Sjældent har en forestilling passet så godt til et rum, som ´The Last Ship´ gør til Østre Gasværk. Rum, forestilling og historie er nærmest skabt til hinanden. Benjamin La Cour har skabt en scenografi overvejende af stål. Den understreges af Jonas Bøghs geniale videoprojektioner på gasværkets rå vægge. Bølgerne skyller frem og tilbage og giver en perfekt illusion. En scene foregår i en kirke, og der toner kæmpe glasmosaikker op. Det er forunderligt hele vejen igennem.
Sting har skabt ´The Last Ship´ baseret på erindringer om sin barndom i byen Wallsend i Nordøstengland, hvor byens skibsværft står over for lukning, og ved forestillingens start er vi i midten af 1980-erne. Det er en barsk historie, der foregår i Margaret Thatchers tid. Det dystre tilsnit sukres dog af kærlighedshistorien mellem den fyr, der stak af i tide fra byen og hende der blev tilbage med et barn født udenfor ægteskab. Da han vender hjem, er der en del ender, der skal hæftes, og uden at røbe for meget, forlader publikum ikke teatret i dyb sorg.
Indbyggerne er naturligt nok på den anden ende, da skibsværftet trues af lukning. Det er hele byens levebrød, der er på spil. Nok så vigtigt er det dog, at det er et selvværd, der nedbrydes. At arbejde på skibsværftet ligger i DNA-et hos disse mennesker, og det er tungt at miste noget, der er indbygget i ens personlighed gennem generationer.
Historien giver mindelser til Odysséen. Her er Odysseus erstattet med den unge mand, der forlader byen og først returnerer 17 år efter uden at have givet lyd i den mellemliggende periode. Referencer er der også til ´Billy Elliot´, der foregår i minemiljøet i samme område af Nordøstengland.
Stings musik fortolkes af 10 dygtige musikere, der er placeret let skjult rundt omkring i scenografien, når de ikke optræder på den stål-bro, der svæver højt oppe over scenen. Det fungerer fortrinligt. Der er en sound af folkemusik over sangene, og det bidrager med en melankolske klang, der går godt i tråd med historien.
Niels Skovgaard Andersen er den hjemvendte Odysseus/Gideon Fletcher, og han får formidlet det dilemma, det er at stå overfor et valg om at blive i hjembyen og være loyal overfor sine omgivelser på den ene side, og på den anden side at være loyal mod sig selv. Han får mange sider af sin personlighed frem. Han har ved afrejsen haft ungdommens sikkerhed på, at han har haft ret, og at hans fordrukne og til tider hårdtslående far, ikke har haft følelser for ham. Følelserne rammer ham som en boomerang, da han efter 17 år vender tilbage og møder sin ungdomskæreste Meg Dawson, som blev ladt tilbage. End ydermere var samme Meg gravid med Ellen. Til Gideons forsvar må siges, at han ikke havde kendskab til denne graviditet, men foran ham står nu den 17-årige Ellen.
Meg Dawson spilles af Kristine Yde Eriksen. Meg er præget af den skæbne, der indhentede hende som ganske ung. Det er ikke nemt at bo i en lille by, hvor katolicismen er den fremherskende religion. Hun har imidlertid klaret sig og har egenhændigt drevet byens værtshus, hun blev tilgivet af sine forældre og har et godt forhold til datteren, der på sin side drømmer sig væk fra byen. London og musikerlivet trækker i hende. Hun bliver spillet af debutanten Stephanie Trelborg Hansen. Hun udstråler lige dele trods, sødme og vrede.
I tilbageblik møder publikum den unge Gideon og unge Meg, spillet af Gustav Allen Schriver og Line Weien Hoffmann.
Der er mange sidehistorier, som udruller menneskeskæbner i mange afskygninger. Flere af de menige arbejdere kæmper med problemer med alkohol, fagforeningsbossen viser sig at være alvorligt syg, ligesom ægteskabelige relationer foldes ud. Det er interessante problemstillinger, men der skulle måske have været luget lidt ud i disse historier, så musicalen ikke havde varet næsten tre timer.
Det ændrer dog ikke ved, at den overordnede historie og musikken er fængende. Man følte sig hensat til 1980-erne, hvilket i den grad blev understreget af kostumerne, der for en stor dels vedkommende er vintage-tøj fra perioden. Hele castet inklusive musikerne var imponerende og udstrålede energi.
Endelig var det et sjovt scoop, at Sting himself bød publikum velkommen via video.
,
The Last Ship i Østre Gasværk. Musik og tekst af STING baseret på originalt manuskript af John Logan og Brian Yorkey
Instruktør: Thomas Agerholm
Scenografi og kostumer: Benjamin La Cour
Koreograf: Rebekka Lund,
Kapelmester: Martin Konge
Oversætter: Helle Hansen
Lyddesign: Tim Høyer
Lysdesign: Jonas Bøgh
Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen, Kristine Yde Eriksen, Stephanie Trelborg Hansen, Morten Lützhøft, Xenia Lach-Nielsen, Dan Zahle, Gustav Allen Schriver, Line Weien Hoffmann, Malin Rømer Brolin-Tani, Hanne Uldal, Jon Lange, Pelle Emil Hebsgaard, Sebastian Harris Kristian Jensen, Christian Lund, Magnus Bruno, Maria Overgaard Vinther, Astrid Højgaard,
Musikere: Martin Konge, Mads Granum, Valdemar Littauer Bendixen, Christian Sekjær, Steffen Schakinger, Rumle Sieling Langdal, Lars Daugaard, Mikkel Schnettler, Helle Hansen, Peter John Warner
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. pause
Spilleperiode: 21. februar til 13. april 2025
