Og så til hest … nåh, nej! Så op på kokosnødderne da, Fjordagerscenen leverer varen! Monty Pythons musical spilles præcist lige så gakket og absurd, som den skal, og der synges og danses på højt niveau. Folkene bag Monty Python ville have været begejstrede, hvis de ellers forstod den danske version af deres musical, der er begået af Henrik Lykkegaard. Det, der vist til daglig er en sportshal, danner rammen om opsætningen af musicalen, og publikum får i den grad rørt musklerne: nemlig lattermusklerne. Der er ikke et øje – eller sæde for den sags skyld – tørt oven på forestillingen. Alle fungerer flot på scenen, og selv en svigtende mikrofon tackles professionelt og næsten ubemærket. Helhedsindtrykket er amatørteater på professionelt niveau.
Handlingen er henlagt til middelalderens England, som er hærget af pest og hungersnød. Arthur kaldes af Damen fra Søen til at tage magten i det kaotiske land, og til det formål behøver han nogle modige riddere, der skal hjælpe ham med at finde Den hellige gral. Og så tager løjerne fart.
Den stolte kong Arthur af ædel byrd får liv af Rasmus Freimann, der er en imponerende og flot kong Arthur med en ditto sangstemme. Rasmus spiller meget overbevisende skuespil, og den flotte stemme kan nydes i sange som ”Kong Arthurs sang” og ”Her er kun mig”.
Ethvert kongsemne med respekt for sig selv må have en tro væbner, og en sådan har kong Arthur selvfølgelig også i skikkelse af Søren Elmelund, der spiller Patsy. Han er sjov og tilpas fjollet og kan så sandelig også synge, hvilket ”Sø-tøserne” og ”Always look on the bright side of life” er gode eksempler på.
Musicalens diva, Damen fra søen hedder i virkeligheden Nanna Bech, og hun gør sin karakter lige så krukket og selvoptaget, at hun passer som fod i hose i det absurde og gakkede univers. I ”Sangen, som går sådan her”, ”Find din gral” og ”Divaens klagesang” får publikum et eksempel på Nannas flotte stemme, som nok er en krukket diva værdig.
Peter Larsens overdrevne rå Sir Lancelot hopper ufortrødent med på kong Arthurs mission. Peter Larsen spiller sjovt og sikkert, og det gælder også, når han giver den i rollen som en meget høj NI-ridder. Publikum får bevis for, at han kan synge i ”Jeg er ikk’ helt død” og ”Ridderne af det runde bord”.
Kenny Duerlund spiller ud over Sir Galahad også den fimsede prins Herbert og NI-ridder. Han er morsom uanset, om han er den flotte Galahad eller den tøsede Herbert. Og så kan han synge – også i falcet – hvilket ”Hvor er du” og ”Hans navn er Lancelot” er gode eksempler på.
Den frygtløse … eller noget … Sir Robin spilles meget energisk og overbevisende af Anton Lambert, og hold nu op, han gør det godt. Han indtager scenen, om han synger, spiller skuespil eller danser med fjollet og gakket charme.
Henrik Knudsen er også en af de skuespillere, der har flere roller i musicalen, og han imponerer som den idérige Sir Bedevere og som den ukuelige Sorte Ridder, der nægter at give op. Og så er han hamrende morsom som Sir Galahads mor, der som nyslået enke er ret åben over for enkestandens mere positive sider. Hans dorske vagt ved Sumpslottet er også uovertruffet og på Monty Python-niveau.
Noah Johnsby er et energibundt på en scene. Med sine mange roller føles det nærmest som om, han er overalt. Han er en dygtig danser og sangstemmen fejler heller ikke noget, når han som Ikke-død-Fred synger ”Jeg er ikk’ helt død” og i trubadurens sang ”Tapre Sir Robin”.
Alt i alt er der tale om et energisk og engageret ensemble, der spiller hylende morsomt skuespil i flotte kostumer i flotte scenografiske rammer.
******
Spamalot spiller til 31. august 2019 på Fjordagerscenen.
Baseret på Monty Pythons film ”Monty Python and the Holy Grail”
Dansk bearbejdelse: Henrik Lykkegaard
Medvirkende: Rasmus Freimann, Nanna Bech, Søren Elmelund, Peter Larsen, Kenny Duerlund, Anton Lambert, Henrik Knudsen, Noah Johnsby
Instruktion: Allan Glue
Orkesterleder: Stefan Rungstrøm
Scenografi: Heidi Godskesen Rasmussen
Koreografi: Rikke Lillevang
Foto: LEES Foto
