Queens udødelige numre får i øjeblikket ekstra meget opmærksom, når musicalen ’We Will Rock You’ i dansk version oversat af Lars Hjortshøj, opsættes på flere forskellige teatre. Denne gang har Messecenter Herning kastet sig over Ben Eltons musical endda med Teit Samsø i hovedrollen som Galileo, Anders Blichfeldt som rebellen Pop og Maria Skuladottir som Killer Queen.

Det er et dygtigt hold med fuld skrald på musikaliteten og det gode humør, der kaster sig over de udødelige klassikere. Holdets sammenhold, glæde og den fest, de holder, når de spiller, smitter af på publikum og når uden tvivl helt op på bagerste række.

Teit Samsø er en stjerne på musicalscenen, og selvom hans alder måske ikke helt er tilsvarende i forhold til rollen som en ung afgangsklasse på I-Planet, så glemmer man det hurtigt. Han er uden tvivl en vigtig bærende del af musicalen og helt vanvittig dygtig musikalsk. Hans samspil med den nyuddannede Karoline Toksvig er fænomenalt, lige fra deres kærlighedsaffære til deres skænderier, der i den grad synes komiske, når et skænderi kan slutte med strofer fra Kaas og Ryes ’Hva skal vi med kvinder?’. Toksvig er skøn i rollen som den stædige rebel Scaremouche, og der er helt sikker et stort potentiale gemt i det unge talent.

Maria Skuladottir er skøn, sexet og led i rollen som Killer Queen, hvor blandt andet hendes kostumer fra Lotte Blichfeldts hånd er med til at skabe figuren. Skuladottir styrer undersåtterne med hård hånd og leverer et musikalsk virkelig højt niveau.

Anders Blichfeldt får sin debut som musicalskuespiller, og selvom der måske ikke er gemt det største skuespiller-gen bag Big Fat Snake stjernen, så klarer han det ganske fint og får en del serveret med både humor og charme i rollen som den rebelske Pop. Hans musikalske egenskaber kan der ikke sættes en finger på og i samspil med Teit Samsø, der galant guider Blichfeldt rundt i musicalen får han en ganske fin debut på musicalscenen.

Marc Olsen og Ann-Charlotte B Madsen er fanstastiske i rollerne som Brit og Oz. Deres kemi fylder hele rummet og deres talenter er fantastiske. De spiller oprigtigt og lader lidenskab såvel som kærlighed præge hele deres performance. Blandt andet leverer de ’I wan’t it all’ så hårene rejser sig på kroppen.

Det er et højt musikalsk niveau, der præger forestillingen. Der danses og synges for fuld hammer og ikke en træder ved siden af. Der er noget fantastisk befriende og charmerende ved, at Killer Queens undersåtter har former og formår at bruge hver eneste centimeter af kroppen på at charmere og forføre. Generelt må man virkelig give ensemblet ros, de er dygtige og leverer blandt andet ’No-One But You’ på et virkelig højt niveau.

’We Will Rock You’ er en fantastisk opsætning. Historien er som den er, en smule vag og søgt, men det er så absolut ikke de medvirkendes skyld. De leverer et brag af en præstation og sammen med flotte kostumer og en fantastisk og velfungerende scenografi, er der ikke et øje tørt. Man rocker med fra start til slut og synger Queens sange hele vejen hjem fra teatret.

’We Will Rock You’ spiller i MCH Herning Kongrescenter efter Ben Eltons musical og oversættelse af Lars Hjortshøj.

Instruktør og scenograf: Jens Frausing

Kostumer og scenograf: Lotte Blichfeldt

Koreograf: Jacob Andersen

Kapelmester: Rasmus Steenberg

Medvirkende: Teit Samsø, Karoline Toksvig, Anders Blichfeldt, Maria Skuladottir, Kenny Duerlund, Marc Olsen, Ann-Charlotte B. Madsen, Kathrine Holmboe m.fl.