I 1960 udkom Annelise Reenbergs ‘Baronessen fra Benzintanken’ med stærke danske kræfter i rollerne; Ghita Nørby, Dirch Passer, Ove Sprogøe, Maria Garland, Henny Buckhøj og mange flere. Filmen blev siden ikonisk og er siden set og elsket af mange danskere. 64 år efter kaster Varde Sommerspil sig over historien på baggrund af Jacob Morild og Morten Wedendahls musicalversion.
Varde Sommerspil og 7-kantens teater er garanter for dygtige amatørskuespillere, hvilket også gør sig gældende for dette års hold bag sommerspillet. Først og fremmest er Jens Frausing i den grad kommet i mål med en fantastisk scenografi, ikke alene på grund af de imponerende gamle (og mange) biler og motorcykler, men også på baggrund af slottets Rosensteens genopståen i Varde, hvor der er tænkt over enhver detalje. Den mest geniale og originale er måske nok portrætmalerierne på væggene, som ikke alene bevæger sig, men også forsvinder, når forfædrene går igen på slottet. Sjovt og godt tænkt. Rosensteen bliver nærmest et fornemt dukkehus, hvor der lukkes op til de medvirkendes liv og rum. Hele rammen omkring forestillingen er resultatet af et fantastisk samarbejde mellem ikke mindst scenograf Jens Frausing, scenedekoratør Sara Vilslev og scenemester Bjarne R. Jensen.
Johanne Andersen Rye spiller sødt, yndigt og rebelsk rollen som baronesse Anne, der midt i kaos og nye omgivelser skal forsøge at holde fast i sig selv og sine værdier. Rye er dejlig og velsyngende som Anne omend hun kæmper med sangtekster, som virker banale. Det er absolut ikke skuespillernes skyld, men generelt er musicalen ikke blevet forkælet med gode tekster og det er synd, for det får forestillingen til at virke lidt flad – også selvom man i store træk holder sig til de originale replikker.
Neklas Klausen og Jonas Flindt-Kristensen spiller Annes onkel Lars Tofte og hans kompagnon Hans Høy, der i sin tid blev spillet af Ove Sprogøe og Dirch Passer. Begge er de skønne skuespillere og giver et glimrende bud på karaktererne, der dog nogle gange virker enten for fjollede eller for direkte i forhold til det oprindelige oplæg, hvor karaktererne havde mere kant.
Vibeke Hornbak og Vivi Bendix Poulsen spiller de to kvindelige alfahunner, der for alt i verden gerne vil undgå at den andens familie overtaget Rosensteen, og selvom begge kvinder gør det ganske udmærket, så mangler der lidt af den hunulv og power, som rollerne fortjener.
Den erfarne dame Mette Hebsgaard bidrager dog i den grad positivt til forestillingen i rollen som Den grå dame. Hun er charmerende og underholdende og et frisk pust til forestillingen.
De medvirkende gør alt hvad de kan, for at skabe en god forestillingen. Forestillingen indeholder flere sjove indslag – blandt andet referencer til ‘90 års fødselsdag’, men oplægget er for vagt. Selvom scenen, scenografi og de medvirkende oser af charme og tryllebinder publikum, så trækker selve fortolkningen af fortællingen desværre i en forkert retning. Det er synd, når kræfterne er gode og blandt andet i samarbejde med instruktør Carsten Friis flere gange har vist, at de formår meget mere.
‘Baronessen fra Benzintanken’ spiller på Arnbjerg scenen fra 28. juni til 12. juli 2024 efter oplæg af Jacob Morild og Morten Wedendahl
Instruktør: Carsten Friis
Scenograf: Jens Frausing
Scenedekoratør: Sara Vilslev
Scenemester: Bjarne R. Jensen
Medvirkende: Johanne Andersen Rye, Jonas Flindt-Christensen, Neklas Klausen, Vibeke Hornbak, Vivi Bendix Poulsen, Jesper Bendix Poulsen, Søren Kragh Karlson, Mette Hebsgaard m.fl.