I ´The Producers´ eller ´Forår for Hitler´, som var den danske titel på Mel Brooks film fra 1967, er rigtig meget yderst upassende. Der bliver gjort grin med Hitler, nazismen, jøder og gamle damer. Der er et kvindesyn, der ikke er gængs i 2022. Man udnytter ikke gamle damer for penge, og man ser ikke unge kvinder som objekter. Kan man så gøre det i en forestilling i dagens Danmark? De fleste ville ikke kunne, men Mel Brooks kan slippe afsted med det meste, og selv om filmen blev set som voldsomt kontroversiel indkasserede den en Oscar, og det danske publikum elskede den, da den kom hertil.

Historien foregår på Broadway og handler om den aldrende producer Max Bialystock, hvis seneste show har floppet fuldstændigt. I samarbejde med den forsigtige revisor Leo Bloom opfinder de imidlertid et koncept, hvorefter et flop kan vendes til økonomisk succes, fordi de kan score deres sponsorbidrag. De planlægger derfor at lave det værste show nogensinde, og der er Franz Liebkinds stykke, der hylder Hitler en oplagt mulighed. At det ikke helt går som de to venner har planlagt, er formentlig ingen overraskelse. Dog skal der ikke afsløres mere, hvis man har til gode at opleve historien for første gang.

Adam Price har oversat teksten for 16 år siden, hvor musicalen først blev opført i Danmark, men har opdateret oversættelsen til denne opsætning. Det er ikke nogen nem opgave, men Adam Price har om nogen humoristisk sans og indføling med det danske sprog. Han har også benyttet sig af, at den kvindelige hovedperson Ulla er svensk. Det har han fået nogle skønne sproglige finesser ud af. Nogle af dem gik muligvis over hovedet på det danske publikum, men sjovt var det, at der bliver sagt ”bøker” til hende, som hun forstår som noget helt andet end Leopold, der siger det, ligesom Max bliver rasende, da hun siger, hun vil hjælpe Leo med at ”knäpe” hans skjorte.

Preben Kristensen er fuldstændig fænomenal i rollen som den anløbne Max Bialystock. Hans timing, diktion og sang er fantastisk. Det er en kæmperolle, der kræver stor stamina. Det har Preben Kristensen. Han bærer forestillingen, og man kan kun beundre den fysik, han er i besiddelse af. Han får kam til sit hår i samspillet med Sebastian Harris, der er Leo Bloom. Harris har en skøn sangstemme, og han får virkelig udleveret sin karakter som den skræmte revisor, der ikke må gå med piger og som er nødt til at kæle med sin lyseblå sutteklud for at klare tilværelsen.

Mellem Max og Leo kommer den underskønne Ulla spillet af svenske Alexandra-Yoana Alexandrova. Hun er et skønt skue med udemokratisk lange ben, slanke linjer og former på den gode måde. Det kan begge de herrer se, omend Max er mere eksplicit i sin tilgang til hende. Leopold derimod bliver forelsket, og det forstår man godt. Alexandra-Yoana Alexandrova danser og agerer som en drøm og med timet humor.

Skøn er også Asger Reher som Franz Liebkind, der stadig er tilbage i sin tid som medlem af nazipartiet. Han lever i sin helt egen verden sammen med sine nazi-tro fugle, han har i bur på tagterrasse i sin ejendom. Han er iført lederhosen, tilklattet nazihjelm og støvler. Han er et syn uden lige!

Michael Carøe er den opblæste og bøssede instruktør Roger De Bris flankeret af sin assistent Carmen Ghia spillet af Kim Hammelsvang, der er bitchy om en hals.

Paul Farnsworths scenografi er overvejende delt mellem Broadway, hvor de gule taxaer optræder i forskellige størrelser og Max´ lejlighed. Det er flot og velfungerende.

Leopold spørger gentagne gange, om de ikke er gået for langt. Max svarer, at han nok skal sige til, hvis de er gået for langt. Svaret på spørgsmålet er, at det gjorde de ikke. Det Ny Teater har igen leveret en sprudlende og interessant forestilling med gode kræfter i de bærende roller og med et dygtigt og professionelt ensemble.

Løjerne fortsætter til 31. december, så der er god mulighed for at opleve hele castet. Husk endelig at købe programmet, der ud over flotte billeder, indeholder flere gode artikler.
 
 
 
 
 
The Producers på Det Ny Teater
Manuskript: Mel Brooks og Thomas Meehan
Musik og tekster: Mel Brooks
Oversættelse: Adam Price
Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent
Scenografi: Paul Farnsworth
Musikalsk indstudering: Per Engström
Lysdesigner: Nick Richins
Lyddesigner: Richard Sharrat
Koreografassistent: Hayley Franks Høier
Recident director: Kim Hammelsvang
Medvirkende. Preben Kristensen, Sebastian Harris, Alexandra-Yoana Alexandrova, Michael Carøe
Asger Reher, Kim Hammelsvang, Monica Isa Andersen, Simon Nøiers, Kristian Jensen, Henrik Lund, Jonas Suurballe, Jenny Asterius m.fl
Dirigent: Per Engström
Varighed: 2 timer og 45 minutter inkl. pause.
Spilleperiode: 22. september til 31. december 2022