greiber Alring, Trine Pallesen og Maria Skuladottir, Ole Boisen, Kasper Sonne, Julian George Gregoriou m.fl.