”Knips, knips, knips” fra mænd liggende på et stillads. Og så er musicalen ”West Side Story” sat i gang. Scenografien får i den grad inddraget publikum i 50’ernes Manhattans arbejderkvarter. Og det er da også scenografien og koreografien, der med sine nytænkende fortolkning af sangene, får os til at få gåsehud flere gange undervejs. Det går især op i en højere enhed, når skuespillere spiller mannequindukker til UG, og drengene bruger hinanden som rekvisitter såsom en skrivemaskine, når de bryder ud i sang. Moderne og nytænkende arbejde af Rune David Grue, Karin Gille og René Vinther!
Nu tænker I så nok. Men hvad med Tony? Maria? Hvad med hovedrollerne – de ikoniske hovedroller – der længe har gjort håbløse romantikere, som os selv, helt forelskede i West Side Storys miks af klassiske og latinamerikanske sange? Det var desværre som om, at dét, der skulle være en tårevædende kærlighedsaffære blev lidt som en tynd kop kaffe. Man drikker den stadig, men hvor er tyngden? Hvor er den spidse smag, der med de rette bønner giver en lækker eftersmag? Måske er du til tynd kaffe – og så elsker du sikkert denne opsætning af West Side Story. Men er du vild med eftersmag og tyngde, vil du nok opleve, at denne musical mangler noget. Og det har krævet utallige tanker og en lang nattesøvn at prøve at definere, hvad der dog manglede, når der på scenen står 23 skuespiltalenter og et stærkt hold bag musicalen.
Ingen tvivl om at alle 23 er dygtige skuespiller og forholdsvis dygtige sangere. Maria har en smuk sopranstemme og er helt perfekt typecastet til rollen som søde, artige, romantiske Maria. Og Tony viser sit stærke skuespillergen, da han i slutningen tror, at hans engel er død. Men det undrer, at der ikke er arbejdet mere med forskellen i kropssprog og karaktertræk i de to bander. The Sharks, som er immigranterne fra Puerto Rico, kunne let forveksles med The Jets, som er hvide drenge fra arbejderklassen. Kropssproget og ansigtsudtrykket i dansene og kampene er helt ens, trods den tydelige kulturforskel i musikken. Kun Merete Mærkedahl får salen til at ose af sex med sin indre latina-kvinde, når hun folder sig ud som bandelederens kæreste Anita. Og det samme gælder netop Sharks leder Bernado, spillet af Christian Gade Bjerrum. I en musical med en varighed på 2 timer og 40 minutter er det svært at forstå, hvordan man kan glæde sig mere til, at biroller som de to kommer på scenen end til at følge Maria og Tonys kærlighedsaffære. Men det var desværre tilfældet.
Måske kan det skyldes, at sangteksterne er oversat til dansk. I mange opsætninger vælger man dansk dialog og engelske sange, fordi det kan virke underligt at koble dansk med spanske gloser og tekster som ”i nat. I nat…”.
Til sidst skal nogle af medlemmerne af The Jets helt klart nævnes, da de i forskellige sange viser sig som stærke musicaltalenter: Riff, Action og A-rab spillet af Sebastian Henry Aagaard-Williams, Ashok Peter Pramanik og Christian Nicolai Collenburg.
Vi ville så gerne give flere stjerner, men det kan ikke blive til mere, da sangniveau og udtryk kunne have været meget bedre set i lyset af andre musicalopsætningers niveau.
Instruktør: Rune David Grue
Scenograf: Karin Gille
Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Mathias Flint, Sebastian Henry Aagaard-Williams, Ashok Peter Pramanik, Christian Nicolai Collenburg
