Med en dramatisk og overraskende start på aftenens forestilling på musicalen “The Bodyguard”, hvor publikum blev fanget i en skudveksling lige fra start, var der lagt op til et brag af en forestilling! Efter denne fantastiske indledning fik vi første smagsprøve på Andrea Lykke Oehlenschlægers fantastiske og vokalstærke stemme i nummeret “Queen of the Night” – wauw!!! Vokalmæssigt lever hun fuldt ud op til forventningerne. Ikke mange stemmer tåler sammenligning med Whitneys pragtfulde stemme. Men det gør Andreas.

Johannes Lassen er perfekt castet som bodyguarden, Frank Farmer. Han leverer suverænt skuespil og giver dermed modspil og medspil til Andreas Rachel Marron. Sammen giver de to Whitney Houston og Kevin Kostner kamp til stregen.

Musicalens anden store stemme tilhører Lea Thiim Harder, som spiller Rachels søster Nicki. Leas udgave af sangene “Saving all my love for you” og “All at once” går rent ind hos publikum, og man fornemmer søsterens skinsyge og sorg.

David Owe som stalkeren er et sikkert valg til skurkerollen: han virker uberegnelig og skaber en stemning af utryghed, når han katteagtigt bevæger sig rundt på scenen. Det er tydeligt, at David mestrer stage fight, og han har da også stået for instruktionen heraf.

It’s show time! Ved hjælp af en storstilet scenografi føler man sig hurtigt hensat til USA med glitter og glamour. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at en af hovedscenerne foregår i Hollywood. Elegante sceneskift, hvor man snart befinder sig i en bjælkehytte, snart backstage vekslende med on stage; hæsblæsende jagtscener, som er så velgennemtænkte og velorkestrerede, at man føler sig fanget i krydsilden, når Frank Farmer kæmper for at beskytte Rachel Marron og hendes familie.

En naturlig del af en musical er musik, og i denne forestilling leveres den dygtigt af kapelmester Joakim Pedersen med orkester. Det er godt tænkt, at musikerne integreres i forestillingen for at underbygge historien. Og Sonny Fredie-Pedersens forrygende koreografi udført af dygtige dansere er med til at understrege showbiz-stemningen.

“The Bodyguard – The Musical” er en hyldest til Whitney Houston, og mange af hendes allermest kendte sange fremføres sikkert og overbevisende – der er dømt gåsehud store dele af tiden. “How will I know”, “Greatest love of all” “I have nothing” og “I’m every woman” er blot nogle af de medrivende numre, der fylder Vejle Musikteater på premiereaftenen.

Med Whitney Houstons egen historie in mente rammer Andreas version af “One moment in time” og “I will always love you” lige i hjertekulen, og der er endnu en gang dømt gåsehud. I wanna dance with somebody med en god portion dansk selvironi indlagt er på nippet til at vælte salen.

Alt i alt bliver man underholdt i samfulde to timer, og det virker helt urimeligt, at man skal sidde ned og ikke må danse til al den skønne, medrivende musik.

“The Bodyguard – The Musical” spiller på Vejle Musikteater fra den 11. november til den 15. november og tager derefter på turné i Danmark.

Medvirkende: Andrea Lykke Oehlenschlæger, Johannes Lassen, Lea Thiim Harder, David Owe m.fl.

Baseret på Warner Bros.-filmen med manuskript af Lawrence Kastan

Iscenesættelse: Thomas Agerholm

Kapelmester: Joakim Pedersen

Scenografi: Benjamin La Cour

Koreografi: Sonny Fredie-Pedersen

Producent: Christian Krage