West Side Story

Foto: Miklos Szabo

Det Kongelige Teaters store efterårssatsning er Leonard Bernstein, Jerome Robbins og Stephen Sondheims moderne klassiker `West Side Story´ på Operaens store scene. Med forestillingen har den nye svenske operachef Elisabeth Linton sat sit begyndende spor på operaens repertoire i samarbejde med teaterchef Kasper Holten, der selv stod for musicalen i Malmø i 2018 – i 100-året for både Leonard Bernstein og Jerome Robbins.

Historien foregår i New York i 1950-erne, hvor gadebanderne Jets og Sharks rivaliserer. Det er puertoricanerne mod de europæiske indvandrere, så der er rigeligt med mentalt sprængstof blandt de unge mennesker, der derudover ikke er på god fod med politiet, som på sin side selvfølgelig er korrupt. Som om det hele ikke er slemt nok, forelsker Tony og Maria sig. De er fra hver deres slæng, og så starter balladen for alvor i dette Romeo og Julie drama, for ingen andre end de to er fans af det koncept. Historien er evig aktuel, og handlingen kunne nærmest lige så nemt være foregået i Malmø eller på Københavns vestegn i 2022 som i New York.

Leonard Bernsteins musik er vidunderlig, og den har fået plads bagest på scenen, hvor det kongelige kapel sænkes op og ned gennem hele forestillingen. Indimellem trækkes et transparent tæppe for, men man aner hele tiden alle musikerne og Robert Houssart, der dirigerede på premiereaftenen. Det fungerer rigtig godt, og det er skønt at have direkte udsyn til musikerne.

West Side Story er et brand, og fra første færd er man med på det New Yorker look, der præsenteres af scenograf Palle Steen Christensen. Der er ståltrapper, der kører frem og tilbage, og månen glider stille ned fra oven til at repræsentere Tony og Marias forelskelse.

Miles Hoares koreografi henter moves og inspiration fra hiphop og muligvis lidt hjælp fra de erfarne hiphoppere i crewet. Der er jitterbug, ballet, og med kærlig hilsen til Jerome Robbins oprindelige koreografi fingerknipses der i flere af numrene.

Det er et effektivt crew af dansere, der leverer varen i Hoares koreografi. At der ikke er pligt til at bruge Robbins originale koreografi kan imidlertid undre.

Søren Torpegaard Lund er Tony. Han synger fuldstændig fejlfrit, så publikum kan læne sig tilbage og nyde kærlighedssangene. Men ikke et øjeblik tror man på Tonys forelskelse i den pige, han ender med at gå i døden for. Det er ærgerligt, for vi skal jo holde med den unge mand, der vil det bedste. Emilie Groth Christensen er Maria, og hende tror vi på. Luc Boris André Kouadio er barsk, vulgær, proletarisk og sexet som Marias bror Bernardo, der ligger i med Anita, fermt spillet af Julie Steincke.

Der synges på dansk, og det er ærgerligt. På originalsproget er Stephen Sondheims tekster højt elskede og ikoniske, og oversætteropgaven er nærmest umulig at løfte. Silas Bjerregaards danske udgaver lever ikke op til originalerne. Så syng dog på engelsk i stedet!

Mange af operaens effekter er brugt i opsætningen, når sceneniveauer skifter, og det signalerer internationalt niveau.

Køb endelig det flotte program, der er i A4-format med masser af billeder – og læs Gregers Dirckinck-Holmfelds intelligente artikel om Leonard Bernstein, der giver et historisk tilbageblik.

Forestillingen er flot, seværdig og bliver givetvis en publikumsbasker. Om den så hører under et opera-repertoire en anden sag. Spændende er det, hvad operachefen vil udfordre operapublikummet med fremover.

West Side Story baseret på koncept af Jerome Robbins

Efter manuskript af Arthur Laurents og Stephen Sondheims tekster

Medvirkende dansere: Søren Torpegaard Lund, Lukas Toya, Emilie Groth Christensen, Julie Steincke, Luc Boris André Kouadio med mange flere.

Øvrige: Peter Oliver Hansen, Martin Loft, Bjarne Antonisen, Steen Stig Lommer

Musik: Leonard Bernstein

Instruktør: Thomas Bendixen

Dirigent: Robert Houssart

Scenograf: Palle Steen Christensen

Kostumer: Astrid Lynge Ottosen

Koreograf: Miles Hoare

Lysdesign: Mathias Hersland

Spilleperiode: 18. november til 28. december 2022

Varighed: 2 timer og 55 minutter inkl. en pause

Skriv kommentar